Min Feminisme

.

Der findes ingen feministisk pendant til toksisk maskulinitet

By

linje_1

,
,

Lisa Perkins (MF, Liberal Alliance) skrev den 6. juni 2025 i Politiken, at hun er »ærligt talt træt af kvinder, der udskammer mænd som gruppe« – og fortsatte med en bredside mod danske mom-influencere, feminisme og enhver kvinde, der tillader sig at sige fra. Ifølge Perkins er influencere, der gør grin med hverdagssexisme, “feministernes svar på toksisk maskulinitet”.

Men det er en voldsom og forfejlet sammenligning, som afslører en grundlæggende misforståelse af, hvad toksisk maskulinitet er.

Toksisk maskulinitet er ikke “mænd, der opfører sig dårligt”. Det er et begreb, der blev udviklet af feministiske forskere og mænd i maskulinitetsforskning (bl.a. Connell, hooks og Kimmel) for at beskrive de kulturelle normer, som opfordrer drenge og mænd til at dominere, undertrykke følelser, udøve magt og udvise aggression – især over for kvinder og andre mænd, der ikke passer ind i idealet. Det handler om at magt og maskulinitet bliver koblet til vold, kontrol og følelsesløshed.

bell hooks kaldte det:

“the socially acceptable addiction to control and domination” (hooks, 2004).
Og hun insisterede på, at netop denne version af maskulinitet skader alle – mænd såvel som kvinder.

Toksisk maskulinitet er ikke kun destruktiv i sin ekstreme form (vold, kontrol, kvindehad) – den gennemsyrer også helt almindelige relationer gennem forventninger om, hvem der skal tage ansvar, hvem der bliver hørt, og hvem der føler sig berettiget til ikke at tage del.

Når kvinder gør grin med at stå alene med planlægning, følelsesmæssigt ansvar og omsorgsarbejde, er det netop en reaktion på patriarkalske mønstre i det nære:
Et parforhold, der i praksis fungerer som en skæv arbejdsplads. Et forhold, hvor mænd socialiseres til at føle sig berettigede til fritagelse.

For det er ikke bare et spørgsmål om, hvem der køber bleer – det er et spørgsmål om, hvem der bliver taget for givet. Om parforhold, hvor mænd opfører sig som gæster i deres eget hjem, og hvor det forventes, at kvinder organiserer, planlægger og føler – mens han “hjælper til”, når det passer ind.

Satiren er ikke had. Det er ikke toksisk. Det er en måde at overleve den træthed og usynlighed, som opstår, når kærlighed og ansvar ikke følges ad. Som Emma Holten skriver i Underskud:

“Det bliver nogle gange for komisk, hvor ensomt det er at stå midt i den mest almindelige erfaring i verden – og alligevel blive behandlet, som om man bare brokker sig.” (Holten, 2024, s. 98)

At Perkins forveksler det med udskamning, viser netop behovet for feminisme.
For det, hun kritiserer, er ikke hån – det er analyse.

Strukturel ulighed er dokumenteret virkelighed

Perkins antyder, at feminister »fralægger sig ansvar« og »skyder skylden på systemet« i stedet for at tage ejerskab over deres liv. Men det er en fejllæsning – og en bekvem en. For hvis man først anerkender, at ulighed er strukturel, må man også tage ansvar for at forandre det.

Strukturel ulighed betyder, at samfundets regler, normer og institutioner systematisk stiller mænd og kvinder forskelligt. Det handler ikke om følelser, men om dokumenterede mønstre:

