Der findes videoer, hvor Andrew Tate slår en kvinde med et bælte, mens han kommanderer hende til at sige, at hun elsker ham. Der findes optagelser, hvor han simulerer en voldtægt og siger direkte til kvinden: “Jeg elsker at voldtage dig. Det tænder mig, at du ikke kan lide det.” Det er ikke noget, hans fjender har fundet på. Det er hans egne ord. Hans egen stemme. Hans egen vold.
I interviews har han forklaret, hvordan man skal “træne” kvinder som hunde. Hvordan man skal få dem til at føle sig uduelige, usikre og isolerede, så de kun føler sig trygge, når de er under hans kontrol. Han har fortalt, hvordan han har slået kvinder, spyttet på dem, peget en pistol mod deres hoved, og tvunget dem til sex. Ikke i mørke baglokaler, men foran kameraet – stolt, teatralsk og koldt.
Han har indrømmet, at han manipulerer kvinder følelsesmæssigt, mentalt og økonomisk for at få dem til at opgive deres grænser og gøre, hvad han vil. Han kalder det “at være en mand”. Han kalder det “at tage ansvar”. Han kalder det “at være stærk”.
Og danske drenge… de lytter.
De ser klip, hvor Tate forklarer, hvordan man skal slå hårdt i ansigtet, og hvordan man skal true med vold, hvis en kvinde ikke makker ret. De ser klip, hvor han griner af, hvordan han brugte psykisk nedbrydning for at få kvinder til at sælge sig selv online for hans økonomiske gevinst. De ser, hvordan han taler ned til helt unge piger, kaldet “bitches”, “hoes”, og “sluts”, som han skal tæmme. Og de synes stadig, han “kommer med nogle gode pointer”.
Dét er virkeligheden.
Dét er niveauet af kvindehad, vi har normaliseret.
Når en 14-årig dansk dreng ser disse videoer og siger: “Han siger nogle vilde ting, men han har også fat i noget,” så ved vi, at vold mod kvinder ikke længere er en grænse. Det er ikke længere et no-go. Det er en bivirkning. En bagatel. Et “men”.
Hvis en dreng i dag kan se en mand demonstrere, hvordan man fysisk og psykisk ødelægger en kvinde – og stadig synes, det er værd at lytte til – så skal vi ikke bilde os ind, at han “ikke mener det sådan”. At han “bare synes, det er lidt sejt”. At det “nok går over”.
Andrew Tate opfandt ikke hadet. Han tjente penge på det.
Han er et symptom på en kultur, der allerede lærer drenge at foragte piger og søge kontrol over dem for at føle sig stærke.Andrew Tate skabte ikke problemet. Han udnyttede det.
Det her er ikke en fase. Det er et tegn. Et tegn på, at kvindehad ikke længere skal forklædes i nazistisk uniform eller incel-fora for at være virkeligt. Det er her. Det er på YouTube. På TikTok. På Discord. Og i børneværelser, hvor vi ikke kigger med.
“Han siger jo også meget rigtigt …”
– en dreng, der har set en mand slå, voldtage og nedbryde kvinder
Hvis din søn synes, Andrew Tate har noget at sige, så har han allerede hørt kvinder blive slået, ydmyget, voldtaget og nedgjort – og han har valgt at lytte videre. Det er ikke bare tankeløs fascination. Det er moralsk bedøvelse. Man kan ikke “bare tage det gode” fra en mand, der bygger hele sin identitet på foragt og vold. Og vi har alle et ansvar for at vække ham – og os selv – fra den.
Hvis du som voksen – forælder, lærer, pædagog, fætter, ven af familien – hører en dreng eller ung mand sige, at “Tate har nogle gode pointer” eller “han har jo ret i noget”, så har du et ansvar for at konfrontere det direkte.
Ikke hårdt. Ikke hånligt. Men ærligt og uden at vige udenom.
For det, han siger, er ikke bare en mening. Det er et tegn. Et symptom. En indgang til et verdenssyn, hvor kvindehad er acceptabelt, hvis det kommer pakket ind i “selvudvikling” og “styrke”. Og det verdenssyn vokser ikke af sig selv. Det vokser, når voksne tier. Når vi lader det passere. Når vi håber, at “det går over”.
