Når samtalen om ligestilling bliver kapret

– en guide til manosphærens standardargumenter (og hvorfor de ikke holder)

Jeg havde for nylig en samtale om ligestilling. Den var rolig og høflig. Alligevel endte jeg med at skulle forklare, at misogyni og ulighed overhovedet eksisterer.

Det er ikke tilfældigt.
Og det er ikke et kommunikationsproblem.

Som bell hooks har formuleret det, er feminisme ikke et sæt holdninger, men en analyse af magt. Og netop derfor bliver feminisme igen og igen gjort til noget, der skal forsvares – i stedet for et redskab til at forstå ulighed.

Når kvinder taler om ligestilling, placeres vi systematisk i forsvarsposition. Vi bliver bedt om at dokumentere vores virkelighed, mens antagelsen om, at ligestilling allerede er opnået, får lov at stå uimodsagt. Kvinders erfaringer reduceres til påstande. Mænds ubehag ophøjes til samfundsanliggender.

Det er ikke neutralitet.
Det er en bestemt måde at tale på, som flytter fokus fra strukturel ulighed til dem, der påpeger den.

For ulighed er ikke en teoretisk mangel i lovgivningen. Den leves i praksis – som diskrimination, uligeværd, trusler og vold. At kræve, at kvinder først beviser den, svarer til at diskutere, om der er brand, mens rummet allerede står i røg.

Det er magt.
Og det er diskurs.

Dette indlæg er en guide til at genkende de mest udbredte argumenter fra manosphæren – og til at forstå, hvorfor de ikke bare er forkerte, men aktivt forskyder samtalen væk fra ligestilling.

1. “Man kan jo godt lide Jordan Peterson – han siger også mange gode ting”

Dette argument er et af de mest udbredte i manosphæren og blandt antifeministiske mænd, der ønsker at fremstå moderate. Pointen er, at man ikke bør afvise en tænker eller bevægelse, blot fordi den også rummer problematiske elementer. Man kan jo sortere, hedder det.

Men dette argument overser noget afgørende:
Hvem betaler prisen for det, der sorteres fra?

Vi accepterer ikke samme logik, når hadet rammer andre grupper. Ingen ville sige:

“Han er racist, men siger også mange gode ting om ansvar”
“Han er antisemit, men hans psykologiske analyser er interessante”
“Han nedgør homoseksuelle, men hans selvhjælpsråd hjælper mange”

Hvorfor er argumentet skadeligt?

Fordi det:

normaliserer misogyni ved at gøre den til en acceptabel bivirkning
flytter fokus fra konsekvenser til intentioner (“han mener det jo godt”)
placerer ansvaret hos kvinder for at være rummelige over for ideer, der direkte underminerer dem

Hvorfor er Jordan Peterson ikke bare “kontroversiel”, men skadelig?

Jordan Peterson er ikke problematisk, fordi han siger, at man skal tage ansvar for sit liv.
Han er problematisk, fordi han systematisk:

fremstiller kønshierarkier som biologisk nødvendige
beskriver feminisme som en trussel mod samfundets stabilitet
relativiserer seksuel chikane og overgreb ved at fokusere på kvinders adfærd
fremstiller kvinder som kaotiske, emotionelle eller destabiliserende kræfter
legitimerer mandlig vrede som en naturlig reaktion på kvinders frigørelse

Konkrete konsekvenser i praksis

Petersons idéer bruges i manosphæren til at:

forklare, hvorfor kvinder “hører hjemme” i bestemte roller
legitimere modstand mod ligestilling på arbejdsmarkedet
afvise kvinders oplevelser af sexisme som “offermentalitet”
fremstille kvinders grænser som et samfundsproblem
retfærdiggøre vrede, foragt og tilbagetrækning (MGTOW, incels)

Resultatet er mere tolerance over for kvindehad.

Den afgørende pointe

Det er ikke neutralt at støtte eller normalisere tænkere, der systematisk underminerer kvinders ligestilling – også selvom de siger noget rigtigt andetsteds.

Had bliver ikke ufarligt, fordi det er velformuleret.
Og misogyni bliver ikke acceptabel, fordi den leveres med akademisk autoritet.

2. “Det er jo bedre end nogensinde før – man kan kun forvente små forbedringer”

Dette argument lyder umiddelbart moderat og fornuftigt. Det anerkender, at der har været problemer, men insisterer på, at vi må være realistiske. Kvinders vilkår er jo forbedret, siger man, og derfor må vi acceptere, at ligestilling kun kan ske gradvist – lidt ad gangen.

