Når de kalder det hykleri – men ignorerer volden

I et debatindlæg “Det er ikke ligestilling – det er hykleri” i Politiken (juni 2025) skrev Gantfeldt:

“Det er utroligt, som medierne hele tiden har fokus på det kvindehad […] men ikke så meget som en eneste artikel har haft fokus på det lige så store mandehad.”

Det “lige så store” mandehad. Hvilken dokumentation er det baseret på? Vi ved, at kvinder verden over lever med trusler, digital vold, voldtægtskultur, partnerdrab (femicide), og massiv utryghed i offentlige rum. At påstå, at mænd i dag udsættes for lige så meget had, er ikke bare forkert – det er en fordrejning, en omvending af virkeligheden. Et forsøg på at afspore samtalen.

Der findes ikke et strukturelt, samfundsbærende mandehad. Der findes ikke systematisk vold, diskrimination og marginalisering af mænd, fordi de er mænd. Når kvinder siger fra overfor kvindehad, misogyni og sexisme, er det ikke et angreb på mænd – det er et forsvar for vores ret til frihed, sikkerhed og værdighed. Det er ikke en krig. Det går ikke “begge veje”. Det er ikke symmetrisk.

Som den amerikanske feminist Rebecca Solnit har skrevet: “Feminisme er ikke had til mænd. Det er modstand mod had mod kvinder.” Og som bell hooks pointerer: “Feminism is for everybody.” At stå op mod patriarkatets skadevirkninger – også for mænd – er netop dét feminismen gør. Det kræver, at vi tør kalde tingene ved navn. Ikke at vi fejer overgreb, undertrykkelse og vold mod kvinder ind under tæppet i ‘balancens navn’.

Hvis nogen føler sig ramt af, at vi kalder kvindehad for kvindehad, så er det ikke vores ansvar. Vores ansvar er at tale klart, med dokumentation og med vilje til forandring.

Læs evt. min blogpost Det er ikke et kvindeproblem – det er et mandligt ansvar hvis du har brug for at få ridset realiteterne op.

Når “ligestilling” bliver en form for hævn

“Hvorfor kæmper feminismen ikke for, at mænd får ret til juridisk abort?”

“Hvorfor kæmper feminismen ikke for, at der skal være samme straf for at lyve om en voldtægt som for at begå den?”

Det er her, Gantfeldts retorik virkelig afslører sit sigte. Det, han kalder ligestilling, er i virkeligheden tilbagerulning. Det handler ikke om at sikre mænd retfærdighed – det handler om at straffe kvinder.

Begrebet “juridisk abort” refererer til en hypotetisk ordning, hvor en mand, der har gjort en kvinde gravid, får mulighed for juridisk at fraskrive sig alt ansvar for det kommende barn – økonomisk, socialt, juridisk – på et tidligt tidspunkt i graviditeten, som et spejlbillede af kvindens ret til at vælge abort.

Juridisk abort lyder måske som et progressivt forslag, men det bygger på en dybt misforstået analogi. Kvinder har ikke “ret til abort” i en moralisk vakuum – de har et ansvar, der handler om deres egen krop, helbred og liv. At sammenligne dét med en mands ønskede juridiske fralæggelse af ansvar er ikke retfærdighed – det er ansvarsfralæggelse forklædt som rettighed.

Påstanden om falske voldtægtsanklager er ikke bare forkert – den er farlig. Vi lever i et samfund med en veldokumenteret voldtægtskultur. Ifølge Amnesty og Justitsministeriets egne undersøgelser bliver langt størstedelen af voldtægter aldrig anmeldt. Og af de få, der bliver det, fører kun en forsvindende lille andel til dom.

De fleste sager bliver lukket, fordi det er umuligt at skaffe de beviser, som et system med dybe patriarkalske rødder kræver. Voldtægt sker oftest uden vidner. Ofte i relationer. Ofte i hjemmet. At en mand frifindes betyder ikke, at kvinden har løjet. Det betyder, at vi har et retssystem, som kvinder ikke kan stole på.

