Min Feminisme

.

Når vi siger “hvad med mændene?”, dør der 137 kvinder om dagen

By

linje_1

,
, ,

Den 25. november – International Day for the Elimination of Violence Against Women – er ikke bare en mærkedag.
Det er en årlig påmindelse om en global nødsituation.

Og alligevel findes der et øjeblik i næsten enhver dansk samtale om køn og vold, som er blevet nærmest ritualiseret:
Man prøver at tale om vold mod kvinder – og straks svarer nogen:

“Men mænd bliver også udsat for vold.”
“Skal vi ikke tale om mænds problemer?”
“Feminisme er gået for langt.”

Det er dansk whataboutism i sin mest genkendelige form.
En refleks, der flytter fokus fra den strukturelle vold til mænds følelser i det øjeblik, hvor kvinder endelig forsøger at beskrive deres virkelighed.

Men femicide er ikke et dansk fænomen.
Det er en global krise – og Danmark er blot ét lille land i et større mønster, hvor patriarkalske strukturer viser sig på mange niveauer:
i sproget, i sundhedssystemet, i retssystemet, i den seksualiserede vold, i den digitale kontrol, i den økonomiske ulighed og i den systematiske underprioritering af kvinders sikkerhed.
Og ja – også i vores drabstal, selv om de er lavere end i de mest ramte lande.

For mens danske mænd bruger energi på at diskutere, om feminisme er “for meget”, viser FN’s rapporter noget helt andet:

Kvinder dør.
I titusindvis.
Hvert eneste år.

Og vi skal være helt klare: Danmark er ikke i toppen af femicidestatistikkerne.
De mest ekstreme tal finder vi i lande som Sydafrika, Mexico og El Salvador.
Men Danmark har også femicider – og de mekanismer, der fører til dem, er de samme: kontrol, dominans, kønnet underordning og normaliseret kvindehad.
Forskellen er ikke, om de findes, men hvor ofte de ender med drab.

Her viser de samme patriarkalske mønstre sig både i drabstallene og i alt det, der ligger under dem: i hverdagsvold, seksuelle overgreb, pædofilisering og seksualisering af piger, i hverdagssexisme, i nedgørelse, i retssystemets blindhed, i sundhedsvæsenets negligering af kvinders smerte og i en offentlig debat, hvor kvinders erfaringer konstant bagatelliseres.

FN: 50.000 kvinder blev dræbt af en partner eller et familiemedlem i 2024

Ifølge Femicides in 2024 (UNODC & UN Women, 2025) blev:

• 50.000 kvinder og piger dræbt i 2024 af en partner eller et familiemedlem

• Det svarer til 137 kvinder om dagen

• 60% af alle drab på kvinder sker i hjemmet – mod 11% for mænd

Det betyder:

Hjemmet er det farligste sted i verden for kvinder.
Hvor mænd som oftest bliver dræbt i kriminalitetsrelaterede sammenhænge — af andre mænd og i det offentlige rum — er kvinders drab af en helt anden karakter. Det er kønsrelaterede drab (gender-related killings), ikke konsekvenser af kriminalitet, konfliktmiljøer eller tilfældige opgør.

Kvinder bliver dræbt af mænd i deres intimsfære — af mænd, de kender, elsker, lever med eller forsøger at forlade.
Drabene er forankret i kønnede magtstrukturer, hvor mænds kontrol, dominans og ejerskabstænkning får dødelige konsekvenser.

Mænd dør i konflikter.
Kvinder dør af patriarkatet.

Intet andet område viser så tydeligt, at ligestilling uden magtanalyse er meningsløst.

“Ligestilling” i Danmark: ordet, der skjuler magten

Vi danskere elsker ordet ligestilling — men kun i den mest overfladiske betydning:
at mænd og kvinder “har lige rettigheder”.

Men hvis vi forstår ligestilling i sin strukturelle betydning — som materiel adgang til sikkerhed, kropslig integritet og fravær af kønnet dominans — så er sandheden denne:

Danmark har aldrig opnået reel ligestilling.
Vi har opnået formel lighed — ikke substantiel lighed.

FN’s rapport Gender Snapshot 2025 er utvetydig:

Ingen region i verden er på vej til at nå substantiel ligestilling inden 2030

Vold mod kvinder er ikke faldende — den er stabil eller stigende

Femicide er alvorligt under-registreret og under-undersøgt

Ligestilling, forstået som kønnets adgang til sikkerhed, magt og autonomi, går i tilbagegang globalt.

Når FN viser tilbagegang i kvinders adgang til sikkerhed, autonomi og politiske magt, er det ikke tørre, tekniske indikatorer.
Det er målbare symptomer på den samme gennemgående patriarkalske virkelighed:
at kvinder fortsat systematisk placeres i positioner, hvor de kan nedgøres, udnyttes, kontrolleres — og i alt for mange tilfælde dræbes.

Kvindedrab er ikke “familietragedier” — det er kønnet magt

I Danmark taler vi om “jalousidrab”, “familietragedier”, “drama”.
Men FN beskriver det helt anderledes, og det skal vi også begynde at gøre.

“Femicide is rooted in societal norms that consider women subordinate.”
(UNODC & UN Women, 2025, p. 12)

Femicide er ikke et tilfælde.
Det er den sidste station på en lang rute af:

  • kontrol
  • overvågning
  • psykisk vold
  • fysisk vold
  • stalking
  • dødelig eskalation

FN’s case-studie fra Albanien (side 14–15) viser:

90 % af femicide-ofrene havde tidligere været udsat for vold fra gerningsmanden.