Men argumentet bygger på en falsk præmis:
at fremskridt er naturlige, uundgåelige og irreversible.

Det er de ikke.

Historisk set er alle rettigheder, kvinder har opnået, resultatet af kamp – og de kan rulles tilbage igen. Det ser vi i dag med:

abortrettigheder
adgang til prævention
beskyttelse mod vold
retten til kropslig autonomi

At bruge “fremskridt” som argument for passivitet er en luksusposition, som kun dem uden strukturel risiko har.

Hvorfor er argumentet skadeligt?

Fordi det:

naturaliserer ulighed (“sådan er verden jo”)
afpolitisere vold og diskrimination ved at gøre dem til “rester fra fortiden”
placerer tålmodighed som en dyd hos dem, der betaler prisen

Konsekvenser i praksis

Dette argument bruges til at:

nedtone kvinders oplevelser af vold og chikane
afvise strukturel kritik som “overdrivelse”
fremstille feminisme som urimelig eller ekstrem
legitimere politisk passivitet

Når man siger “det er jo bedre end før”, siger man i praksis:

Det er ikke alvorligt nok til handling.

Den afgørende pointe

Fremskridt er ikke et argument imod feminisme.
De er beviset på, at feminisme virker.

At noget er blevet bedre, betyder ikke, at det er godt nok.
Og det betyder aldrig, at kampen er slut.

3. “Kvindeundertrykkelse i Afghanistan har jo altid været der”

Dette argument dukker ofte op, når samtalen om ligestilling bliver for ubehagelig. Det bruges som relativisering: Ja ja, der er problemer, men se på Afghanistan – dér er det jo meget værre. Underforstået: Kvinder herhjemme burde være tilfredse.

Argumentet er både historisk forkert og politisk bekvemt.

For kvindeundertrykkelse i Afghanistan har ikke “altid været der” i den form, vi ser i dag. Afghanistan har haft perioder med:

piger og kvinder i uddannelse
kvinder i arbejde og politik
kvinders tilstedeværelse i det offentlige rum
kulturel og social mangfoldighed

Det, vi ser i dag, er resultatet af politisk ekstremisme, krig og magtovertagelse – ikke en tidløs kultur.

Hvorfor er argumentet skadeligt?

Fordi det:

naturaliserer kvindeundertrykkelse som noget uforanderligt
afpolitiserer vold ved at kalde den “kultur”
bruger andre kvinders lidelse som undskyldning for passivitet
sænker barren for, hvad kvinder må kræve

Når kvinders rettigheder fremstilles som kulturelt relative, bliver de pludselig til luksus – ikke grundlæggende menneskerettigheder.

Konsekvenser i praksis

Dette argument bruges til at:

afvise kritik af sexisme i Danmark og Vesten
fremstille feminisme som utaknemmelig eller overdrevet
relativisere vold, chikane og diskrimination
skabe en falsk modsætning mellem “rigtige” og “forkælede” kvindeproblemer

Det er en bekvem måde at sige:

Det kunne være værre – så lad os lade være med at gøre noget.

Den afgørende pointe

Kvinders rettigheder er ikke et nulsumsspil.
At kvinder undertrykkes brutalt ét sted, gør ikke mindre ulighed acceptabelt et andet sted.

Og vigtigere endnu:
At kalde systematisk kvindeundertrykkelse for “kultur” er ikke respekt.
Det er opgivelse forklædt som realisme.

Kvinder i Afghanistan er ikke et argument imod feminisme.
De er et argument for, at rettigheder aldrig er givet én gang for alle.

4. “Mænd har det svært – de har et stærkere behov for sex”

Dette argument er centralt i både manosphæren, MRA og incel-miljøer. Det præsenteres ofte som biologi: Mænd har en stærkere drift, og hvis de ikke får sex, bliver de frustrerede, vrede – måske farlige.

Derfor, lyder det, må ligestilling tage hensyn til mænds seksuelle behov.

Men her sker en afgørende forskydning.

Sex bliver gjort til en rettighed, og kvinders kroppe til en samfundsmæssig ressource.

Hvorfor er argumentet skadeligt?