Når Gantfeldt kræver “samme straf” for løgn som for voldtægt, sender det ét signal: Hold din kæft, hvis du ikke kan bevise det. Det er ikke retssikkerhed. Det er skræmmekampagne. En ny form for tavshedens vold.

Og så er der det evige eksempel: “hvorfor kommer kvinder gratis ind på natklubber?” – svaret er enkelt: fordi natklubbranchen er bygget på en patriarkalsk markedslogik, hvor kvindekroppe tiltrækker mandepenge. Det er ikke feminisme, der har skabt det. Det er kapitalisme og sexisme i skøn forening.

Så nej, Oliver. Feminismen er ikke imod ligestilling. Den er imod hævn forklædt som retfærdighed, og “lige rettigheder” der kun efterspørges, når det føles som et tab af privilegium.

Det kønsneutrale bedrag

“Hvorfor kæmper feminismen ikke for, at deres eget ord ’feminisme’ skal ændres til noget kønsneutralt?”

Fordi feminisme netop handler om at rette blikket mod det kønnede i verden. Mod det ulige. Mod de historiske og nutidige strukturer, der har placeret mænd øverst og kvinder nederst – socialt, økonomisk, juridisk og kulturelt.

At stille det spørgsmål vidner om en uvidenhed om den verden, vi faktisk lever i. Som Kamala Harris retorisk spurgte i 2023: “You think you just fell out of a coconut tree?” – nej, vi blev født ind i et patriarkat. Et system, der gennem århundreder har organiseret samfundet ud fra mænds interesser og kontrol over kvinder: deres arbejde, deres kroppe, deres seksualitet, deres adgang til magt og penge.

Hvis man tror, at ligestillingen nu bare er på plads, så har man hverken læst historien – eller statistikkerne. Patriarkatet er ikke væk. Det har blot fået nye former.

Når nogen kræver, at feminisme skal være “neutralt” – så mener de ofte: hold op med at nævne kvinder. Lad være med at pege på den skæve magt. Det er det klassiske trick: at påstå, at kampen i sig selv er problemet. At navnet på kampen er for ekskluderende. At vi først opnår ligestilling, når ingen længere taler om ulighed.

Som Sara Ahmed skriver, og som jeg har uddybet i Klagen som modstand: Når kvinder nægter at tie stille, bliver det dem der ses som problemet. Ikke de krænkende strukturer, de protesterer imod.

Feminismen har sit navn, fordi uligheden har sit køn. Det ændrer vi ikke med sprogneutralitet, men med politisk mod.

Når feminisme fremstilles som uærlig

Gennem hele debatindlægget forsøger Gantfeldt at så tvivl om feminismens integritet. Han antyder, at feminister kun reagerer, når det passer ind i deres agenda. At de ikke er interesserede i ligestilling, men i magt. At feminister ønsker særrettigheder – ikke retfærdighed.

Det er en velkendt og dybt nedladende fortælling. Feminister fremstilles som krænkelsesparate, hysteriske, uærlige og dobbeltmoralske – som om kampen for lighed er drevet af had og ikke af håb. Det er en strategi, vi kender fra antifeministisk retorik i årtier: at miskreditere kvinders stemmer, så snart de ikke længere beder pænt.

Men feminisme er netop konsekvens. Det er at holde fast i et sæt værdier – også når det ikke er nemt. Det er at ville mere end kosmetisk balance. Det er at turde pege på uretfærdighed, selv når det vækker vrede, modstand og latterliggørelse.

Og der er nok at pege på: Ifølge UN Women har én ud af tre kvinder globalt været udsat for fysisk eller seksuel vold i deres liv. I Danmark viser undersøgelser, at 94 % af voldtægter aldrig anmeldes, og alt for mange kvinder oplever, at deres adgang til sundhed, sikkerhed, frihed og troværdighed er under pres – både i politik, i lovgivning, i medier og i relationer.

