Min Feminisme

.

Kvindeliv i skudlinjen: femicid, statssvigt og misogyni i det 21. århundrede

By

linje_1

,

I. DET GLOBALT DELTE MØNSTER: KVINDEMORDETS SANDHED

Man kunne tro, at det kun er de mest undertrykkende regimer, der begår menneskerettighedskrænkelser mod kvinder.
Men virkeligheden er værre, mere banal, mere distribueret:

Kvindemord (femicide) findes overalt.
I velstående demokratier.
I europæiske velfærdsstater.
I stater med progressive forfatninger.
I lande med feministiske partier.

Og alligevel dræbes kvinder — igen og igen — af mænd, de kender.
Af mænd, staten burde have stoppet.
Af mænd, som systemerne omkring os tillader at fortsætte, selv efter advarselslamperne har blinket i årevis.

Femicid er ikke passion.

Det er ikke jalousi.
Det er ikke “familiær tragedie”.

Det er kønnet magt.
Det er kontrol.
Det er den yderste konsekvens af en global kultur, hvor kvinders liv vurderes som sekundære, bifigurer, udskiftelige.

Og derfor er femicid aldrig isoleret.
Det hænger sammen med:

  • abortlovgivning
  • politisvigt
  • voldtægtskultur
  • digital misogyni
  • mangel på retssikkerhed
  • normaliseret objektgørelse

Dette mønster går igen i alle lande, vi skal møde i denne artikel.

II. VELFÆRDSDEMOCRATIETS SKYGGESIDER: EUROPA

Europa præsenterer sig selv som rettighedernes kontinent.
Men bag facaden foregår en af de mest urovækkende kriser.

Storbritannien — Et retssystem i opløsning

Storbritannien er i dag case study for institutionaliseret misogyni.

1. Politiet som gerningsmand

Sarah Everard-sagen afslørede noget, ingen havde forestillet sig:

En aktiv politibetjent, Wayne Couzens, brugte sit politi-ID, håndjern og sin autoritet til at kidnappe, voldtage og myrde en kvinde på åben gade.

Senere blev afsløret, at hans kolleger:

  • delte racistiske og sexistiske memes
  • lavede jokes om voldtægt
  • delte billeder af mordofre

Dette var ikke et råddent æble.
Det var et rådnet træ.

2. Baroness Casey Review (2023)

En uvildig rapport konkluderede, at Met Police er:

  • institutionelt racistisk
  • institutionelt sexistisk
  • institutionelt homofobisk

Rapporten dokumenterede:

  • voldtægtskits smeltet pga. ødelagte køleskabe
  • betjente, der voldtog kolleger
  • betjente, der tog selfies med døde kvinders kroppe
  • en kultur, der ser på vold mod kvinder som “lav prioritet”

3. Voldtægtsdomme under 2 %

Det mest uomtvistelige bevis på systemets kollaps:
Kun 1-2 % af voldtægtsanmeldelser ender i dom.

4. Digitale fællesskaber af politi og borgere

I hemmelige chats delte britiske betjente:

  • fantasier om voldtægt
  • videoer af overgreb
  • nøgne billeder af civile kvinder
  • jokes om mord

Og uden for politiet florerer store Telegram-grupper, hvor millioner af intime billeder deles uden samtykke.

Kvindekamp og modbevægelse

Samtidig med kollapset i retssystemet har Storbritannien set en bølge af kvindeprotester:

  • Vigil for Sarah Everard (2021) på Clapham Common, hvor hundreder af kvinder stod med lys og skilte: “She was just walking home”. Politiets hårdhændede håndtering blev symbol på, at kvinder ikke engang er trygge i sorgen.
  • Reclaim the Night- og Reclaim These Streets-bevægelserne, hvor kvinder marcherer gennem byerne om natten for at kræve retten til at færdes uden frygt.
  • Women’s march: ‘We don’t feel safe on our streets’. Marches have been held at 20 locations around the UK
  • #MeToo og #Everyone’sInvited – tusindvis af piger og unge kvinder delte vidnesbyrd om overgreb i skoler, universiteter og private kostskoler, hvilket blottede en fuldstændig normaliseret voldtægtskultur.
  • Juridisk aktivisme: organisationer som Centre for Women’s Justice og End Violence Against Women Coalition presser på for systemiske ændringer, uafhængige undersøgelser af politiet, bedre efterforskning og lovgivning om “misogyny as a hate crime”.