Fordi det:

naturaliserer mandlig vold
lægger ansvaret for mænds adfærd over på kvinder
fremstiller kvinders grænser som et problem

Hvis mænd ikke kan kontrollere sig selv uden adgang til sex, er problemet ikke feminisme.
Det er en maskulinitetskultur, der legitimerer grænseoverskridelser.

Konsekvenser i praksis

Dette argument bruges til at:

undskylde seksuel chikane (“han kunne ikke gøre for det”)
relativisere vold (“han var frustreret”)
presse kvinder til at være mere tilgængelige, forstående, rummelige
fremstille kvinders afvisning som samfundsskadeligt

Det er ikke ligestilling.
Det er berettigelse forklædt som bekymring.

Den afgørende pointe

Ingen mennesker har ret til sex.
Og kvinders kroppe er ikke løsningen på mænds problemer.

Når mænds vrede behandles som et samfundsproblem, men kvinders sikkerhed som en bivirkning, er ligestillingen allerede vendt på hovedet.

5. “Incel-problemet viser, at vi må fokusere på mænd”

Her bruges incels som argument imod feminisme: Hvis mænd ikke får opmærksomhed, sex eller anerkendelse, radikaliseres de – og det bliver farligt.

Men incels er ikke et ligestillingsproblem.
De er et radikaliseringsproblem.

Deres ideologi bygger på:

berettigelse til kvinders kroppe
dehumanisering af kvinder
legitimering af vold

Hvorfor er argumentet skadeligt?

Fordi det:

gør kvinders rettigheder betingede af mænds adfærd
placerer ansvaret for ekstremisme hos kvinder
normaliserer trusler som politisk presmiddel

Vi beder ikke minoriteter om at “forstå” hadgrupper.
Vi bekæmper ideologier, der truer andre.

Konsekvenser i praksis

Dette argument bruges til at:

dæmpe kritik af misogyni
flytte fokus fra vold mod kvinder
fremstille feminisme som provokerende eller destabiliserende
legitimere “hensyn” til hadideologier

Men voldstrusler er ikke et argument.
De er et bevis på, at ideologien er farlig.

Den afgørende pointe

Kvinders rettigheder kan aldrig være gidsel i mænds vrede.

Hvis ligestilling kun kan eksistere, så længe mænd ikke bliver for utilfredse, er det ikke ligestilling – det er betinget underordning.

6. “Kvinder har let adgang til sex – mænd har ikke”

Dette argument bruges igen og igen i manosphæren, MRA og incel-miljøer. Det lyder tilforladeligt, næsten statistisk: Kvinder kan få sex, når de vil. Mænd kan ikke. Derfor er mænd strukturelt dårligere stillet.

Men her sker endnu en afgørende omdefinering:
Sex bliver gjort til et privilegium i sig selv.

Og det er en grov fordrejning.

Hvorfor er argumentet skadeligt?

Fordi det:

reducerer kvinders erfaringer til adgang til kroppe
ignorerer risiko, magt og konsekvenser
forveksler kvantitet med kvalitet
afkobler sex fra sikkerhed, samtykke og ligeværd

For kvinder indebærer “adgang til sex” ofte:

øget risiko for vold og overgreb
øget risiko for chikane og stalking
social stigmatisering
ansvar for prævention, graviditet og konsekvenser

Sex uden tryghed er ikke et privilegium.
Det er en risiko.

Konsekvenser i praksis

Dette argument bruges til at:

bagatellisere kvinders grænser (“du kan jo bare sige nej”)
fremstille kvinders afvisning som urimelig
legitimere vrede over kvinders valg
understøtte ideen om, at kvinder “skylder” tilgængelighed

Når kvinders sikkerhed og værdighed reduceres til “adgang til sex”, forsvinder hele ligestillingsperspektivet.

Den afgørende pointe

Kvinder har ikke lettere adgang til det, mennesker har brug for:
nærhed, omsorg, respekt og sikkerhed.

At kunne blive brugt er ikke det samme som at blive valgt.

7. “Feminisme ignorerer mænds problemer”

Dette argument bliver ofte fremført som en anklage: At feminisme er ensidig, kold eller ligeglad med mænds lidelse. At kvinder kun kæmper for sig selv og vender ryggen til drenge og mænd, der mistrives.

Men der er få påstande, der er mere historieløse.

For der findes næppe nogen gruppe, der i praksis har gjort mere for mænds trivsel – følelsesmæssigt, socialt og relationelt – end kvinder.