Ifølge Sundhedsstyrelsen viser rapporten ‘Social ulighed i sundhed og sygdom’ store forskelle på tværs af køn, uddannelse og indkomst – kvinder oplever længere ventetider, større forskelle i behandling og diagnostik, og større risiko for langsigtede konsekvenser af sygdom.

Som Gloria Steinem engang sagde:

“The truth will set you free, but first it will piss you off.”

Og som Audre Lorde skrev:

“I am not free while any woman is unfree, even when her shackles are very different from my own.”

bell hooks mindede os om, at

“Feminism is for everybody.”

Det er ikke tomme slogans. Det er politisk visdom og konkret erfaring fra liv, hvor kampen for frihed aldrig bare har været en intellektuel øvelse. Det er overlevelse.

Feminister verden over – fra Polen til Iran, fra USA til Danmark – kæmper stadig for basale rettigheder: adgang til sikker abort, beskyttelse mod vold og overgreb, reel økonomisk og politisk ligestilling. At fremstille det som hykleri, fordi kvinder ikke samtidig tager stilling til mænds datingoplevelser eller værnepligt, er ikke bare absurd. Det er en omvending af ansvar. Det er gaslighting i politisk form.

At være feminist er ikke at være fejlfri. Det er at være villig til at se ulighed – og nægte at acceptere den som normal. Det er ikke hykleri. Det er mod.

Når antifeminismen skjuler sig som børneomsorg

Gantfeldt skriver:

“Det har vi også set, efter TV 2-dokumentaren ’Spillet om børnene’ udkom, hvor enormt mange kvinder i kommentarspor og debatten generelt ikke lader til at støtte op om mænds ret til retssikkerhed, hvad angår de udokumenterede påstande i krisecentererklæringerne…”

Det er ikke nyt, at antifeminister forsøger at miskreditere kvinders troværdighed og erfaringer med vold – men det er dybt alvorligt, når det bliver forklædt som “omsorg for børn” og “retssikkerhed for fædre”. Det er en velkendt strategi: vend virkeligheden på hovedet og beskyld kvinder, der søger hjælp efter vold, for at være løgnere og manipulatorer. Det er sexisme i ren form – systemisk mistro mod kvinders ord, særligt når de handler om mænds vold.

Som den australske sociolog Michael Flood skrev i 2010:

“Men’s violence against women is overwhelmingly committed by men. … Men themselves must change, taking both personal and collective action.”

Alligevel bliver voldsom mistro vendt mod kvinder, som om deres erfaringer skulle være farlige for retssikkerheden. Men det er ikke dem, der udgør problemet – det er systemet, der undlader at lytte.

Fakta: Der findes ingen dokumentation for, at kvinder systematisk lyver i samværssager. Tværtimod viser forskning fra både Danmark og udlandet, at systemet ofte ikke tager kvinders bekymringer om vold alvorligt. Undersøgelser fra bl.a. Kvinfo og LOKK viser, at mange voldsudsatte kvinder oplever at blive presset til samvær, selv når de frygter for deres børns sikkerhed.

Krisecentererklæringer er ikke et “supervåben” – de er et desperat redskab, udviklet netop fordi så mange kvinder ikke bliver hørt. At nedgøre disse erklæringer som ubegrundede eller løgnagtige underminerer hele den nødvendige støtteinfrastruktur, der eksisterer for at beskytte voldsramte.

Som Flood også har bemærket i sin forskning om fædres rettigheder:

“Men’s rights arguments about family law rarely seek justice. They seek reassertion of control.”

Og dét er præcis, hvad Gantfeldts indlæg afslører: en frygt for, at kvinders stemmer og erfaringer endelig bliver taget alvorligt – og et behov for at få patriarkatet tilbage i førersædet under dække af “ligestilling”.