Her står kvindekampen ikke kun i gaderne, men i rapporter, retssale og skyggerne af politistationerne, hvor kvinder insisterer på, at systemet ikke bare er fejlbehæftet — det er ansvarligt.

Spanien — Et feministisk oprør født af retssystemets svigt

Spanien blev centrum for feministiske masseprotester efter La Manada-sagen, hvor fem mænd voldtog en 18-årig og filmede det.

Offentlighedens spørgsmål var enkelt:

Hvis dette ikke er voldtægt, hvad er så?

Demonstrationerne tvang Spanien til at ændre sin lovgivning.
Men parallelt voksede en mørk underside:

Digitale fora delte “packs”

Mapper med billeder af teenagere, ekskærester og tilfældige kvinder gik viralt i grupper på 40.000+ mænd.

Kvindekamp og modbevægelse

Ud af La Manada-sagen voksede en af Europas stærkeste feministiske bevægelser:

  • La Manada-protesterne (2016–), hvor hundredtusinder gik på gaden med råb som “Hermana, yo sí te creo” – “Søster, jeg tror på dig”.
  • 8M-feministiske generalstrejker (2018, 2019), hvor Spanien nærmest stod stille: kvinder nedlagde arbejdet, stoppede omsorgsarbejde og fyldte gaderne i lilla hav af bannere og trommer.
  • Digitale kampagner mod “packs” og hævnporno, hvor unge kvinder organiserer sig på tværs af byer og regioner for at støtte ofre og presse på for nye lovgivninger om samtykke og digitale sexforbrydelser.
  • Feministiske kollektiver i Barcelona, Madrid og Baskerlandet, som forbinder femicid, økonomisk ulighed, retten til abort og anti-fascistisk kamp i én samlet analyse.

Spanien er både epicenter for digital misogyni og for en moderne, massedrevet, højrøstet feministisk modbevægelse.

Italien — Femicid som national krise

Her er femicid så massivt, at Italien i 2025 formelt indførte “femicide” som særskilt forbrydelse med livstid.

Men loven kom for sent for Giulia Cecchettin, dræbt af sin ekskæreste trods måneders advarsler.

Digitale netværk af italienske mænd deler:

  • optagelser af fulde kvinder
  • nøgenbilleder af ekskærester
  • planer om “strafvoldtægter”

Kvindekamp og modbevægelse

Efter drabet på Giulia Cecchettin eksploderede en feministisk sorg og vrede i Italien:

  • Non Una Di Meno-bevægelsen (italiensk søster til Ni Una Menos) fyldte gaderne med pink og lilla bandanaer og slogans som “Ci vogliamo vive” — “Vi vil leve”.
  • Lotto Marzo – 8. marts-strejker, hvor kvinder organiserer sig på tværs af fagforeninger, studenterbevægelser og græsrodsnetværk mod femicid, løngab og kirkeligt pres.
  • Store demonstrationer foran domstole og politistationer med krav om tidlig indgriben i stalking-sager og et retsopgør med femicid, der førte til den nye særskilte femicid-paragraf.

Italien viser, hvordan en bølge af femicid kan blive tændsatsen til en bred, vedholdende feministisk folkebevægelse.

Polen — Når staten ofrer kvinder

Polens næsten totale abortforbud har kostet kvinder livet:

  • Izabela, død af sepsis, fordi læger ventede på fosterdød
  • Dorota, samme tragedie

Der er intet mere afslørende om en stat end dens villighed til at lade kvinder dø for at bevise sin moral.

Online trives nationalkonservative antimodernitetsgrupper, hvor mænd planlægger digital chikane.

Kvindekamp og modbevægelse

Midt i abortforbuddet rejste polske kvinder en af de største pro-abort-bevægelser i Europa:

  • Strajk Kobiet / Women’s Strike (2020–2021) – massedemonstrationer i over 600 byer og landsbyer, med lynsymbolet på bannere og ansigter. På én dag alene deltog anslået over 400.000 mennesker, den største mobilisering siden Solidarność.
  • “Wypierdalać” (“skrub af”) og “Moje ciało, mój wybór” (“Min krop, mit valg”) rungede gennem kirker, torve og parlamentets forplads.
  • Kvinder organiserede hjælpenetværk for medicinsk abort, rejser til udlandet og digital rådgivning for at overleve dét, staten valgte: at lade dem dø hellere end at ændre kurs. AP News

Her er kvindekampen både en fysisk strejke, en symbolsk lyn-ikonografi og en underjordisk infrastruktur af omsorg og modstand.