Kvinder har været:

mødre
omsorgspersoner
lærere
pædagoger
sygeplejersker
terapeuter
partnere
følelsesmæssige bufferzoner

Kvinder har opdraget drenge.
Holdt mænd sammen.
Lyssat deres smerte.
Båret deres traumer.
Forsvaret deres menneskelighed.

Historisk og i dag.

Hvorfor er argumentet ikke bare forkert – men krænkende?

Fordi det:

usynliggør kvinders omsorgsarbejde
omskriver kvinder fra allierede til fjender
lægger ansvaret for mænds mistrivsel på kvinder – samtidig med at kvinders indsats benægtes

At sige, at feminisme ignorerer mænds problemer, er ikke bare faktuelt forkert.
Det er at spytte på dem, der har båret omsorgen.

Det er at kræve mere – mens man benægter det, der allerede gives.

Konsekvenser i praksis

Dette argument bruges til at:

afspore samtaler om vold mod kvinder
kræve, at kvinder igen skal prioritere mænds følelser
fremstille feminisme som egoistisk
skabe skyld hos kvinder, der sætter grænser

Det er et argument, der kun giver mening, hvis kvinders omsorg betragtes som en naturlig ressource, ikke som arbejde, relation og ansvar.

Den afgørende pointe

Feminisme ignorerer ikke mænds problemer.
Den nægter bare at acceptere, at kvinders liv, kroppe og rettigheder skal være løsningen på dem.

Og måske er det netop dét, der provokerer.

Når kvinder, som historisk har været mænds største omsorgspersoner og beskyttere, anklages for ligegyldighed, er det ikke kritik – det er fortrængning.

Feminisme ignorerer ikke mænds problemer.
Den nægter bare at gøre dem til kvinders ansvar.

Ligestilling er ikke, at kvinder også skal bære byrden for mænds mistrivsel.

8. “Det er netop derfor, mænd ikke taler om deres problemer”

(eller: “Det er derfor, mænd begår selvmord”)

Dette er et af de mest effektive – og mest manipulerende – udsagn i manosphæren. Det bliver ofte sagt i det øjeblik, hvor kvinder sætter grænser, kritiserer misogyni eller insisterer på, at ligestilling handler om strukturel ulighed.

Budskabet er klart, selv når det ikke siges direkte:
Hvis du siger fra, skader du mænd.
Hvis du kritiserer os, er det din skyld, at vi lider.
Hvis du fortsætter, er du farlig.

Det får mange kvinder til at tie.
Og det er meningen.

Hvorfor er argumentet skadeligt?

Fordi det:

bruger mænds smerte som våben mod kvinder
gør kvinder ansvarlige for mænds mentale helbred
lukker kritik ved at true med konsekvenser
forveksler ansvar med afpresning

Det er ikke omsorg.
Det er følelsesmæssig afpresning.

Ingen anden gruppe får lov at stoppe kritik ved at sige:

“Hvis du siger det dér, får vi det værre.”

Hvad bliver der skjult?

To helt afgørende ting:

Mænds mistrivsel skyldes ikke feminisme
Den skyldes maskulinitetsnormer, der:
- forbyder sårbarhed
- gør følelser til svaghed
- lærer drenge at lukke ned frem for at række ud
Feminisme har kritiseret dette i årtier.
Kvinder har allerede gjort enormt arbejde for mænds trivsel
Kvinder har været – og er stadig:
- dem, der lytter
- dem, der opfordrer mænd til at tale
- dem, der bærer det følelsesmæssige arbejde
At bruge mænds smerte til at lukke munden på kvinder er ikke solidaritet.
Det er omskrivning.

Konkrete konsekvenser i praksis

Dette argument bruges til at:

stoppe samtaler om misogyni
gøre kvinders kritik “farlig”
skabe skyld og selvcensur hos kvinder
beskytte problematiske miljøer mod kritik

Det er derfor, det virker.
Ikke fordi det er sandt – men fordi det rammer kvinders ansvarsfølelse.

Den afgørende pointe

Kvinder er ikke årsagen til mænds mistrivsel.
Og kvinders tavshed er ikke løsningen på den.

Når mænds smerte bruges til at lukke munden på kvinder, er det ikke omsorg.
Det er magt.

Eller endnu skarpere:

Hvis din identitet ikke kan tåle kritik uden at true med sammenbrud, er problemet ikke kritikken – men strukturen, du forsvarer.