At fremstille voldserklæringer som uretfærdige overgreb mod fædre er ikke retssikkerhed. Det er backlash. Og det sætter både kvinder og børn i fare.

Når statistik bliver ideologi

Gantfeldt skriver:

“Hvorfor kæmpede feminismen ikke for at indføre værnepligt for kvinder? 41 procent af kvinderne var imod værnepligt til kvinder…”

Det er et gennemgående træk i antifeministisk retorik: at kræve “ligestilling” kun når det handler om at påtvinge kvinder de mest voldelige og maskuline institutioner – som militæret – uden at forholde sig til den kønnede virkelighed af, hvad det indebærer. Argumentet lyder måske fair ved første øjekast. Men det ignorerer den konkrete virkelighed, kvinder møder i militæret:

Militæret er en mandsdomineret institution, hvor kvinder historisk har været marginaliserede og udsatte – ikke blot symbolsk, men fysisk og psykisk. Kvinder rapporterer om manglende udstyr, der passer deres kroppe. Om fysiske rammer og hierarkier, der ikke tager højde for deres sikkerhed. Og ikke mindst: om seksuel chikane, overgreb og strukturel nedbrydelse, som gør tjenesten til en voldelig oplevelse snarere end en reel mulighed for national tjeneste.

Det handler ikke om, at kvinder ikke vil bidrage. Det handler om, at vi ikke skal tvinges ind i institutioner, der ikke engang kan sikre os mod skade, fornedrelse og traumer.

Og der er mere: Kvinders livsbetingelser er ikke identiske med mænds. Vi bliver gravide. Vi føder børn. Vi oplever kropslige transformationer og følger, som aldrig er blevet integreret i diskussionen om værnepligt. Mænd går ikke på deltid for at pleje brystbetændelse, hofteinstabilitet, ar på tværs af underlivet, psykiske efterreaktioner. Kvinder gør. Og vi skal ikke tvinges til yderligere fysiske og psykiske belastninger i statens navn – og da slet ikke uden at nogen adresserer de basale forhold, der gør det overhovedet muligt.

Der er rigelig plads til at diskutere køn og forsvarspolitik. Men at bruge værnepligten som våben imod feminismen er ikke debat. Det er afstraffelse. Og det afslører, at hensigten ikke er ligestilling – men straf.

Gantfeldt skriver:

“Når pigerne og kvinderne får højere karakterer […] så er det, fordi de er bedre.”

Denne påstand bygger på en falsk modsætning. At piger i gennemsnit får højere karakterer i skolen betyder ikke, at de har det bedre – eller at skolen er indrettet til deres fordel. Tværtimod viser forskning, at piger ofte mistrives i skolen og bliver udsat for både hverdagssexisme og social kontrol, samtidig med at de forventes at præstere og være stille, ordentlige og ansvarlige.

Vi har dokumenteret dette flere steder – bl.a. i Når systemet svigter pigerne – om hverdagssexisme i klasseværelset og de usynlige konsekvenser og i Piger trives faktisk dårligere i skolen – så hvad fortæller karaktererne os egentlig?.

Vi må godt være gode til forskellige ting. Og børns trivsel og potentiale kan ikke reduceres til karaktergennemsnit. Men at påstå, at feminister ignorerer drenges udfordringer, fordi vi nævner kvinders uligheder andre steder, er endnu en stråmand. Det er muligt at bekymre sig om begge dele, Oliver. Det gør vi faktisk hele tiden. Forskellen er, at vi ikke bruger børns karakterer som et politisk våben imod ligestilling.

Når feminister taler om ulighed i it, ingeniørfag eller tech-branchen, er det ikke fordi vi ønsker et kønsopdelt samfund – men fordi vi ved, at stereotyper og strukturer skubber folk væk. Det gælder i begge retninger.
Og ja – vi ønsker mangfoldighed overalt. Også i jura. Det er bare sjældent dét, kritikken handler om.

