Har du nogensinde siddet over for en sundhedsprofessionel og mærket, at din viden, din smerte – dit selv – blev vendt imod dig?

Det har jeg. Og det er den oplevelse, jeg vil dele med dig her.

Forestil dig et lille lægehus i Danmark. Et sted, hvor man burde føle sig tryg og mødt med forståelse. Jeg træder ind med en blanding af håb og nervøsitet – håb om at få fjernet min hormonspiral og få en samtale om overgangsalder; nervøsitet over, hvordan jeg ville blive mødt.

For nogle måneder siden begyndte jeg at få svære smerter i bækken og led. Det blev til sidst så invaliderende, at det fik mig til at søge hjælp hos en privat klinik, der specialiserer sig i hormonbehandling. Jeg ville egentlig helst undgå det offentlige – jeg havde ganske enkelt ikke overskud til at møde afvisninger og dårlig behandling. Jeg kender mønsteret. Men nu, hvor jeg er kommet bedre i gang med behandling (og oplevet klar forbedring), føler jeg mig klar til at tage samtalen med min egen læge – at spørge ind til, hvad de tilbyder, og hvordan de forholder sig til hormonbehandling og overgangsalder.

Men allerede idet jeg sætter mig i stolen, mærker jeg kulden. Lægen – en kvinde, der ellers fremstår sød og blid – kigger på mig med et blik, der allerede har dømt mig, længe før jeg har talt. Jeg begynder at forklare, at jeg har oplevet mange symptomer, at jeg har søgt hjælp privat, men gerne vil høre mere om mulighederne hos dem (og generelt i det offentlige).

Hun ser på mig, som om jeg er en af “de der kvinder”, der googler lidt for meget. Hun siger det ikke direkte – hun behøver ikke. Det ligger i blikket. I vejrtrækningen. I pausen, før hun svarer. Hver sætning bliver mødt med en undertone, der føles nedladende. Ikke decideret fjendtlig, men… hånlig. Oprigtigt utilbøjelig til at mødes i en nysgerrig samtale.

Da hun spørger til mine symptomer, sker det med en anklagende tone. Hun siger: “Er det kun dét?” – som om mine symptomer ikke er alvorlige nok til at berettige mit besøg. Jeg svarer, at det er mange symptomer. Hun spørger igen: “Hvilke?” – med en tone blottet for ægte interesse. Det er tydeligt, hun ikke spørger for at forstå. Hun er i angrebstilstand.

Det er, som om jeg i hendes øjne har gjort noget forkert ved overhovedet at komme. Jeg forsøger at få en afklaring på, hvad det er for et system, jeg lever i. Hvad tilbyder de af viden og behandling? Hvilke muligheder har man som kvinde i overgangsalderen hos dem?

Hun siger, at kvinder i overgangsalderen får hjælp her – men tonen rummer et tydeligt ekko: Du gik udenom. Du kommer nu og beder om information? Du er alene. Farvel.
Hun spørger mig, næsten som en forhørsleder, hvorfor jeg overhovedet har været på en privat klinik. Jeg forklarer, at det føltes nemmere. Hun borer videre: Er der overhovedet en læge tilknyttet? Hvem er det? Spørgsmålene lyder måske saglige, men de føles ikke som forsøg på at forstå. De føles som stikpiller – en måde at få mig til at føle mig forkert. Som om hun vil have mig til at indse, uden at sige det direkte, at jeg har været uansvarlig. At jeg har taget en enorm risiko ved at søge hormonbehandling udenom systemet.

Jeg prøver at række ud, at invitere til samtale – men hun vil ikke give information, ikke tale overgangsalder. Det hele bliver et forhør. En afvisning.

Hvert spørgsmål jeg stiller – om hormonbehandling, om hvad de tilbyder – bliver mødt med kulde og irritation.

Men jeg får da fisket lidt frem. Indirekte. At de tilbyder hormonbehandling med østrogen og progesteron. At gel eller plaster nok er det, de plejer at anbefale – fordi det er mindst risikabelt.

Jeg spørger forsigtigt, om de også tilbyder testosteron? Hun svarer prompte: Nej. Ikke en mulighed. Og forklaringen – hvis man kan kalde det det – er, at de ikke ved nok om det.

Ikke: “Vi undersøger det gerne.”
Ikke: “Der forskes i det, men det er endnu ikke standard.”
Bare: Nej. Fordi de ikke ved noget om det.

