Der er et spørgsmål, vi bliver nødt til at stille ærligt:
Er vold mod kvinder faktisk blevet taget alvorligt i det sidste år?
I Danmark?
I Europa?
Internationalt?
For hvis man ser på politiske taler, lovgivning og strategier, kunne man få indtryk af, at svaret er ja.
Men hvis man ser på data, på retssystemer, på politiske prioriteringer – og på de holdninger, der vokser frem blandt unge mænd – tegner der sig et andet billede.
Et billede, hvor volden fortsætter i stor skala, mens systemer og institutioner stadig alt for ofte behandler mænds vold mod kvinder som et mindre alvorligt problem end andre former for vold.
Vold mod kvinder er stadig en global epidemi
Vold mod kvinder er ikke et nicheproblem. Det er et af de største menneskerettighedsproblemer i verden.
På tværs af OECD-lande rapporterer omkring 23 % af kvinder, at de har oplevet fysisk eller seksuel partnervold (OECD, 2024). Og hvis du tænker, at Danmark ligger i den lave ende, så tro om igen. Her ligger andelen omkring 32 %. Det betyder, at næsten hver tredje danske kvinde har oplevet vold fra en partner (se figur nedenfor).
Men partnervold er kun en del af billedet.
Hvis vi ser bredere på al fysisk eller seksuel vold mod kvinder – både fra partnere og andre mænd, bliver billedet endnu mere alvorligt.
Den nyeste store EU-undersøgelse fra EU Agency for Fundamental Rights viser, at 30,7 % af alle kvinder i EU har været udsat for fysisk eller seksuel vold siden de fyldte 15 år (FRA, 2026).
Tror du, at Danmark klarer sig bedre?
Tværtimod.
Når man ser på alle former for vold mod kvinder – ikke kun partnervold – ligger Danmark blandt de lande i Europa, hvor flest kvinder rapporterer vold. Ifølge undersøgelsen har 47,5 % af danske kvinder oplevet fysisk eller seksuel vold siden 15-årsalderen.
Det er næsten hver anden kvinde.
Og endnu mere opsigtsvækkende:
De fleste tilfælde bliver aldrig anmeldt.
Kun omkring 11 % anmelder vold fra ikke-partnere, 16,8 % anmelder vold fra en tidligere partner og omkring 6 % anmelder vold fra en nuværende partner til politiet. Samlet set kontakter kun 13,9 % af kvinder, der har oplevet fysisk eller seksuel vold, politiet. (FRA & EIGE, 2026).
Det betyder, at vold mod kvinder i praksis stadig er et massivt mørketalsproblem.
Men det handler ikke kun om tavshed. Det handler også om erfaring. Mange kvinder ved, at vejen gennem retssystemet kan være lang, belastende – og sjældent fører til domfældelse.
I Danmark ender kun en meget lille andel af anmeldte voldtægter med en dom, ofte anslået til under 2 % af de faktiske voldtægter, når mørketal medregnes.
En analyse fra Amnesty International om voldtægt i Danmark viser:
- ca. 5.100 voldtægter årligt (estimat)
- 890 anmeldelser til politiet
- 535 sager rejst
- 94 domfældelser
Hvis man ser på faktiske voldtægter vs. domme, giver det en domrate på omkring 1-2 %.
Konsekvensen er et system, hvor vold ofte først bliver synlig for myndighederne, når den allerede er eskaleret – nogle gange helt til drab.
Danmark: ligestillingens facade
Danmark fremstilles ofte som et af verdens mest ligestillede lande.
Men statistikkerne fortæller en mere kompleks historie.
Ifølge European Institute for Gender Equality har 48 % af danske kvinder oplevet fysisk eller seksuel vold siden de fyldte 15 år – betydeligt over EU-gennemsnittet på 31 % (EIGE 2025).
Med andre ord:
Næsten hver anden kvinde i Danmark har oplevet en form for fysisk eller seksuel vold i løbet af livet – enten fra en partner eller fra andre mænd.
Dette fænomen kaldes ofte “the Nordic paradox”:
lande med høj ligestilling har samtidig relativt høje rapporterede niveauer af vold mod kvinder.
En forklaring kan være bedre registrering og større villighed til at rapportere vold.
Men der findes også en mere ubehagelig forklaring:
At formel ligestilling ikke nødvendigvis ændrer de magtstrukturer, der stadig præger intime relationer og kønsnormer.
Vold i nære relationer: et dansk systemproblem
Tallene i Danmark er ikke små.