III. GLOBAL SYD OG SYDAMERIKA — HVOR FAREN ER STØRST, OG MODSTANDEN ER STÆRKAST

Argentina — Ni Una Menos’ fødested

Bevægelsen startede, da 14-årige Chiara Páez blev myrdet af sin kæreste i 2015.
Siden har kvinder marcheret årligt mod femicid.

I 2025 gik landet i chok efter en live-streamet triple-femicide.

Digital misogyni er omfattende, med grupper, der deler torturvideoer og overgreb.

Kvindekamp og modbevægelse

Argentina er ikke kun epicenter for femicid – men også for en ny feministisk verdensbevægelse:

  • Ni Una Menos (fra 2015) – startede som et opråb mod femicid og blev til en kontinental bevægelse med massedemonstrationer på tværs af Latinamerika. Sloganet: “Ni una menos, vivas nos queremos” – “Ikke én mindre, vi vil have os levende”. Wikipedia+1
  • Grønne tørklæder og massemobilisering for fri abort, som i 2020 endte med legalisering – et historisk feministisk lovgennembrud midt i et dybt konservativt kontinent.
  • Årlige marcher den 3. juni, hvor navne på femicid-ofre læses op, og mødre, døtre og søskende bærer billeder af de døde gennem Buenos Aires.

Her bliver sorgen politisk: hver plakat er et ansigt, hvert navn er et krav om, at staten ikke længere bare registrerer døde kvinder – men handler.

Mexico — Et land hvor kvindemord er blevet hverdagsnyheder

Mexico står med en femicid-krise, der bedst kan beskrives som en national katastrofe.

Kendte sager:

  • Ingrid Escamilla (2020) — hendes flåede krop blev lækket af politiet
  • Fátima Cecilia (7 år) — voldtaget og myrdet
  • Lesvy Berlín — politi forsøgte at dække over drabet

Digitale netværk er brutale:
Kartelrelaterede grupper deler torturvideoer som advarsler.

Kvindekamp og modbevægelse

Midt i den brutale femicid-krise har mexicanske kvinder fyldt gaderne:

  • “Vivas nos queremos” – store demonstrationer i Mexico City, Guadalajara, Monterrey, hvor kvinder maler byerne lilla og grønne, smadrer symbolsk patriarkalsk infrastruktur og skriver ofrenes navne på monumenter.
  • 8M- og 9M-protesterne (Paro Nacional de Mujeres) – millioner af kvinder strejkede fra arbejde, skole, omsorg og forbrug for at vise, hvad der sker, hvis kvinder en dag virkelig forsvinder.
  • Mødregrupper som “Las buscadoras”, der leder efter deres forsvundne døtre i massegrave, er blevet moralens rygrad i et land, hvor staten svigter.

I Mexico er kvindekampen bogstaveligt talt en kamp om, hvem der graver – kartellerne, der graver grave, eller mødrene, der graver sandheden frem.

Sydafrika — Verdens farligste demokrati for kvinder

Over 15 kvinder dræbes dagligt.
Massedemonstrationer som G20 Women’s Shutdown har presset regeringen til at erklære GBV som national katastrofe.

Telegram-grupper deler videoer af gruppevoldtægter, optagelser af hustruvold, “initiation videos”.

Kvindekamp og modbevægelse

Sydafrikanske kvinder har gjort modstand til en åben kamp mod staten:

  • #AmINext-protesterne (2019–): efter mordet på Uyinene Mrwetyana samledes tusinder foran parlamentet i Cape Town og World Economic Forum i Johannesburg og krævede, at GBV blev erklæret national krise. World Economic Forum+1
  • #TotalShutdown og G20 Women’s Shutdown – landsdækkende aktioner, hvor kvinder og LGBTQ+ personer lagde arbejdet ned og blokerede byer for at tvinge regeringen til handling.
  • I 2025 blev kønsbaseret vold officielt erklæret national katastrofe, efter vedvarende pres, protester og mobilisering fra civilsamfundet. theguardian.com

Her står kvindekampen skulder ved skulder med arven efter anti-apartheid-kampen: et krav om, at frihed uden sikkerhed for kvinders liv ikke er frihed.

IV. ASIEN — KONTROLSTATEN OG DIGITAL SLAVERI

Indien — Massevoldtægtens epicenter

Nirbhaya-sagen rystede verden.
Men lignende sager fortsætter:

  • Badaun-søstrene, 14 og 15, hængt i et træ
  • Hathras-sagen, hvor politiet brændte offerets krop om natten

WhatsApp-grupper deler videoer af overgreb og planer om “rape meet-ups”.