Når feminisme anklages for at splitte

“I gamle dage var feminismen med til at give rettigheder – i dag er den med til at splitte kønnene ad.”

Dette er en af de mest udbredte og skadelige påstande i nutidens antifeminisme: At feminisme – ikke ulighed – er skyld i konflikter mellem kønnene. At kvinder, der siger fra, ødelægger samhørigheden. At det er dem, der skaber afstand.

Men hvad er det egentlig, feminismen splitter?

Den splitter tavshed. Den splitter forestillingen om, at mænd altid har ret. Den splitter privilegier, som blev tildelt uden diskussion. Og ja – den splitter patriarkatet, bid for bid, sætning for sætning.

Feminismen har aldrig handlet om at ødelægge forbindelsen mellem kønnene. Den har handlet om at gøre den ærlig. Om at gøre relationer mulige på lige vilkår. Som Chimamanda Ngozi Adichie skriver:

“Feminism is about justice. It’s not about hating men. It’s about making room for everyone to be fully human.”

Og her i Danmark? Vi har en offentlig samtale, hvor ord som sexisme og patriarkat nærmest er tabuiserede. Vi taler hellere om “ulighed” i abstrakte vendinger end om de konkrete mekanismer, der fastholder den: kønnet vold, digital chikane, kønsopdelt arbejdsmarked, barselsstraf, økonomisk marginalisering, og usynlighed i magtens rum.

Mange siger direkte, at vi ikke har sexisme i Danmark. Mange nægter, at vi har reel ulighed. Men det er netop dét, feminismen udfordrer: Den komfortable illusion af lighed – og den sociale pris for dem, der nægter at acceptere den.

Når kvinder rejser sig og kræver lighed, er det ikke en splittelse. Det er et forsøg på at hele. Og hvis nogen føler sig truet af det, så er det ikke et tegn på feminismens fiasko – det er et tegn på dens nødvendighed.

Hvorfor feminismen er nødvendig

Fordi ligestilling ikke er virkelighed endnu – kun ideal.
Selvom kvinder i Danmark har adgang til uddannelse og arbejdsmarked, tjener vi stadig mindre end mænd i samme stillinger. Vi bærer stadig hovedparten af det ulønnede omsorgsarbejde, og når vi bliver mødre, bliver vi straffet økonomisk – det gør fædre ikke.
→ Eksempel: Rockwool Fonden dokumenterede i 2024, at moderskab koster danske kvinder op mod 20 % lavere livsindkomst.

Fordi kvinder stadig udsættes for vold, chikane, kontrol og tavshed.
Voldtægt, partnervold og digital chikane er hverdag for tusindvis af kvinder i Danmark – og endnu flere globalt. Mange får aldrig hjælp. Mange tør ikke anmelde. Mange bliver ikke troet.
→ Eksempel: Ifølge Justitsministeriet bliver 94 % af voldtægter aldrig anmeldt. Amnesty kalder det “et systemisk svigt”.

Fordi vores kroppe, stemmer og liv bliver overvåget, reguleret og undervurderet.
Kvinder får ikke den samme medicinske behandling. Vores smerter bliver ignoreret. Vores kønsspecifikke sygdomme er underforskede. Og når vi taler om det, bliver vi kaldt hysteriske.
→ Eksempel: Danske kvinder venter markant længere på udredning for endometriose end mænd for prostatasygdomme.

Fordi vores erfaringer stadig bliver mødt med mistro, latterliggørelse og tavshed.
Når vi fortæller om sexisme, vold eller diskrimination, bliver vi ofte mødt med spørgsmål som “er du sikker?”, “var det ikke bare en misforståelse?”, eller: “hvad med mændene?”
→ Eksempel: Efter #MeToo blev mange kvinder kaldt ‘opmærksomhedssøgende’, ‘overfølsomme’ eller direkte løgnere – selv af politikere.