- Ca. 38.000 kvinder udsættes hvert år for fysisk vold fra en partner eller nær relation.
- Omkring 70.000 kvinder oplever psykisk vold årligt. (kvindekrisecenter.dk)
Og når volden bliver dødelig, følger den et tydeligt mønster.
Når kvinder bliver dræbt i Danmark, er gerningsmanden ofte en partner eller tidligere partner (Institut for Menneskerettigheder, 2025).
Historisk set er omkring hver fjerde drabssag i Danmark et partnerdrab, og 85 % af ofrene er kvinder. (Kvinfo)
Med andre ord:
Det farligste sted for mange kvinder er stadig deres eget hjem.
Forskning i partnerdrab viser, at disse drab sjældent sker pludseligt.
De er ofte kulminationen på en længere eskalation af kontrol og vold. Kriminologen Jane Monckton-Smith har gennem analyser af partnerdrab identificeret et tilbagevendende mønster, hvor vold udvikler sig trin for trin.
En række forskningsfelter – fra studier af online misogyni til forskning i partnervold – peger på en lignende eskalationskæde:
1️⃣ kulturel misogyni og kvindehad
2️⃣ online radikalisering og normalisering af kvindehad
3️⃣ legitimering af mandlig kontrol og dominans
4️⃣ psykisk vold og det, forskere kalder coercive control
5️⃣ fysisk vold
6️⃣ i de mest ekstreme tilfælde: femicide
Det betyder, at vold mod kvinder sjældent opstår i et vakuum. Den udvikler sig i et miljø, hvor kvinders autonomi gradvist undermineres – i relationer, i kulturen og i de normer, der former vores syn på køn og magt.
Netop derfor peger mange forskere på, at femicide sjældent er uforudsigeligt. Tværtimod viser analyser af partnerdrab, at advarselstegnene næsten altid er til stede længe før drabet sker: kontrol, trusler, stalking, eskalerende vold.
Problemet er derfor ofte ikke mangel på signaler.
Problemet er, at systemerne omkring volden alt for ofte reagerer for sent.
Den danske debat: skal femicide anerkendes?
I flere lande – blandt andet Spanien, Italien og flere latinamerikanske lande – findes der i dag særlige lovbestemmelser om femicide: drab på kvinder på grund af køn. Disse love er indført, fordi forskning viser, at partnerdrab på kvinder ofte følger et genkendeligt mønster af kontrol, vold og eskalation.
I Danmark findes der ikke en sådan bestemmelse.
I 2025 foreslog Alternativet at indføre en specifik lov om femicide efter en række partnerdrab.
Forslaget blev afvist af regeringen, som argumenterede for, at lovgivning bør være kønsneutral (Højlund, 2026).
Kritikere påpegede dog, at problemet netop er kønnet: Når kvinder systematisk dræbes af partnere, er det ikke blot individuelle tragedier – men et strukturelt mønster.
Flere internationale organisationer anbefaler derfor, at stater anerkender kønsrelaterede drab på kvinder som en særlig kategori.
EU-Parlamentet har eksempelvis opfordret medlemslande til at forbedre registreringen af femicide og kønsrelaterede drab på kvinder, netop fordi disse drab ofte udspringer af langvarig vold i nære relationer.
FN’s særlige rapportører om vold mod kvinder har ligeledes gentagne gange fremhævet, at anerkendelse af femicide kan være et vigtigt redskab til at synliggøre mønstre af kønsbaseret vold.
Når Danmark fortsat afviser at bruge begrebet, placerer landet sig derfor blandt de europæiske stater, der stadig behandler disse drab som kønsneutrale forbrydelser – selv når mønstret tydeligt er kønnet.
Et retssystem, der stadig fejler kvinder
Europarådets overvågningsorgan for Istanbulkonventionen (GREVIO) har også kritiseret Danmark.
Rapporten konkluderer, at der er fremskridt – men også alvorlige problemer.
Særligt fremhæves familieretten og samværssystemet, hvor kvinder og børn efter vold stadig kan blive tvunget til kontakt med den voldelige partner. (Council of Europe)
Det er et klassisk problem i mange lande:
Retssystemet prioriterer forældresamarbejde og fædres rettigheder, selv i sager med dokumenteret vold.
For kvinder kan det betyde, at volden ikke slutter ved bruddet – men fortsætter gennem systemet.
Den politiske kamp i Danmark
Når man ser på danske partier, er der tydelige forskelle i, hvordan de taler om vold mod kvinder og ligestilling.