9. “Hvorfor taler vi aldrig om kvinders ansvar?”

Dette lyder som balance. Det er det ikke.

Det bruges til at:

flytte fokus fra strukturer til individ
gøre kvinder medansvarlige for vold, ensomhed eller radikalisering
genskabe gammel moral: hvad gjorde hun forkert?

👉 Det er victim blaming i moderne form.

10. “Feminisme splitter – vi burde samle”

Dette lyder fredeligt. Det er disciplinering.

Budskabet er:

Konflikt er problemet, ikke ulighed
Tavshed er bedre end konfrontation
Kvinder bør være samlende, ikke kritiske

👉 Status quo fremstilles som harmoni.
👉 Modstand fremstilles som aggression.

11. “Du generaliserer – ikke alle mænd”

Denne kender alle kvinder.

Den bruges ikke til at nuancere.
Den bruges til at afbryde.

Formålet er:

at flytte fokus fra strukturer til individuelle mænds følelser
at få kvinder til at moderere deres sprog
at stoppe samtalen

👉 Ingen siger “not all whites” midt i en samtale om racisme.
👉 Kun kvinder forventes at tale på en måde, der beskytter dem, kritikken handler om.

12. “Du lyder vred – det hjælper ikke”

Dette er ikke feedback. Det er kontrol.

Det bruges til at:

delegitimere kvinders vrede
gøre følelsesudtryk til et problem
kræve ro fra dem, der lever med konsekvenserne

👉 Vrede gøres illegitim, selv når den er rationel.

13. “Vi har også problemer – hvorfor taler vi ikke om dem?”

Dette er ikke en invitation. Det er en afledning.

Det bruges til at:

afspore samtaler om vold mod kvinder
skabe falsk symmetri
gøre feminisme ansvarlig for alt, der ikke bliver løst for mænd

👉 At der findes flere problemer betyder ikke, at alle samtaler skal handle om dem samtidig.

14. “Ja, der er kvindehad – og hvad så?”

Noget af det mest afslørende, man kan høre fra mænd og drenge i manosphæren, er ikke benægtelse, men accept. Når kvindehad i manosphæren bliver påpeget, mødes det ikke nødvendigvis med protest eller forsvar. Ofte mødes det bare med et træk på skuldrene. Et kort: “Ja.”

Ikke som en indrømmelse, der kræver handling – men som en konstatering, der ikke ændrer noget.

Det afslører en afgørende forskel i, hvordan kvindehad forstås. For kvinder er det en trussel. For mange mænd i manosphæren er det baggrundsstøj. Noget ubehageligt, måske, men ikke diskvalificerende. Ikke afgørende. Ikke et stopskilt.

Når kvindehad kan navngives uden at blive afvist, er det ikke fordi problemet er uklart. Det er fordi prisen ikke betales af dem, der accepterer det.

Og dér ophører dialogen. Ikke fordi argumenterne mangler – men fordi præmissen er accepteret.

Til kvinder: den vigtigste erkendelse

Det er vigtigt at forstå dette:
Manosphærens argumenter handler sjældent om uvidenhed. De handler om prioritering.

Når kvinders erfaringer igen og igen skal dokumenteres, mens mænds ubehag behandles som et samfundsanliggende, er det ikke en tilfældighed. Det er en diskursiv forskydning, hvor ulighed gøres diskutabel, og feminisme gøres mistænkelig.

Denne tekst er ikke skrevet for at overbevise manosphæren.
Den er skrevet for at gøre mønstrene synlige.

Især for kvinder.

For når du oplever, at samtalen konstant flyttes:

fra vold til følelser
fra strukturer til tone
fra ulighed til “nuance”
fra kvinders livsvilkår til mænds komfort

… så er det ikke, fordi du mangler argumenter.
Det er, fordi rammen er sat imod dig.

At genkende det er ikke at give op.
Det er at tage sin energi alvorligt.

Feminisme handler ikke om at balancere følelser i et rum.
Den handler om at konfrontere historisk, strukturel og kønnet ulighed.

Den vil aldrig være “proportionel”.
For uligheden har aldrig været det.

Og jo hurtigere kvinder stopper med at forklare sig over for ideologier, der allerede har accepteret kvindehad som en omkostning, jo hurtigere kan vi bruge vores kræfter dér, hvor de faktisk skaber forandring.

Når svaret på kvindehad er “ja”, skylder kvinder ikke mere forklaring.