Kvindekamp og modbevægelse

Indien rummer både nogle af verdens mest brutale voldtægtssager – og nogle af de mest kraftfulde protester:

  • Efter Nirbhaya-sagen (2012) gik hundredtusinder på gaden i Delhi og andre storbyer. Demonstranter blev mødt med vandkanoner og tåregas, men tvang staten til at skærpe lovgivningen.
  • Studenter- og feministgrupper som Pinjra Tod (Break the Cage) har organiseret protester mod kønnede regler i kollegier, nattelivsforbud for kvinder og universiteters victim-blaming.
  • Kvinder i Delhi, Mumbai og Bangalore har organiseret natte-marcher, “Take Back the Night”-aktioner og digitale kampagner mod overgreb i offentlig transport og på universiteter.

Indiske kvindebevægelser holder konstant spejl op for staten: I kan godt lave nye love – men vi dømmer jer på, om vi overlever busrejsen hjem.

Iran — Den dødelige kontrolstat

Efter drabet på Mahsa (Jina) Amini i 2022 dokumenterede FN:

  • tortur af kvindelige demonstranter
  • voldtægt i fængsler
  • drab på teenagere

Her er femicid og statsdrab flettet sammen.

Kvindekamp og modbevægelse

I Iran er kvindekampen bogstaveligt talt livsfarlig – og samtidig en af verdens mest modige:

  • “Zan, Zendegi, Azadi” – Woman, Life, Freedom-oprøret efter drabet på Mahsa (Jina) Amini i 2022, hvor kvinder brændte deres hijabber og klippede håret offentligt.
  • Teenagere og skolepiger som Nika Shakarami blev symboler på en generation, der går på gaden vel vidende, at prisen kan være tortur, fængsel eller død.
  • Digitale netværk, hvor kvinder dokumenterer overgreb, politivold og seksuel tortur i fængsler – ofte anonymt, med risiko for fængsel.

Her er kvindekampen både en fysisk revolution i gaderne og en underjordisk digital dokumentation af en stats femicid og vold.

Sydkorea — Nth Room: det digitale mareridt

Det mest omfattende digitale sexslaveri i moderne historie:

  • 260.000 abonnenter
  • piger tvunget til tortur
  • afpresning
  • live-stream platforme

Det er Internet-patriarkatet i sin reneste form.

Kvindekamp og modbevægelse

Ud af molka-skandalerne og Nth Room voksede en massiv feministisk modstand:

  • Hyehwa Station-protesterne (2018) – op mod 110.000 kvinder demonstrerede mod spycam-porno, sexistiske domstole og politiets dobbeltstandarder. Det var de største feministiske protester i Sydkoreas historie. Wikipedia+1
  • Hyehwa- og Hyehwa 2.0-marcherne krævede hårdere straffe, flere kvindelige betjente og reel håndhævelse af lovene mod digitale sexforbrydelser.
  • Feministiske grupper har opbygget online communities for digital selvforsvar, hvor kvinder lærer hinanden at opdage skjulte kameraer, rapportere videoer, dokumentere beviser og støtte ofre for sextortion.

Sydkoreas feministiske bevægelse er et eksempel på, hvordan kvindekamp i det 21. århundrede ser ud: lige dele gademarch, juridisk aktivisme og digital modstand.

V. USA — NÅR DEMOKRATIET SELV UNDERGRAVER KVINNERS RETTIGHEDER

USA er paradokset over dem alle:

På den ene side:

Verdens mest højrøstede menneskerettighedsfortaler.

På den anden:

Verdens største angreb på kvinders basale frihedsrettigheder.

1. Dobbs-dommen: En sundhedskrise forklædt som politik

Efter Dobbs-dommen:

  • kvinder nægtes behandling ved livstruende graviditeter
  • 10-årige voldtægtsofre tvinges til at gennemføre graviditet
  • læger frygter fængsel mere end patientens død

2. Project 2025 — Blueprint for en anti-kvindestat

Et 900+ siders politisk manifest, der beskriver:

  • nationalt forbud mod abortmedicin
  • overvågning af graviditeter
  • afskaffelse af ligestillingsinstitutioner
  • kriminalisering af læger
  • forbud mod seksualundervisning
  • opløsning af rettigheder for LGBTQ+ og kvinder

Dette er ikke ekstremisme i udkanten.
Det er en plan for en stat, der kontrollerer kvinders kroppe.