Partier med tydeligt feministisk profil
Enhedslisten
- Arbejder aktivt med begreber som patriarkalsk vold og strukturel ulighed
- Har foreslået styrket krisecenterindsats og bedre beskyttelse mod stalking
Alternativet
- Har foreslået femicide-lovgivning
- Arbejder med intersektionel feminisme og kønnet vold
SF
- Har historisk haft stærke ligestillingspolitikker
- Har støttet flere initiativer mod partnervold
Moderat ligestillingspolitik
Socialdemokratiet
- Støtter ligestillingspolitikker og handlingsplaner mod vold
- Men prioriterer ofte kønsneutral retorik
Radikale Venstre
- Traditionelt stærke på ligestilling
- Fokus på rettigheder og internationalt samarbejde
Mere antifeministisk retorik
Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige
- Kritiske overfor “identitetspolitik” og feministisk analyse
- Ser ofte ligestillingspolitik som ideologisk overdrivelse
Liberal Alliance
- Argumenterer ofte for, at ligestilling primært er opnået
- Kritisk over for strukturel kønsanalyser
Dette betyder ikke, at nogen partier støtter vold.
Men det betyder, at de politiske analyser af problemet er fundamentalt forskellige.
Nogle ser vold mod kvinder som et strukturelt kønsproblem.
Andre ser det som individuelle forbrydelser uden kønspolitisk dimension.
En ny og bekymrende tendens: Gen Z-mænd
Nye internationale undersøgelser peger samtidig på en bekymrende udvikling: kønsnormer blandt unge mænd i flere lande bevæger sig i en mere konservativ retning.
En global Ipsos-undersøgelse fra 2026 viser, at blandt Gen Z-mænd:
- 31 % af Gen Z-mænd mener, at en hustru bør adlyde sin mand
- 33 % mener, at manden bør have det sidste ord i hjemmet
- 59 % mener, at mænd i dag forventes at gøre for meget for ligestilling
Gen Z-mænd er dermed markant mere tilbøjelige end ældre generationer af mænd til at støtte holdninger, der placerer kvinder i en underordnet position i ægteskabet.
At en hustru bør “adlyde sin mand” er ikke blot et spørgsmål om tradition. Det er en forestilling om autoritet og underordning – en relation, hvor kvinders autonomi i praksis ophæves.
Paradoksalt nok er Gen Z-mænd samtidig den generation, der i højere grad end ældre mænd siger, at de finder kvinder med succesfulde karrierer attraktive.
Med andre ord:
Mens lovgivningen i mange lande bevæger sig mod større ligestilling, bevæger dele af kulturen sig i den modsatte retning.
Udvikling i holdninger til ligestilling globalt (2019–2026)
Grafen viser udviklingen i holdninger til ligestilling på tværs af 24 lande i Ipsos’ International Women’s Day Survey. Selvom et flertal fortsat mener, at flere kvinder i ledelse vil forbedre samfundet (59 %), mener næsten halvdelen nu, at ligestillingen er gået langt nok (50 %). Samtidig mener 46 %, at mænd forventes at gøre for meget for ligestilling. Resultaterne peger på en stagnation – og i nogle tilfælde en modreaktion – i holdninger til kønsligestilling globalt.
Kilde: Ipsos & Global Institute for Women’s Leadership (2026)
Global Ipsos-undersøgelse 2026 (29 lande, 23.000+ respondenter)
• 59 % mener, at samfundet ville fungere bedre med flere kvinder i ledelse
• 54 % mener, at kvinder ikke opnår ligestilling uden flere kvindelige ledere
• 50 % mener, at ligestillingen er gået langt nok i deres land
• 46 % mener, at mænd forventes at gøre for meget for ligestilling
• 44 % er enige i udsagnet, at ligestilling nu er gået så langt, at mænd diskrimineres
Kilde: Ipsos & King’s Global Institute for Women’s Leadership, International Women’s Day Survey 2026
Samlet tegner undersøgelsen et billede af en verden, hvor støtte til ligestilling fortsat er udbredt – men hvor modreaktionen mod feminisme samtidig vokser.
Når vold bliver et magtproblem
Vold mod kvinder er sjældent kun et spørgsmål om individuel aggression.
Det handler også om magt, normer og kontrol.
Forskning i partnerdrab viser eksempelvis, at psykisk vold og kontrol næsten altid går forud for drab (Rasmussen & Nielsen, citeret i KVINFO).
