Min Feminisme

.

“Danmark er ikke kvindefjendsk” – Når benægtelsen bliver medskyldig

By

linje_1

, ,
, , ,

“Danmark er ikke et samfund med kvindehadske normer, tværtimod.”
– Stefan Agger, DR, 25. juni 2025

Stefan Aggers udtalelser er ikke bare problematiske. De eksemplificerer en særlig form for benægtelse, som feminismen længe har haft et navn for: neosexisme – den bløde, intellektuelle version af den gamle foragt. Den, der smiler, mens den underminerer. Den, der siger “det er nok ikke så slemt” – og dermed sikrer, at det forbliver slemt.

Når Agger i ramme alvor fremfører, at en politisk indsats mod digital radikalisering blandt unge mænd er overdrevet, fordi mandeidealer “skal” være urealistiske, skjuler han, hvad der faktisk sker: At tusindvis af drenge og unge mænd fodres med indhold, der lærer dem at hade kvinder. Og det sker i et samfund, hvor kvinders erfaringer stadig systematisk undervurderes, deres integritet udfordres, og deres menneskelige værd devalueres.

For mens Agger bagatelliserer problemet, står virkeligheden lysende klar:

  • 47,5 % af danske kvinder har været udsat for fysisk, seksuel vold og/eller trusler
    Danmark ligger dermed blandt de EU-lande med den højeste forekomst af kønsbaseret vold. (FRA/EU, 2024)
  • 46,4 % af danske kvinder har oplevet seksuel chikane på arbejdspladsen
    Omtrent hver tredje kvinde i EU har oplevet seksuel chikane på arbejdet – i Danmark ligger tallet markant højere, på 46 %. (FRA/EU, 2024)
  • 45 % af danske kvinder har været udsat for fysisk, seksuel vold og/eller trusler fra en nær partner
    Denne form for vold – i hjemmet, i parforhold, i ægteskaber – rammer næsten halvdelen af alle kvinder i Danmark i løbet af livet. Det er ikke privat. Det er strukturel vold. (FRA/EU, 2024)
  • 69 % af danske piger mellem 9–17 år har oplevet digitale krænkelser
    En undersøgelse fra Red Barnet og Epinion viser, at næsten 7 ud af 10 piger i skolealderen har oplevet digitale overgreb eller chikane – ofte uden at de voksne opdager det. (Red Barnet, 2024)

Det er ikke enkeltstående hændelser. Det er vores kultur. Det er struktur. Og manosfæren forstærker volden mod kvinder. Når vi benægter problemet, beskytter vi det.

Manosfæren: Fra offerretorik til kvindehad

Laura Bates har dokumenteret, hvordan manosfæren radikaliserer unge mænd gennem algoritmer og fællesskab. Den starter i det tilforladelige – “selvudvikling”, “mænds rettigheder”, “datingråd” – og glider hurtigt over i dominans, krænkelse, kvindehad og voldsfantasier. Offerrollen bliver et værktøj til vrede og kontrol. Kvinder fremstilles som skyldige, og mænd som berettigede til hævn.

Bag det hele ligger en brutal logik: entitlement og dominans. Manosfæren lærer mænd, at de har krav på kvinders kroppe, tid, lydighed – og at manipulation, vold og vrede er legitimt, når de ikke får det, de mener, de har ret til.

Hendes arbejde viser også, hvordan dette had ikke lever i et vakuum. Det er forbundet til stigende hadkriminalitet, terrorisme og politisk ekstremisme. Det er ikke bare online støj – det er en bevægelse med virkelige konsekvenser for piger og kvinder.

Som bell hooks skrev: “Patriarkatet lærer mænd at føle sig magtfulde gennem kvinders underkastelse.” Det er netop den magt, manosfæren sælger – pakket ind i algoritmisk fællesskab og digital dramaturgi.

Konsekvenserne: Vold, ulighed, sundhedstab

Forskningen er entydig. Sexisme er ikke bare ubehagelig. Den er skadelig. Den nedbryder krop og psyke.