  • Mænd sidder på magten: Kun 24 % af toplederstillinger i det private i Danmark besættes af kvinder, og mænd udgør flertallet i Folketinget, kommunalbestyrelser og bestyrelser (BM, 2024,). Det er ikke et spørgsmål om evner – det er adgang og normer.
  • Kvinder tjener mindre: Selv korrigeret for jobtype, uddannelse og erfaring tjener kvinder i gennemsnit 12,9 % mindre end mænd (BM, 2024, s. 17). Det er ikke en individuel forhandling – det er et strukturelt løngab.
  • Kvinder arbejder mere – og gratis: Kvinder udfører langt mere ulønnet omsorgsarbejde, både i hjemmet og professionelt. 31 % af kvinder arbejder deltid mod 12 % af mænd, ofte pga. børneansvar (BM, 2024, s. 10–13). Det kaldes den anden arbejdsdag – og den er kønnet.
  • Kvinder lever mere utrygt:
    • 48 % af danske kvinder har oplevet fysisk, psykisk eller seksuel vold, ofte fra partnere (Danner, 2025).
    • 1 ud af 3 danske kvinder har været udsat for seksuel vold (FRA, 2024). Det farligste sted for en kvinde er stadig hendes eget hjem.
  • Seksuel chikane er udbredt og kønnet: 30,8 % af kvinder i EU har oplevet seksuel chikane på arbejdspladsen – blandt unge kvinder (18–29 år) gælder det 41,6 % (FRA/EIGE, 2024, s. 36–37). Flertallet af gerningspersonerne er mænd, især kolleger og ledere.
  • Kvinders erfaringer ignoreres systematisk: Som Criado-Perez (2019) dokumenterer i Usynlige Kvinder, er data, normer, byplanlægning, medicin og teknologi udviklet med manden som standard. Kvinders behov er “tilvalg” – ikke forudsætning.
  • Kvinder får dårligere sundhedsbehandling: Kvinders sygdomme og symptomer bliver systematisk overset og underprioriteret.
    • Endometriose – en invaliderende sygdom, der rammer op mod 10 % af kvinder – tager i gennemsnit 7–10 år at få diagnosticeret. Menstruationssmerter bliver ofte bagatelliseret som “noget, man må leve med”, og perimenopause og menopause er omgærdet af tabu, manglende lægefaglig viden og forældet vejledning om hormonbehandling (HRT) (U.S. Food and Drug Administration [FDA]).
    • Mange lægemidler er desuden udviklet og testet primært på mænd, hvilket gør kvinder mere udsatte for bivirkninger og ineffektiv behandling.
    • Det er ikke tilfældigheder – det er kønsbias i medicinsk forskning, praksis og prioritering (Criado-Perez, 2019).
  • Ældre kvinder er sygere og fattigere: Kvinder lever længere end mænd – men de lever også længere med sygdom, smerte og lavere livskvalitet.
    • De har flere kroniske lidelser og dårligere økonomi i alderdommen, ofte som resultat af livslang ulighed i løn, pension, arbejdsdeling og adgang til sundhed.
    • Kvinder har et kortere helbredsinterval – de får færre raske år – ikke fordi de er biologisk svagere, men fordi de systematisk har fået mindre.
    • At kvinder lever længere, er biologisk – men det bliver ofte brugt imod dem, som om det beviser, at mænd har det værre. Men levetid er ikke det samme som livskvalitet. Statistikken viser ikke, at kvinder har det bedre – den viser, at de lever længere, men med flere smerter, sygdomme og færre ressourcer. De overlever mere, men trives mindre.
  • Kvinder har det psykisk dårligt: Kvinder har generelt højere forekomst af depression, angst og PTSD end mænd – og flere kvinder forsøger eller overvejer selvmord.
    • Alligevel gennemfører færre kvinder selvmord. Det skyldes ikke, at de har det bedre – men at mange kvinder vælger ikke at gennemføre, fordi de ikke ønsker at efterlade en voldelig handling, der vil skade deres familie og børn.
    • Deres smerte er lige så dyb – men bliver ofte bagatelliseret, misforstået eller overset.
    • Og værre endnu: mænds højere selvmordsrate bliver nogle gange brugt imod kvinder – som et argument for, at de ikke må klage.
    • Men sådan fungerer lidelse ikke. Det er ikke en konkurrence – og kvinders psykiske mistrivsel forsvinder ikke, fordi mænd dør oftere. Det ene udelukker ikke det andet – begge dele kræver handling.

Konsekvens? Kvinder navigerer i et samfund, hvor køn former adgang, risiko og ansvar. At sige fra over for det er ikke offermentalitet – det er overlevelsesstrategi og krav om lighed.

Der findes ingen feministisk pendant til toksisk maskulinitet

Når Lisa Perkins sætter lighedstegn mellem kvindelige influencere og incel- eller “Alpha Male”-miljøer, begår hun en falsk ækvivalens.

Toksisk maskulinitet er ikke bare mænd, der opfører sig dårligt. Det er et system, hvor dominans, kontrol og følelsesmæssig afstumpethed bliver opfattet som mandighedsidealer – og hvor vold og undertrykkelse bruges til at opretholde magt. Det skader både kvinder og mænd.