Og det siger hun uden tøven, uden skam. Som om det er et gyldigt svar – at uvidenhed lukker samtalen.

Jeg spørger, hvad med vaginal østrogen – om det er noget, de tilbyder. Hun svarer straks: “Det må man ikke, hvis man får systemisk østrogen.” Jeg siger, at det faktisk ikke er den anbefaling, jeg har hørt – at vaginal østrogen i mange tilfælde netop godt kan tages sammen med systemisk behandling, da det virker lokalt, nærmest som en hudbehandling. Hun spørger spidst: “Hvem siger det?” Jeg svarer, at det siger flere af de førende internationale eksperter inden for menopausal behandling. Og nu er hun vred. Tydeligt vred. Som om det er en personlig fornærmelse, at jeg har tilladt mig at læse op på noget, før jeg kom.

Jeg spørger, om de tager nogen prøver / test af kvinder i overgangsalderen. Svaret er et kontant nej. Jeg spørger, om de nogen gange gør det – f.eks. hvis en kvinde selv beder om det og selv vil betale for det? Hun svarer: “Nej. Absolut ikke.”

Hun gør det meget klart, at de kun foretager sig det, sundhedsforsikringen dækker. Mine spørgsmål – som jeg har kæmpet mig frem til at turde stille – virker som en irritation for hende. Jeg sidder der og føler mig som en lille skolepige, der har stillet for mange spørgsmål og nu får skældud.

Hun fnyser af ideen om at jeg har læst op på nettet, og belærer mig, at man ikke kan stole på det, man læser – at alle kan skrive noget online. Og så siger hun, at “ude i det private kan man få alt, hvad man vil have”, med en sarkastisk undertone, der får mig til at krympe mig. Det er, som om jeg er en skør kvinde, der har læst for meget på nettet og jagter mirakelkure. Jeg mærker, at jeg i hendes øjne har trådt udenfor – gjort noget forkert ved at søge viden.

Før hun får smidt mig ud, spørger jeg, helt åbent:
“Er der noget, du synes, jeg skal vide?”

Jeg håber, hun måske har noget materiale. Noget fagligt. Noget erfaring. Et råd. Et perspektiv. Jeg spørger i nysgerrighed – ikke for at udfordre hende.

Men hun ser på mig, koldt, og siger:
“Nej – ikke til en som dig. Jeg kan høre, du har læst op på det på nettet. Så der er ikke noget, jeg kan sige, som ville overraske dig.”

Okay, siger jeg – lidt forstenet – og prøver alligevel én gang til:
“Men… er det egentlig noget, I anbefaler? At kvinder selv læser op på overgangsalderen på nettet?”

Hun svarer kontant:
“Nej. Det gør vi slet ikke.”

Hun sidder med al autoriteten. Med systemet i ryggen. Jeg sidder med smerterne, spørgsmålene, håbet. Og det bliver tydeligt, at hun ikke vil bruge sin position til at hjælpe – men til at lukke ned.

Jeg går derfra – ikke bare uden svar, men med en tung følelse af, at jeg har gjort noget galt. At jeg er for meget. For besværlig. For spørgende. Og det gør ondt. Det er en oplevelse, der bliver siddende i kroppen.

---

Den, der får lov til at behandle mig sådan,
er også den, der har magten over min krop.

Det er hende, der har siddet med et koldt metalinstrument oppe i min skede,
mens hun samtidig afviste mig som patient og menneske.

Min krop ligger dér – åben, sårbar – og jeg prøver at sige til mig selv:
“Det her er ikke et overgreb. Slap af.”

Jeg siger, at det er ubehageligt.
Hun svarer tørt:
“Det er det lod, vi som kvinder skal bære.”

---

Jeg mærker efter, jeg begynder at lægge låg på mig selv. Igen. Jeg kender det mønster. Jeg har været sød, forsigtig. Og alligevel står jeg dér – med skammen. Jeg tænker: Var det mig? For meget, for spørgende?
Men denne gang ved jeg det:
Det er ikke mig, der er problemet. Det er systemet, der gør mig lille, når jeg prøver at tage ansvar for mit helbred.

---

Jeg ved, at jeg ikke er alene.
Og hvis du har oplevet noget lignende – tavsheden, foragten, afvisningen – så håber jeg, du ved, at det ikke er dig, der er noget galt med.
Det er systemet, der skal ændres.

En beretning sendt ind af en læser, Danmark 2025