Min Feminisme

.

Det er ikke et kvindeproblem – det er et mandligt ansvar

By

linje_1

,
, , , ,

Et nyt australsk studie viser, at én ud af tre mænd indrømmer at have udøvet vold mod en partner. I Danmark dør en kvinde hver måned af partnervold. Alligevel taler vi mere om frygt end om ansvar. Det skal ændre sig.
Læs hvorfor det her ikke handler om “alle mænd” – men om alt for mange.

Den, der foregår bag lukkede døre. Og det er som om, vi heller ikke vil vide det.

Men så kom der tal. Fra Australien. Fra en undersøgelse så stor, så gennemført og så alvorlig, at den burde få os alle til at stoppe op.

Ét ud af tre mænd

Den australske undersøgelse Ten to Men er verdens første nationale, longitudinelle undersøgelse af mænds egen brug af partnervold. Den har fulgt over 26.000 mænd og drenge over ti år og spurgt direkte:

  • Har du gjort en partner bange eller ængstelig?
  • Har du slået, sparket eller på anden måde skadet din partner?

Resultat?

👉 35 % af mændene sagde ja til mindst én form for vold.
👉 9 % sagde ja til fysisk vold.
👉 Og det her er mænd, der selv indrømmer det.

Forskerne bag skriver det klart:

“Dette er det første longitudinelle datasæt i verden, hvor mænd selv rapporterer om deres brug af vold i intime relationer.”

Psykisk vold – den mest udbredte

Psykisk og følelsesmæssig vold var den mest almindelige. 32 % af mændene indrømmede, at de havde fået en partner til at føle sig bange eller ængstelig. Og her er vi ikke ude i, om det “bare var et skænderi”.
Vi taler om kontrol, trusler, gaslighting, isolation, nedgørelse – alt det, der ikke efterlader blå mærker, men som nedbryder kvinders liv.

“Det her handler ikke kun om slag. Det handler om, hvordan mænd ødelægger kvinders tryghed, selvværd og frihed – hver dag.”

YouTube-perspektiv: “Det er ikke alle mænd, men det er altid mænd”

Den amerikanske YouTuber The Public Offender sætter i videoen “New Study Reveals Shockingly ‘High’ Percentage of Men Admitting to Harming Women!” skarpt lys på netop dét, som det australske studie dokumenterer.

“Det er ikke alle mænd, men det er altid mænd.”

I videoen fortæller han om en scene, hvor en gruppe mænd angriber to kvinder i en bil efter en fodboldkamp. Politiet prøver at stoppe det, men ingen af de hundredvis af mænd griber ind.

“Det kræver ikke alle mænd at skabe en farlig situation – det kræver kun, at ingen stopper den.”

Han afviser også det klassiske forsvar: “Jamen, det er jo kun 1 % af mændene!”
Og han henviser netop til det australske studie, hvor én ud af tre mænd indrømmer voldelig adfærd. Det er ikke én procent. Det er en tredjedel. Det er din kollega, din ven, din bror. Og måske – dig selv?

“Jeg tror ikke kun det er de samme mænd, der gør det igen og igen,” siger han. “Jeg tror, det er de fleste mænd, der på et eller andet tidspunkt har gjort noget skadeligt. De fleste ved bare ikke, at det er vold.”

Han går videre og siger:

“De fleste mænd ved ikke engang, at det de gør er voldeligt. De tror, det er normalt. De tror, det er kærlighed.”

Og det er præcis dét, studiet afslører: Vold er ikke bare slag. Det er fravær. Det er tavshed. Det er kontrol forklædt som omsorg. Og det er mænd, der gør det.

Og hvad med Danmark?

Danmark er ikke undtaget. Vi har bare vendt blikket væk.

Selvom vi ikke har et longitudinelt studie som Ten to Men, har vi klare tegn på, at problemet er dybt og systemisk – også her.

1. Voldtægtskultur i Danmark – dokumenteret

I 2019 udgav Amnesty International rapporten “Give us respect and justice!”, som dokumenterer en udbredt og systemisk voldtægtskultur i Danmark.

Rapporten viser, at:

  • Voldtægt i Danmark i årevis blev defineret uden hensyn til samtykke – det var først i 2021, at Danmark fik en samtykkebaseret voldtægtslov.
  • Kvinder, der anmelder voldtægt, mødes med mistillid, victim blaming og stereotype forestillinger om “rigtige” ofre.
  • Politiet og retssystemet afviser, nedtoner eller undlader at efterforske mange anmeldelser – især hvis der ikke er fysisk modstand.
  • Mange kvinder undlader helt at anmelde, fordi de ved, at sandsynligheden for oprejsning er ekstremt lav.

“Danmark svigter systematisk voldtægtsofre – både juridisk og kulturelt.” – Amnesty International (2019)

Rapporten anslår, at op mod 24.000 kvinder udsættes for voldtægt eller voldtægtsforsøg hvert år – men i 2017 blev kun 890 anmeldelser indgivet, og kun **94 førte til dom. Altså, under 0,4 % af alle voldtægter blevet retsforfulgt med dom.

Som Amnesty selv konkluderer:

“Most rapes in Denmark are not reported, and among those that are, the vast majority do not lead to conviction.”
(Amnesty, s. 5 i PDF)

Dette viser ikke bare en svigtende lovgivning (før samtykkeloven i 2021), men også en retlig og politimæssig praksis, der afholder ofre fra at anmelde. Det er netop dét, Amnesty kalder en voldtægtskultur – en kultur, hvor ansvaret skubbes væk fra gerningsmænd og over på ofre.