3. USA’s digitale underverden

Ingen nation har skabt flere platforme for:

  • incels
  • voldtægtsporno
  • stalkerware
  • “wife-sharing”
  • pay-for-rape-fora
  • mørkenets markedspladser for overgrebsvideoer

Telegram-grupper med 100.000+ mænd udveksler videoer af voldtægter.
På mørkenettet findes betalte fora, hvor mænd lærer hinanden at:

  • kidnappe
  • optage overgreb
  • distribuere “trophies”

USA er teknologisk epicenter for global misogyni.

Kvindekamp og modbevægelse

I USA findes nogle af de mest ekstreme angreb på kvinders rettigheder – men også nogle af de mest synlige feministiske mobiliseringer:

  • Women’s March (2017) – millioner af kvinder i lyserøde “pussy hats” marcherede i Washington og verden over mod misogyni, racisme og angreb på reproduktive rettigheder.
  • #MeToo og Time’s Up – en bølge af vidnesbyrd, der fik magtfulde mænd til at falde én efter én, og som ændrede den offentlige samtale om seksuel chikane på arbejdspladser, i universitetsmiljøer og i kulturlivet.
  • Efter Dobbs-dommen (2022):
    • Massedemonstrationer under slogans som “Bans Off Our Bodies” og “We Won’t Go Back”
    • Kvinder, læger og jurister organiserer interstatlige støttenetværk for abort, juridisk hjælp og digital sikkerhed.
  • Græsrodsorganisationer, særligt ledet af Black feminists, kæder femicid, obstetrisk vold, politidrab og reproduktiv ret sammen i én samlet kritik af statsvold.

USA er både laboratoriet for anti-kvindepolitikker og laboratoriet for nye, tværseksuelle, intersektionelle feministiske strategier.

VI. DEN DIGITALE VIRKELIGHED — DEN NEDRE HALVDEL AF VERDEN

Under overfladen af sociale medier findes et parallelt univers:

  • 4chan / 8kun
  • Discord
  • Telegram
  • Reddit (lukkede subreddits)
  • VKontakte
  • Mørkenet

Her finder vi:

  • tutorials i voldtægt
  • incel-manifestationer
  • videoer af overgreb
  • non-consensual pornography
  • doxxing af kvinder
  • “rape game servers”
  • grooming-netværk
  • live-streamede overgreb

Dette er ikke små grupper.
Dette er hundredtusinder, nogle steder millioner, af mænd.

Deres misogyni er globaliseret.
Deres vold er delbar.
Deres fællesskab er grænseløst.

Digitale feministiske modoffentligheder

Patriarkatet har sine egne digitale infrastrukturer – men det har modstanden også:

  • #NiUnaMenos, #VivasNosQueremos i Latinamerika – hashtags, der samler vidnesbyrd, organiserer marcher og synliggør femicid som struktur, ikke undtagelse. Wikipedia+1
  • #MeToo – fra Hollywood til små arbejdspladser og universiteter i hele verden, hvor kvinder dokumenterer mønstre af overgreb, ikke bare “enkeltstående hændelser”.
  • #AmINext og #TotalShutdown i Sydafrika – digitale kampagner, der omdanner vrede og sorg til massedemonstrationer og konkrete politiske krav. OpenUCT+2participedia.net+2
  • Feministiske “counterpublics”: Discord-servere, krypterede Telegram-kanaler, Instagram- og TikTok-konti og uafhængige medier, som dokumenterer femicid, deler juridisk viden, koordinerer demonstrationer og lærer kvinder digital selvbeskyttelse.

Her bliver kvindekamp en kamp om selve infrastrukturen: Hvem kontrollerer data, billeder, fortællinger, arkiver? Og hvem skriver historien om, hvad der skete med de kvinder, systemerne lod i stikken?

VII. KONKLUSION — KVINDEKAMPEN SOM VERDENS VIGTIGSTE MENNESKERETTIGHEDSBEVÆGELSE

Når vi ser alle disse historier samlet — fra London til Lagos, fra Mexico City til Milano, fra Delhi til Dallas — står én ting klart:

Volden mod kvinder er ikke en række isolerede tragedier.
Det er et globalt system, der næres af statslig blindhed, digitalt fællesskab, politisk opportunisme og kulturel arv.

Men der er noget andet, der også sker globalt:

Kvinder rejser sig.

De marcherer, strejker, skriver, filmer, dokumenterer, deler, organiserer og siger:

“Nok.”

Dette er ikke en revolution, der kommer.
Det er en revolution, der allerede er i gang. Opråb over hele verden. Har du lyttet?

