Min Feminisme

.

Kvindedrab er ikke tilfældige. De er strukturelle

By

linje_1

,
,

I Danmark er partnerdrab på kvinder den hyppigste drabstype – mens mænd oftest dræbes i kriminelle sammenhænge (Thomsen, 2024)

Når en mand slår en kvinde ihjel, spørger vi ofte: Kendte de hinanden? Var det hendes partner? Var han psykisk syg?
Men det vigtigste spørgsmål stiller vi sjældent:
Hvorfor bliver kvinder ved med at blive dræbt – i deres hjem, på gaden, på arbejdet – fordi de er kvinder?

Kvindedrab er ikke bare partnerdrab. Kvindedrab er toppen af et isbjerg. Under overfladen ligger lag på lag af strukturel sexisme: kontrol, trusler, vold, gaslighting, mistro, samfundets negligering, juridiske rabatter, mediers skyldsforflyttelse. Og en kultur, hvor alt for mange mænd stadig tror, at de har ret til at eje kvinders kroppe, valg og liv.

Kvindedrab er ikke kønsneutrale – de er et resultat af mandlig dominans og en sexistisk samfundsstruktur

De fleste kvindedrab begås af mænd – både i Danmark og globalt. De er sjældent spontane. De udspringer af en kultur, hvor visse mænd føler sig berettigede til at kontrollere, ydmyge og – som sidste led – straffe kvinder med døden. Det sker ofte i nære relationer, men ikke kun der. Det sker, når kvinder siger fra. Når de går. Når de siger nej.

Danners rapport dokumenterer, at kvindedrab i Danmark som regel ikke sker ud af det blå. De er kulminationen på langvarig psykisk og fysisk vold.
De er ikke individuelle tragedier, men mønstre.
Og mønstre er noget, vi kan bryde – hvis vi tør se dem.

“Vi kan ikke stoppe partnerdrab på kvinder, hvis ikke retsvæsen, forskning og samfundet anerkender, at drabene er kønnede.” – Danner

Men endnu nægter vi.

Den strukturelle dimension mangler ikke kun i mediernes fortælling, men i selve vores lovgivning, retspraksis og politiske vilje. Så længe vi kalder det “familietragedier” eller ser det som “affekthandlinger”, nægter vi at tage fat i den virkelige årsag: en kultur, hvor kvinders liv betragtes som mindre værd.

Tallene taler deres tydelige sprog

  • 12 kvinder dræbes hvert år i Danmark af deres nuværende eller tidligere partner.
  • Det svarer til én kvinde hver måned.
  • Hvert fjerde drab i Danmark er partnerdrab på en kvinde.
  • Ofte sker drabet ved kvælning – en drabsform, der kræver fysisk overlegenhed.

Vi kan diskutere holdninger og erfaringer, men tallene lyver ikke: Drab i Danmark er stærkt kønnede – både når det gælder ofre, gerningspersoner, relationer og motiver. Data fra Asser H. Thomsens ph.d.-afhandling Kortlægning af drab i Danmark 1992–2016 dokumenterer et klart mønster: Kvinder bliver oftest dræbt i hjemmet, af en mand, de har haft en relation til. Mænd bliver oftere dræbt i det offentlige rum, af andre mænd.

Herunder ses et udvalg af figurer fra Thomsens analyse, som illustrerer forskellene:

🔎Drabstype og relation mellem offer og gerningsperson

Figur 33 viser, at partnerdrab udgør den største kategori blandt kvindelige ofre, mens mænd oftere dræbes i kriminelle eller alkoholrelaterede sammenhænge.
Figur 34 viser, at kvinder langt oftere dræbes af en partner eller eks-partner, mens mænd oftere dræbes af bekendte eller rivaler.

Men der er jo også nogen kvinder der dræber deres mandlige partner? Forskning, bl.a. fra Storbritannien og USA, viser, at når kvinder dræber deres mandlige partner, sker det ofte efter lang tids mishandling – og kan betegnes som en desperat selvbeskyttelseshandling.

  • En britisk rapport (Centre for Women’s Justice, 2021) fandt, at over halvdelen af kvinders partnerdrab på mænd skyldtes selvforsvar eller en historie med dokumenteret vold.
  • Lignende mønstre ses i canadiske og amerikanske studier.

“Too many women are being prosecuted for defending themselves against violent men – when they should be recognised as victims of abuse and coercive control.” – CWJ, 2021

🔎Drabsmotiver og gerningspersonens køn ift. offerets køn

Figur 35 viser, at drab på kvinder oftere skyldes jalousi, separation eller psykisk sygdom, mens drab på mænd hyppigere skyldes trivialitet eller trusler fra offeret.
Figur 36 viser, at de fleste kvinder dræbes af mandlige gerningspersoner – en markant kønsmæssig skævhed.