Fordi vi stadig skal bevise, at vi har ret til at være her – på lige fod.
På arbejdspladser, i medierne, i tech, i forskning, i kunsten, i politik – vi bliver stadig afbrudt, overset og fortrængt. Ikke fordi vi ikke er dygtige, men fordi magten stadig følger gamle mønstre.
→ Kun 1 ud af 4 borgmestre i Danmark er kvinder, og i mange kommuner er kvinderepræsentationen i lokalpolitik fortsat langt fra ligelig fordeling (Danmarks Statistik, 2024).

Feminismen er nødvendig, fordi verden stadig er skæv.
Ikke bare i løn og magt, men i respekt, frihed og tryghed.
Feminismen er ikke had. Det er håb. Det er modstand. Det er fremtid.

Afslutning

Så nej, Oliver Gantfeldt. Det er ikke feminismen, der splitter kønnene. Det er din modstand mod at anerkende virkelighedens ulighed. Det er din næsegrus loyalitet over for mandens offerrolle – samtidig med, at du negligerer de strukturer, der trækker kvinder ned.

Det, du kalder hykleri, er faktisk håb. Håb om at skabe et samfund, hvor ingen køn skal formes i voldens, tavshedens eller ulighedens billede.

Og det håb – det lader vi os ikke manipulere til at opgive.

Referencer:

Gantfeldt, Oliver (2025). Det er ikke ligestilling – det er hykleri. Politiken, 6. juni 2025. Tilgængelig på: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art10437915
Solnit, Rebecca (2015). Men Explain Things to Me. Haymarket Books.
hooks, bell (2000). Feminism is for Everybody: Passionate Politics. South End Press.
Manne, Kate (2017). Down Girl: The Logic of Misogyny. Oxford University Press.
Justitsministeriet, Forskningskontoret (2023). Befolkningens oplevede udsathed for vold og andre former for kriminalitet – Offerundersøgelserne 2005–2022. Hovedtal justitsministeriet.dk
Harris, Kamala (2023). Udtalelse ved White House AANHPI Heritage Month Celebration.
Ahmed, Sara (2017). Living a Feminist Life. Duke University Press.
UN Women (2023). Facts and figures: Ending violence against women. unwomen.org
Amnesty International Danmark (2021). Giv os respekt og retfærdighed! – Rapport om voldtægt, samtykke og retssikkerhed i Danmark. amnesty.dk
Kvinfo (2024). Kønsbaseret vold – fakta og forskning. Hentet fra Kvinfo.dk kvinfo.dk
LOKK – Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (2022). Årsberetning 2022. Hentet som PDF fra LOKK’s hjemmeside lokk.dk.
Flood, Michael (2010). Where Men Stand: Men’s Roles in Ending Violence Against Women. White Ribbon Prevention Research Series, Nr. 2. Sydney researchgate.net
ROCKWOOL Fonden (2024). Podcast: Hvad koster det at blive mor? Økonomiske og sociale konsekvenser af moderskab. 12. dec. 2024. rockwoolfonden.dk podcast
Sundhedsstyrelsen (2025). Social ulighed i sundhed og sygdom – Udviklingen i Danmark i perioden 2013–2021. sst.dk Ny rapport giver vigtig viden til fagpersoner rapport: sst.dk Sundhedsprofilen 2023
Skewes, Lea, Skewes, Joshua & Ryan, Michelle (2021). Attitudes to Sexism and the #MeToo Movement at a Danish University. NORA – Nordic Journal of Feminist and Gender Research, 29(2), 124–139 tandfonline.com
Danmarks Statistik (2024). KV21: Kommunale borgmestre fordelt på køn. Hentet fra https://www.dst.dk
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen (2023). Mænd og kvinder på de danske universiteter – Danmarks Talentbarometer 2022. regeringen.dk
Uddannelses- og Forskningsministeriet (2025). DFIRbrief 53: Kønsulighed – Dansk forskning taber talent. Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd. Link uvm.dk rapport fra ekspertgruppen