APPENDIKS – Eksempler

STORBRITANNIEN

Femicide & drab

  1. Sarah Everard (2021) – myrdet af politibetjent Wayne Couzens. Brugte sit politi-ID som våben.
  2. Nicole Smallman & Bibaa Henry (2020) – to søstre myrdet; betjente tog selfies med deres lig og delte dem.
  3. Gracie Spinks-sagen (2021) – dræbt af stalker; politiet ignorerede advarsler.
  4. Ellie Gould (2019) – dræbt af kæreste; retsdebat om drab i unge parforhold.

Politi- og institutionssvigt

  1. Baroness Casey Review (2023) – Met Police: institutionelt sexistisk, racistisk, homofobisk.
  2. Operation Hotton-rapporten (2022) – dokumenterede ekstrem misogyni blandt betjente.
  3. David Carrick (2023) – betjent, dømt for 48 voldtægter over 17 år.
  4. Wayne Couzens’ historik – tidligere anklager ignoreret.
  5. Brian True-May-sagen (Thames Valley Police) – korruption + ignorering af vold mod kvinder.
  6. Voldtægtsdomfældelsesrate under 2 % – systemisk kollaps i retssystemet.

Børn og unge

  1. Rotherham grooming scandal (1997–2013) – over 1.400 piger misbrugt; myndigheder ignorerede det.
  2. Rochdale grooming scandal – samme mønster, politiet frygtede “racismeanklager”.
  3. Oxford grooming ring – hundredevis af piger misbrugt.

Digital misogyni

  1. UK Police WhatsApp-groups – “rape banter”, “dead women images”.
  2. Telegram-grupper med 100.000+ medlemmer – deling af intime billeder, planer om voldtægt.
  3. Non-consensual image boards – skolepiger, ekskærester uploades i stor skala.
  4. Discord “rapey boys” servers – unge drenge planlægger overgreb.
  5. 4chan / britisk radikalisering – incel-ideologi + voldtægtsguides.

Politik & lovgivning

  1. Domestic Abuse Act gaps – manglende beskyttelse mod stalking.
  2. Misbrug af politi-“vetting” – betjente med voldshistorik bliver ansat.

USA

Femicide & vold

  1. Partnerdrab: >3 kvinder dræbt dagligt – dokumenteret af CDC.
  2. Gabby Petito (2021) – afslørede politiets uduelighed i DV-sager.
  3. Massevoldtægter i universitetsmiljøer – Stanford, Baylor, LSU.

Domstole & Politisvigt

  1. Rape kit backlog (>100.000 kits) – kvinders sager ligger i årtier.
  2. Brock Turner-sagen (2016) – voldtægtsmand fik 6 måneder.
  3. US Military sexual assault crisis – 20.000+ årlige sager.
  4. Police-on-women violence – hundredvis af sager hvor betjente bruger badge som våben.
  5. Black women femicide rates – højere end nogen anden gruppe.

Lovgivning & politisk kontrol

  1. Dobbs v. Jackson (2022) – ophævede Roe v. Wade.
  2. 10-årig voldtægtsoffer tvunget til at rejse stat for abort (Ohio)
  3. Project 2025 – blueprint for national kontrol over kvinder (abort, køn, krop, uddannelse).
  4. Fetal personhood-laws – kvinder retsforfølges for spontane aborter.
  5. Texas SB8 “bounty hunter law” – borgere belønnes for at anmelde kvinder.

Digital misogyni

  1. Incel-miljøet (USA-centreret) – “blackpill”, “incels.co”, “Lookism”: hundrede tusinder af brugere.
  2. Elliot Rodger idolization – skaber bølge af copycats.
  3. Dark web rape forums – betalte “rape channels”, hacking-tjenester, trafficking.
  4. Telegram wife-sharing grupper – mænd deler billeder af deres koner.
  5. Reddit revenge porn – tusindvis af subreddits før cleanup.
  6. Gamergate (2014) – startskud til moderne digital misogyni.
  7. OnlyFans doxxing communities – organiseret chikane mod kvinder, der arbejder online.