🔎Aldersfordeling blandt gerningspersoner og selvmordsmetode efter drab

Figur 37 viser, at mandlige gerningspersoner dominerer i alle aldersgrupper, især mellem 25 og 45 år.
Figur 38 viser, at mænd oftere begår selvmord efter et drab – oftest ved skud eller hængning – mens kvindelige gerningspersoner i mindre grad forsøger selvmord.

Psykisk vold går ofte forud for drabet

Et dansk studie viser, at der i 75 % af partnerdrab var psykisk vold forud for drabet. Tegn som kontrol, trusler, jalousi og isolation er advarselslamper.

Det er ikke kærlighed, der dræber kvinder – det er en følelse af ejerskab.

Drabene er sjældent impulshandlinger – de følger et mønster

Den britiske kriminolog Jane Monckton-Smith har identificeret otte forudsigelige trin, der ofte leder op til partnerdrab. De fleste drab er planlagte – ikke begået i affekt, som myten ofte lyder.

Strafferetten har været (og er til dels stadig) blind for køn

Tidligere fik man “samlivsrabat” – lavere straf – for at slå sin partner ihjel. Det blev afskaffet, men uden at køn blev nævnt som begrundelse. Det vidner om et retsvæsen uden blik for den strukturelle kønsbias.

“Det er ikke et spørgsmål om kønsulighed for loven, men om strukturel diskrimination.” – Trine Baumbach, professor i strafferet.

Forebyggelse kræver kønsbevidsthed – og involvering af mænd

Antropolog Christian Groes siger det klart: Vold mod kvinder er et mandligt problem, og derfor skal mænd også engagere sig i løsningen. Det kræver oplysning, normkritik og samtaler, der starter tidligt – især med drenge.

Vold mod kvinder er det farligste ligestillingsproblem i Danmark

“Det farligste sted for en kvinde er hendes eget hjem.”

Ifølge Danner udsættes 118.000 kvinder hvert år i Danmark for fysisk eller psykisk vold fra deres partner. Og hver fjerde drab er et partnerdrab. Det er ikke en privat tragedie – det er et strukturelt samfundsproblem.

Gaslighting og skyld får kvinder til at blive i faren

Mange kvinder fastholdes i voldelige forhold, fordi de er blevet gaslightet til at tro, det er dem, der er noget galt med. Det betyder også, at de ofte undervurderer, hvor farlig volden faktisk er.

“Det store problem er ikke, at kvinder lyver om vold; det store problem er, at de bliver udsat og fastholdt i voldelige forhold.”

Myter og mediedækning skader mere end de gavner

Yde kritiserer bl.a. TV 2’s dokumentar “Spillet om børnene” for at bidrage til mistro over for voldsudsatte kvinder og for at fordreje billedet af krisecentre som let tilgængelige opholdssteder – i stedet for livsvigtig, midlertidig beskyttelse efter faglig visitation.

14 kvinder dræbt eller udsat for dødsvold – bare midtvejs i 2025

Allerede midtvejs i 2025 har 14 kvinder mistet livet eller været udsat for dødsvold, hvor flere sager efterforskes som partnerdrab.

Det er over dobbelt så mange kvindedrab, som Danmark normalt ser på et helt år (gennemsnitligt 5–7 om året, tidligere tal). Det viser en stigning og et alarmsignal.

Flere sager viser kendte mønstre: tilhold, stalking, planlagt vold

Eksempel: En 61-årig mand dræbte sin ekskone i Brønshøj med skydevåben – efter at have overtrådt et tilhold og ringet til hende 50 gange dagen før drabet. Han havde angiveligt forsøgt at skaffe et våben i op til en måned.

Dette bekræfter Jane Monckton-Smiths pointe: Kvindedrab sker ikke i affekt. De er forudsigelige og kan forebygges – hvis vi tør se mønstret.

Fodlænkeordning med kun 15 enheder kritiseres som utilstrækkelig

Danner kritiserer forsøgsordningen med 15 omvendte fodlænker som “ganske få”, når man tænker på, hvor mange voldsramte kvinder er i akut fare.

“Vi kunne godt have ønsket os nogle flere, fordi det er ganske få, når vi tænker på, hvor mange partnervoldsager der er,” siger Danners direktør Mette Marie Yde.

Vi skylder de kvinder, der lever i frygt, og dem, vi ikke nåede at redde, én ting: At vi kalder kvindedrab, hvad det er – ikke private tragedier, men strukturelle og forudsigelige forbrydelser. Og vi skylder de næste kvinder, der er i fare, at vi handler. Ikke efter næste overgreb. Men i dag.

Referencer