Dette er ikke konflikter.
Dette er mandlig dominans i sin mest ekstreme form.

Digital misogyni: det nye førstadie til fysisk vold

Begge FN-rapporter understreger, at digital vold øger risikoen for fysisk vold og femicide:

• Teknologifaciliteret vold (TF-VAWG) er et voksende globalt problem

• Stalking, overvågning og coercive control er centrale risikofaktorer

(side 18: 58.5% af britiske drabssager involverede digital kontrol før drabet)

Dette er ikke småting.
Dette er digital patriarkalsk kontrol, der fungerer som dræberens forberedelse.

Hvorfor mænd reagerer defensivt: Den patriarkalske norm bliver synlig

Kenneth Reinicke beskriver mekanismen præcist (Reinicke, 2025):

“Den hvide, heteroseksuelle mand har historisk stået som den neutrale norm – et usynligt centrum, som alt andet blev målt ud fra. Netop derfor har mænd sjældent set sig selv som et køn, men som udgangspunktet for menneskelighed.”

Når feminisme synliggør køn og magt, oplever mange mænd det som et tab.
Ikke et tab af rettigheder — men et tab af den ubesværede status, de altid har kunnet tage for givet.

Reinicke skriver:

“Feminismen har gjort det kønnede synligt og i samme bevægelse frataget mænd den privilegerede usynlighed, de længe har haft. Når mænd i dag bliver bedt om at forholde sig til deres egne privilegier, møder nogle opgaven med nysgerrighed, andre med forvirring – og nogle med modstand.”

Dette ubehag tager mange former:

  • modstand mod feminisme
  • whataboutism
  • Red Pill-radikalisering
  • og de velkendte narrativer om, at “mænd er ofrene nu”

Men Reinicke peger også på noget centralt:

“Mange mænd tøver med at kalde sig feminister, fordi ordet for nogle føles som et stempel, der risikerer at koste dem status, respekt eller troværdighed. Men når mænd forstår, at feminisme ikke handler om at miste noget, men om friheden til at være hele mennesker, kan de begynde at se sig selv som en del af løsningen – ikke som målet for kritikken.”

Alligevel må vi konfrontere en ubehagelig sandhed:

Problemet er måske ikke kun, at mange mænd forsvarer privilegiet uden at forstå konsekvenserne.
Problemet er, at de udmærket forstår fordelene.

Som en fraskilt kvinde engang sagde til mig — med en brutal klarhed, jeg ikke har kunnet glemme:

“Hvorfor skulle de ændre noget? De får jo noget ud af det.”

Den egentlige krise: Kvinders liv og sikkerhed er det mest oversete ligestillingsspørgsmål

Det er ikke i Danmark, at kvinder dræbes i de største tal.

Men det er her, vi ser, hvordan de samme patriarkalske mønstre lever i sproget, i debatten, i sundheds- og sikkerhedssystemerne, i voldens normalisering og i bagatelliseringen.
Femicidens omfang er globalt — men mekanismerne bag er universelle.

Når vi taler om ligestilling i Danmark, ender debatten næsten altid i fire velkendte områder:

  • lige løn
  • lige barsel
  • bestyrelseskvoter
  • værnepligt
    – ofte reduceret til det velkendte drilske argument: “Hvis de vil have ligestilling, skal kvinder vel også i krig!”

Men FN viser noget helt andet:

Kvinders basale ret til livet er under angreb.
Det er fundamentet for enhver form for ligestilling.

Ifølge Gender Snapshot 2025 (side 7):

“Violence against women and girls is one of the most pervasive – and preventable – human rights violations in the world.”

Det er ikke et sidespørgsmål.
Det er kernen.

Konklusion: Dette er ikke en kønskrig. Det er en global nødsituation.

Det, der dræber kvinder, er ikke deres valg.
Det er ikke deres handlinger.
Det er kønnede magtstrukturer, som FN kalder ved deres rette navn:

  • patriarkalske normer
  • kønsbaseret dominans
  • systematisk vold
  • strukturel ulighed i sikkerhed

Når danske mænd reagerer med whataboutism, er det et privilegieudtryk, ikke et bidrag.

For femicide er ikke en “kvindesag”.
Det er en menneskerettighedskatastrofe.

Og som FN gentager igen og igen:

137 kvinder dræbes hver dag af mænd i deres familie.

Så nej.
Spørgsmålet er ikke:

“Hvad med mændene?”

Spørgsmålet er:

“Hvorfor er I så stille?”

Referenceliste

Reinicke, K. (2025). Mange mænd forbinder feminisme med angreb på mænd. Politiken. https://politiken.dk/debat/kroniken/art10621565/Kenneth-Reinicke-Mange-m%C3%A6nd-forbinder-feminisme-med-angreb-p%C3%A5-m%C3%A6nd

UNODC & UN Women. (2025). Femicides in 2024: Global estimates of intimate partner/family member femicides. https://www.unwomen.org/en/digital-library/publications/2025/11/femicides-in-2024-global-estimates-of-intimate-partner-family-member-femicides

UN Women. (2025). Progress on the Sustainable Development Goals: The Gender Snapshot 2025. https://www.unwomen.org/en/digital-library/publications/2025/09/progress-on-the-sustainable-development-goals-the-gender-snapshot-2025