Ideen om “toksisk femininitet” er en projicering, ikke en realitet. Der findes ingen tilsvarende struktur, hvor kvinder som gruppe opdrages til at herske, skade og dominere mænd.

Der findes vrede kvinder, ja – men det gør ikke vrede til et spejlbillede af toksisk maskulinitet. Det gør den til et svar på den.

Bare fordi nogen føler sig truet af kvinders vrede, betyder det ikke, at denne vrede er undertrykkende.

Når nogen kalder det “toksisk femininitet”, er det ofte ikke fordi kvinder udøver magt – men fordi de nægter at underordne sig. Bare fordi man projicerer magtbegreber over på kvinder, betyder det ikke, at magten faktisk er der. Det er ikke had, der driver denne vrede – det er håb om forandring.

Det er vreden over at stå alene med omsorgsarbejde og følelsesmæssig projektledelse.
Det er vreden over at blive ignoreret, afbrudt, latterliggjort og kaldt “sur”, når man siger fra.
Det er vreden over vold og trusler. Over frygten, der bliver hverdag.
Og det er vreden over at se den næste generation af piger vokse op i samme skæve mønstre.

Men det er ikke hævngerrig vrede.
Det er ansvarlig vrede – født af omsorg, af erfaring og af nødvendigheden i at sige fra, så det ikke fortsætter.
Eller bliver værre. For vi ser det jo: mænd, der taler åbent om at ville kontrollere kvinder mere, end de føler, de kan nu.

Det er ikke paranoia. Det er ikke en kampagne.
Det er virkelighed. Og det kræver modstand.

Humor som modstand, ikke hån

Feministisk humor, der synliggør mental load og ulige arbejdsdeling, er ikke “det samme i den anden grøft” som det kvindehad, der findes i dele af mandebevægelserne.

Når kvinder laver reels eller memes om at være projektledere i eget hjem, om mænd der “hjælper til” i stedet for at tage ansvar, eller om børnefødselsdage de selv planlægger ned til mindste serviet – så er det ikke for at udskamme mænd som individer.

Det er for at pege på et samfundsmønster, hvor kvinder stadig forventes at bære det usynlige ansvar for familie, relationer og logistik – og hvor det ansvar ikke tæller med, hverken i løn, pension eller status.

Satiren her er ikke hån, men oplysning. Den siger: “Se det, vi ikke taler om.” Den løfter sløret for det skjulte arbejde, der slider kvinder op.

Og den gør det med et glimt i øjet – fordi humor nogle gange er den eneste måde at overleve på, når alvoren bliver for tung.

At disse kvinder skulle være årsagen til, at kønnene “skubbes fra hinanden”, er endnu en klassisk omvending: Det er altid dem, der peger på problemet, der bliver problemet.

Det er lettere at rette vrede mod hende, der siger “jeg er træt”, end mod det system, der har gjort hende udmattet.

Når kvinder siger fra – med vrede, med latter eller med fakta – bliver de ofte beskyldt for at splitte, for at overdrive, for at skabe konflikt. Men det er ikke deres stemme, der skaber splittelse. Det er den virkelighed, de taler om.

At rette fokus mod dem, der siger noget, i stedet for mod det, de siger noget om – dét er en måde at afmontere kritik uden at forholde sig til indholdet.

Det er ikke feminismen, der skubber kønnene fra hinanden. Det er den modstand, der nægter at anerkende kvinders erfaringer som virkelige og vigtige.

Nej, Lisa – det er ikke feminismen, der splitter os

Perkins afslutter sit debatindlæg med en moralsk alarmklokke: Hun vil ikke overlade sine døtre til et samfund, hvor mænd fremstilles som “uintelligente og uansvarlige” og kvinder som “moralsk overlegne”. Men hvad med det samfund, vi allerede har – hvor piger mobbes for at være dygtige, hvor kvinder kaldes sure kællinger for at sige fra, og hvor influencer-mødre nu bliver beskyldt for at skabe kønskrig?

Hvis du virkelig er bekymret for dine døtres fremtid, Lisa, så lyt til kvinder i stedet for at udskamme dem. Feminismen forsøger ikke at ensrette os – den forsøger at frigøre os.

Referencer