Det betyder, at de farligste situationer ofte udvikler sig gradvist:
kontrol → isolation → trusler → vold.
Når samfundet ikke reagerer tidligt i denne proces, bliver konsekvenserne katastrofale.
Så beskytter vi rovdyr?
Det er et ubehageligt spørgsmål.
Men statistikkerne gør det svært at undgå.
Når en tredjedel af kvinder oplever vold, og størstedelen aldrig anmelder det, må vi også se på systemerne omkring volden.
For vold i nære relationer er sjældent et spontant raseri.
Den amerikanske psykolog Lundy Bancroft, der har arbejdet i årtier med voldelige mænd, skriver:
“Abusive men are not out of control. They are very much in control. The abuse is a choice.”
Vold er ofte en strategi.
En måde at genetablere kontrol på.
Filosoffen Kate Manne beskriver misogyni som “patriarkatets retshåndhævende arm”. Når kvinder bryder de forventede roller – siger fra, forlader en partner eller insisterer på autonomi – kan misogyni fungere som en social sanktion.
bell hooks formulerede det endnu mere direkte: patriarkatet lærer mænd at bevise deres maskulinitet gennem dominans.
I det lys bliver vold mod kvinder ikke en tilfældig afvigelse.
Den bliver en ekstrem manifestation af en dybere struktur.
Som Margaret Atwood engang sagde:
“Men are afraid that women will laugh at them. Women are afraid that men will kill them.”
Når man ser på statistikkerne over partnerdrab, bliver det svært at afvise den pointe.
Et spørgsmål til kvinder
Der er også et spørgsmål, vi kvinder må stille os selv.
Hvis du uden tøven siger, at du står op imod racisme – at du ikke accepterer diskrimination på baggrund af hudfarve, religion eller etnicitet – hvorfor er det så ofte sværere at sige det samme om sexisme?
Hvorfor bliver sexisme så ofte forklaret væk som misforståelser, dårlig tone eller enkeltstående episoder?
Filosoffen Kate Manne (professor at the Sage School of Philosophy, Cornell University) beskriver misogyni som et system, der netop fungerer gennem social accept:
“Misogyny polices and enforces women’s subordination.”
(Manne, 2017)
Misogyni overlever ikke kun gennem vold.
Den overlever gennem normalisering.
Når vi griner af sexistiske jokes.
Når vi forklarer mænds adfærd væk.
Når vi kalder kvinders vrede for hysterisk eller overfølsom.
Men hvis vi tager diskrimination alvorligt som princip, må vi også stille et ærligt spørgsmål:
Hvorfor reagerer vi stærkere på racisme end på sexisme, når kvinder stadig udgør halvdelen af befolkningen – og langt størstedelen af ofrene for kønsbaseret vold?
Dette er ikke et argument imod kampen mod racisme.
Den kamp er nødvendig.
Men det er en påmindelse om, at lighed ikke kan være selektiv.
Som den feministiske tænker bell hooks skrev:
“Feminism is a movement to end sexism, sexist exploitation, and oppression.”
(hooks, 2000)
Hvis vi mener alvor med den sætning, må vi også turde se sexismen i øjnene – også når den er ubehagelig, også når den kommer fra mennesker, vi kender, og også når den udfordrer vores egne vaner.
For hver gang sexisme bortforklares eller ignoreres, er der kvinder, der betaler prisen.
Ikke i teorien.
Men i deres hverdag.
Referencer
European Institute for Gender Equality. (2023). Gender equality index – violence domain.
European Union Agency for Fundamental Rights. (2014). Violence against women: an EU-wide survey. Publications Office of the European Union. Vienna: FRA. PDF
European Union Agency for Fundamental Rights. (2026). EU survey on gender-based violence.
Institut for Menneskerettigheder. (2025). Hvert femte drab i Danmark er et partnerdrab.
KVINFO. (2023). Gender-based violence in Denmark.
World Health Organization. (2021). Violence against women prevalence estimates 2018. WHO.
OECD. (2024). Violence against women: Society at a glance.
Statistics Denmark. (2024). Gender equality statistics.
Højlund, S. (2026). Denmark divided over controversial femicide law proposal.
Reuters. (2026). One in three EU women face violence, most cases unreported.
Ipsos & Global Institute for Women’s Leadership. (2026). International Women’s Day survey on gender roles.
Manne, K. (2017). Down Girl: The Logic of Misogyny.
Bancroft, L. (2002). Why Does He Do That? Inside the Minds of Angry and Controlling Men.
Min Feminisme 