Sexisme og kvindehad hænger sammen med:

  • Psykisk mistrivsel: Kvinder, der udsættes for hverdagssexisme og kønsbaseret chikane, oplever markant højere niveauer af stress, angst og depression. Det er ikke bare følelsesmæssigt belastende – det er sundhedsskadeligt. Undersøgelser viser op til femdoblet risiko for depression blandt kvinder udsat for vedvarende sexisme (Nadal & Haynes, 2012; YWT, UK).
  • Langvarige sundhedsproblemer og PTSD-lignende symptomer: Gentagne sexistiske oplevelser – fra uønskede kommentarer til vold og trusler – slider på kroppen. De sætter sig som kronisk stress, søvnproblemer, hjerte-kar-lidelser og symptomer, der ligner dem, vi ser hos krigsveteraner. Det er ikke bare ord – det er ar på sjælen og kroppen.
  • Begrænsede karrieremuligheder og økonomisk ulighed: Sexisme skaber barrierer. Det betyder færre forfremmelser, lavere løn, ringere vilkår – og i mange tilfælde en tidlig exit fra bestemte brancher. Det er ikke et spørgsmål om evner, men om strukturer. Eurostat viser en vedvarende og betydelig kønsbestemt løngab i hele EU.
  • Lavere livstilfredshed og tillid til systemer: Når kvinder oplever at blive ignoreret, latterliggjort eller ikke taget alvorligt – både i institutioner, retssystem og arbejdsliv – undermineres deres tillid til demokratiet og retfærdigheden. Det er ikke kun et ligestillingsproblem. Det er et demokratisk problem (WHO, CDC).

Dette er ikke holdninger – det er målelige helbredsskader og sociale omkostninger.

Kvindehad er ikke en følelse – det er en struktur

Danmark ligger blandt de højeste i EU, når det kommer til vold mod kvinder.

Kvindehad i Danmark er ikke et individuelt fænomen. Det er en samfundsstruktur, som piger og kvinder socialiseres til at navigere i, undgå, nedtone og overleve.

Volden starter tidligt og følger mange kvinder livet igennem: fra digitale krænkelser i skolealderen, til psykisk, fysisk og seksuel vold i ungdomsforhold, til økonomisk kontrol og følelsesmæssig forsømmelse i ægteskab og alderdom.

Det er ikke undtagelser. Det er mønstre. Og samfundet lukker øjnene.

Som Caroline Criado-Perez har vist i Usynlige kvinder, bliver kvinders erfaringer igen og igen slettet eller ignoreret i data, forskning og beslutningsprocesser. Når vi siger, at problemet ikke findes, skyldes det ofte, at vi har valgt ikke at se det.

Når Agger hævder, at “man gør det til et større problem, end det er”, er det ikke bare forkert – det er med til at sikre, at problemet kan fortsætte uforstyrret. Det er ikke naivt, uskyldigt eller intellektuelt forsvarligt. Det er sexisme. Og det er strukturelt.

Derfor er kortlægningen af manosfæren vigtig

Hvis vi vil tage sexisme alvorligt, må vi tage kvinders oplevelser alvorligt. Hvis vi vil tage pigers og kvinders trivsel alvorligt, må vi tage sexisme, vold, chikane og digital radikalisering alvorligt.

Kortlægningen af manosfæren er vigtig – men ikke fordi det er nyt. Laura Bates og mange andre har i årevis dokumenteret, hvordan antifeministiske fællesskaber online radikaliserer drenge og unge mænd. Manosfæren er ikke en lokal trend – det er en global, digital infrastruktur, hvor had normaliseres gennem algoritmer, fællesskab og underholdning.

Opgaven er ikke at opdage noget ukendt, men at tage ansvar. Hvem spreder det i Danmark? Hvem tjener på det? Og hvordan giver vi de unge alternativer, før fjendebilledet bliver en del af deres identitet?

Det handler ikke om at hænge nogen ud. Det handler om at se virkeligheden i øjnene: Sexisme findes. Den skader. Og den former vores samfund.

Referenceliste