SPANIEN

  1. La Manada (2016) – gruppvoldtægt → lovændring.
  2. La Manada 2.0 (2020) – kæmpe Telegram-gruppe, 40.000+ medlemmer.
  3. Marta del Castillo (2009) – forsvundet og dræbt; politisk chok.
  4. Period poverty-lov (2023) – Europa’s første menstruationsorlov.
  5. “Pack de chicas” – kæmpe netværk med mapper af skolepiger.
  6. Voldtægtsstatistikker – kraftig stigning i anmeldelser.
  7. Femicide rates – 50–60 kvinder dræbes årligt af partner.
  8. Forocoches misogyni – Spaniens største forum kendt for mobiliseret harassment.
  9. “La Cloaca Digital” – undersøgende journalistik blottede digitale hadfællesskaber.
  10. Teenage revenge porn – mange sager fører til selvmord.
  11. Samtykkelovens backlash – utilsigtede reducerede straffe.
  12. Femicide i Catalonien (2024) – seks drab på tre måneder.
  13. Kvinde brændt af ekskæreste i Murcia.
  14. Institutionel victim-blaming i retssale.
  15. Kulturen omkring machismo – dokumenterede barrierer for retssikkerhed.

ITALIEN

  1. Giulia Cecchettin (2023) – femicid mobiliserede nationen.
  2. Italiensk femicid-lov (2025) – særskilt forbrydelse.
  3. Diana Nasr (2020) – dræbt af partner; havde bedt politiet om beskyttelse.
  4. Valentina Giunta (2022) – dræbt af eksmand.
  5. Stalking-epidemi – 80.000 rapporterede sager om året.
  6. Revenge porn Telegram-grupper – fx “Stupro tua sorella”.
  7. Mænd der deler koners billeder i lukkede italienske forums.
  8. Kvinder brændes levende – flere sager.
  9. Italiensk machismo-kultur dokumenteret af ISTAT.
  10. Voldtægt i Catania – gruppevoldtægt filmet; lækket.
  11. Kvindedrab under lockdown steg dramatisk.
  12. Stalking fører til drab i over 30% af sagerne.
  13. Digital harassment mod kvinder i politik – ekstremt udbredt.
  14. Misogyni i politiet – interne chatgrupper afsløret.
  15. Femicide af gravide kvinder – 6 dokumenterede sager 2020–2023.

POLEN

  1. Izabela (2021) – død pga. abortforbud.
  2. Dorota (2023) – samme mønster.
  3. Kvinder dør af ektopiske graviditeter pga. lovgivning.
  4. Strajk Kobiet (2020) – en af Europas største protester.
  5. Digital chikane mod feminister via højrefløjsgrupper.
  6. Kvinder overvåges ved brug af apps i konservative regioner.
  7. Præster rådgiver kvinder til ikke at forlade voldelige ægteskaber.
  8. Politiet afviser voldssager i stigende grad.
  9. Digital infiltration af kvindegrupper af højreradikale.
  10. Abortforbuddet kriminaliserer sundhedspersonale.
  11. “Women as incubators”-retorik i stats-tv.
  12. Misogyni i nationalistiske grupper online.
  13. Mødre mister forældreret ved vold (!) da retten “straffer” kvinder for at søge skilsmisse.
  14. Krisecentre får ikke statsstøtte.
  15. Massiv udskamning online af kvinder, der søger abort i udlandet.

MEXICO

  1. Ingrid Escamilla (2020) – billeder lækket af politi.
  2. Fátima Cecilia (2020) – 7-årig dræbt.
  3. Lesvy Berlín (2017) – politi løj om dødsårsag.
  4. “Vivas Nos Queremos” protesterne.
  5. Narco-femicide – kvinder dræbes for “at sende signaler”.
  6. Kvinder forsvinder i Ciudad Juárez – hundreder.
  7. Digital sharing af torturvideoer – ekstrem misogyni.
  8. Politiets korruption – køber gerningsmænd fri.
  9. Hævnporno er national epidemi.
  10. Macho-kulturen i retssystemet.
  11. Kvinder bortføres af kriminelle bander.
  12. Mødre leder selv efter døtre – “Las buscadoras”.
  13. Massegrave med kvinder fundet.
  14. Kvinder myrdes ved busstoppesteder (femicide corridor).
  15. Skolesager med voldtægt uden efterforskning.
  16. Digital grooming gennem sociale medier.
  17. Teenagepiger rekrutteret til trafficking.
  18. Protesterne mod politiets vold i 2020.
  19. Kvinder dræbes efter at have anmeldt overgreb.
  20. Beredskabssystemer fejler systematisk.