Hvad betyder det at konfrontere?
At konfrontere betyder ikke at skælde ud eller ydmyge. Det betyder, at du tør gå helt derind, hvor det bliver ubehageligt – fordi du tager det alvorligt nok til ikke at pakke det ind.
Det betyder at sige:
“Ved du, at Andrew Tate viser på video, hvordan han slår, nedgør og voldtager kvinder – og kalder det kærlighed?”
“Hvordan ville du selv have det, hvis nogen isolerede dig, kaldte dig værdiløs og brugte din krop til sex mod din vilje – og bagefter sagde, det var for din egen skyld?”
“Hvordan ville det føles, hvis det var din søster? Din veninde? Din kæreste?”
Det betyder, at du beder ham mærke det, han lige nu er i færd med at koble fra: empati, indlevelse, medmenneskelighed.
Og så siger du også dét, mange voksne glemmer at sige klart:
“Du kan ikke bare tage hans selvudviklingsråd og ignorere resten.”
For når man siger: “Han siger nogle vilde ting, men han har også ret i noget”, så har man allerede vænnet sig til volden som baggrundsstøj. Man har set ham kalde kvinder for værdiløse, slå dem, manipulere dem – og alligevel valgt at lytte videre.
Man har sagt:
“Det dér er slemt – men ikke slemt nok til at få mig til at stoppe.”
Og det valg er ikke neutralt. Det er et valg, der siger: “Mit behov for kontrol og selvoptimering er vigtigere end kvinders værdighed og sikkerhed.”
Han er måske bare barn. Teenager. Ung mand. Men netop derfor – netop fordi han ikke selv kan sætte alle grænser endnu – er det dit ansvar som voksen at gøre det for ham.
Og hvis du lader det passere?
Hvis du smiler lidt og siger “han vokser fra det”?
Så har du ikke været neutral.
Så har du været tavs i mødet med vold.
Det her er ikke nyt – det er veldokumenteret
Hvis du tror, det her med Tate og manosfæren er et nyt fænomen, så læs Laura Bates’ klassiker Men Who Hate Women (2020).
Bates har i årevis kortlagt de onlinefællesskaber, hvor unge mænd lærer, at kvinder er problemet, og at dominans og foragt er svaret. Hun viser, hvordan drenge suges ind i incel-, red pill- og MGTOW-fora gennem YouTube, TikTok og Discord – ofte uden at de selv forstår, hvad de bliver en del af.
Hun dokumenterer, at der ikke er en skarp grænse mellem memes og radikalisering – der er en glidende bevægelse, hvor man først griner, så nikker, og til sidst gentager hadet som sin egen sandhed.
Det er præcis det, vi ser ske blandt danske drenge i dag, når de siger: “Tate har nogle gode pointer.”
Se det ske med dine egne øjne
Hvis du tror, at det her handler om ekstreme typer på nettet – eller at “min søn er ikke sådan” – så skal du se denne video:
🎥 Gen Alpha Is Becoming Dangerous. This Netflix Show Exposes the Horror
Videoen analyserer Netflix-serien Adolescence, men handler i virkeligheden om virkelige drenge – vores drenge – og hvordan de bliver formet af manosfæren, TikTok, algoritmer, fraværende fædre og en kultur, der lærer dem at skamme sig over deres følelser og reagere med kontrol og vrede i stedet.
Det mest rystende i videoen er dette:
👉 Mange drenge identificerer sig ikke som red pill, incels eller Tate-fans – men de taler og tænker som om de gør.
De ser Tate som en, man “kan lære noget af”, selv om han opfordrer til voldtægt og undertrykkelse.
De accepterer kvindehad som baggrundsstøj i jagten på selvsikkerhed og mandighed.
Videoen viser, hvordan det sker. Ikke som en dramatisk konvertering, men som en stille tilvænning til vold og foragt, pakket ind som selvudvikling.
Præcis som i din søns algoritme. Præcis som i den danske skolegård.
Min Feminisme 