ARGENTINA

  1. Ni Una Menos (2015–) – global feministisk bølge.
  2. Chiara Páez-mordet – bevægelsens begyndelse.
  3. Triple femicide livestreamet (2025) – chok i landet.
  4. Micaela García (2017) – førte til Micaela-loven.
  5. Lucía Pérez (2016) – sexistisk retssag omstødt.
  6. Femicidestigning under lockdown.
  7. Digital spredning af overgrebsvideoer.
  8. Protester foran domstole mod victim-blaming.
  9. Kvinder dræbt af eksmænd efter advarsler.
  10. Politiets ineffektivitet.
  11. Massiv digital chikane mod feminister.
  12. Kvindelige journalister forfølges online.
  13. Macho-kulturens gennemslag i medierne.
  14. Abort legaliseret 2020 – modreaktioner.
  15. Stalking normaliseret i retssystemet.

SYDAFRIKA

  1. Uyinene Mrwetyana (2019) – dræbt i posthus.
  2. Karabo Mokoena (2017) – brændt levende.
  3. Reeva Steenkamp (2013) – Pistorius-sagen.
  4. GBV erklæret national katastrofe (2025).
  5. Over 40.000 voldtægter rapporteres årligt.
  6. Digital deling af gruppevoldtægter.
  7. Taxi rape crisis – voldtægter i minibusser.
  8. Politisvigt: Sager forsvinder.
  9. Voldtægt under “initiation rituals”.
  10. Kvinder kidnappes til trafficking.
  11. Kvinder dræbes af partnere dagligt.
  12. Massive protester: #AmINext.
  13. Femicide-sager i townships.
  14. Teenagegraviditeter pga. voldtægt.
  15. Manglende retssikkerhed i sorte områder.

INDIEN

  1. Nirbhaya (2012) – verdensberømt sag.
  2. Hathras (2020) – offerets krop brændt af politi.
  3. Kathua (2018) – 8-årig voldtaget i tempel.
  4. Badaun-søstrene (2014) – fundet hængt.
  5. Unnao-sagen – politiker medvirkede til voldtægt.
  6. Digital “rape threats” mod kvindelige politikere.
  7. WhatsApp-gang rape groups.
  8. Kvinder myrdes for medgift.
  9. Acid attacks – hundredevis overlever hvert år.
  10. Honor killings i nordlige stater.
  11. Online grooming af skolepiger.
  12. Massive mørketal for voldtægt.
  13. Politiet afviser sager rutinemæssigt.
  14. Kvinder dræbt i busser, tog, rickshaws.
  15. Cyberstalking epidemisk.
  16. Digitale “locker room” leaks.
  17. Kvinder udsættes for familievold i enorm skala.
  18. National Crime Records Bureau undervurderer vold.
  19. Dalit-kvinder særligt udsatte.
  20. Manglende retslige konsekvenser.

IRAN

  1. Mahsa (Jina) Amini (2022).
  2. Hadis Najafi (20) – dræbt under protester.
  3. Armita Geravand (2023) – døde efter moralpoliti-overfald.
  4. FN: Seksuel tortur mod kvindelige fanger.
  5. Teenagere som Nika Shakarami dræbt.
  6. Kvinder pisket for “wrong hijab”.
  7. Digitale overvågningssystemer målrettet kvinder.
  8. Kvinder fængslet for at danse.
  9. Familievold skjult af staten.
  10. Kvinder dræbt i “selvmord” arrangeret af familie.
  11. Politi konfiskerer telefoner for at slette beviser.
  12. Digitale hackergrupper offentliggør torturvideoer.
  13. Seksuel vold i fængsler.
  14. Kampagnen Woman, Life, Freedom kriminaliseret.

SYDKOREA

  1. Nth Room (2019–2020) – 260.000 brugere.
  2. “Molka” epidemic – skjulte kameraer overalt.
  3. Hyehwa-protesterne (2018) – 100.000+ kvinder i gaderne.
  4. Online fora med live-streamed misbrug.
  5. K-pop stalking & digital voyeurism.
  6. Burning Sun sexslaveri-skandalen.
  7. Kvinder eksponeres på pornofora mod betaling.
  8. Politiet mangler digitale enheder.
  9. Falske nøgenbilleder (AI) udbredt.
  10. Kvinder i politik chikaneres massivt.
  11. Tvangsoptagelser på hoteller.
  12. Mænd deler “rape techniques” online.
  13. Kvinder bliver forfulgt af ex-kærester via apps.
  14. Seksuel vold i forhold bag normaliseringskultur.
  15. Digital blackmail (sextortion).
  16. Femicide af studerende i Seoul.
  17. Voldtægtsmænd får lave straffe.
  18. Kvinder uden ret til skilsmisse i visse miljøer.
  19. Overlevelsescentres krise.
  20. Massiv mobilisering af kvinder på nettet.