Danmark lå i 2019 sidst i Norden, når det gjaldt juridisk anerkendelse af samtykke og beskyttelse af ofre for seksuel vold.

2. Femicide – når mænd dræber deres (eks)partnere

I gennemsnit bliver én kvinde dræbt hver måned i Danmark af sin partner eller ekspartner – og flere organisationer, som Danner og Politiken, har dokumenteret det som et vedvarende og strukturelt problem år efter år.

Ifølge Justitsministeriets (2023) tal blev der i perioden 2017–2021 begået:

  • 52 partnerdrab, heraf 47 hvor manden dræbte en kvinde
  • I næsten alle sagerne havde kvinden forsøgt at forlade manden
  • Over halvdelen var tidligere anmeldt for vold eller trusler
  • I 91 % af alle drab i perioden var gerningspersonen en mand

Og det er kun dem, der endte med døden. For hvert drab er der utallige tilfælde af vold, trusler og kontrol, som aldrig bliver stoppet.

3. Vold i hjemmet – og det vi ikke måler

Ifølge VIVEs omfattende undersøgelse Partnervold i Danmark – Omfang og udvikling (2020) er partnervold langt mere udbredt, end de officielle tal fra politiet viser. Rapporten konkluderer, at volden er kønnet, grov og systematisk – og i stor stil usynliggjort i statistikken.

  • Inden for 12 måneder, har 4,5 % af kvinder i alderen 16–64 år har oplevet en eller flere former for partnervold (psykisk, fysisk, seksuel eller økonomisk).
  • Det svarer til omkring 82.000 kvinder årligt.
  • Psykisk vold er den mest udbredte form – og den mindst anmeldte.

“Kvinder er oftere udsat for grov, systematisk og gentagen vold end mænd.”
– VIVE 2020

Det måske mest alarmerende fund er, at de fleste tilfælde af partnervold aldrig når frem til politiet eller systemet:

  • Kun 5 % anmelder selv volden.
  • Yderligere 4 % vurderer, at politiet kender til den ad andre veje.
  • Det betyder, at op mod 92 % af volden aldrig registreres.
  • For psykisk vold er mørketallet endnu højere – op til 96 %.

“De laveste anmeldelsesrater ses blandt kvinder udsat for psykisk og seksuel vold.”

Rapporten viser også, at mange kvinder ikke genkender deres oplevelser som vold, før de enten får hjælp – eller har forladt forholdet. Især ved psykisk vold er grænserne udviskede:

“En del voldsudsatte definerer ikke umiddelbart det, de oplever, som vold. Dette gælder særligt ved psykisk partnervold.”
– VIVE 2020, s. 7

Partnervold mod kvinder er ikke kun et spørgsmål om enkelte sager – det er et mønster, som vores system kun ser toppen af. Og endnu vigtigere:
Vi måler det ikke ordentligt.

Der findes ikke præcise tal på psykisk vold, og selv når det gælder fysisk vold, er mørketallene enorme. Mange kvinder går alene med oplevelserne, uden sprog, støtte eller tro på, at nogen vil tage dem alvorligt.

Skærpede straffe – men er det nok?

I maj 2025 meldte regeringen ud, at straffene for partnervold og voldtægt bliver skærpet. Et vigtigt signal – og en anerkendelse af, at vold i nære relationer er alvorlig kriminalitet.

“Kvinder er særligt udsatte for partnervold, og volden er oftere grovere og mere alvorlig. Vi ved, at partnervold og kontrol ofte går forud for partnerdrab, og at i otte ud af ti partnerdrab er ofret en kvinde. Kvinder er også mest udsat for seksuel vold. Alene inden for ét år er mellem 8.000 og 16.000 kvinder blevet udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Derfor er det en vigtig sejr for ligestillingen, at vi nu skærper straffene for partnervold og voldtægt. Det sender et klart signal om, at vi ikke vil acceptere vold og overgreb mod kvinder” – Magnus Heunicke, minister for ligestilling (2025)

Men spørgsmålet er, om hårdere straffe alene forandrer noget, hvis mørketallene stadig er høje, og alt for få sager overhovedet bliver anmeldt, efterforsket og ført for retten.

Så hvad gør vi?

Først og fremmest: Vi taler om det. Vi taler om mænd.
Ikke kun om kvinder som ofre. Men om hvor mange mænd er krænkere, udøvere, medløbere og tavse vidner.

Vi skal turde spørge:

  • Hvor mange mænd har reelt slået opad, sagt fra, grebet ind?
  • Hvor mange har tænkt “det var ikke mit bord”?
  • Hvor mange tør sige det højt, når vennen er psykologisk voldelig?

Vi har data nok. Vi ved, at volden er omfattende og systematisk. Og alligevel bliver den ofte affejet som baggrundsstøj – som noget, der bare sker.

Men der er heldigvis mænd, der rejser sig og taler til andre mænd om vold, misogyni og sexisme. The Public Offender er én af dem. I videoen bliver han synligt berørt af det australske studie, som viser de mest omfattende tal til dato om mænds egen brug af vold i nære relationer – ikke kun, men overvejende mod kvinder. Det er tal, vi ikke kan ignorere. Som han siger:

“Vi får hele tiden tal for, hvor mange kvinder der bliver udsat for vold. Men vi får aldrig tal for, hvor mange mænd der udøver den.”

Det er ikke et kvindeproblem. Det er et mandligt ansvar

Så nej. Det handler ikke om, at vi skal gå og være bange.
Men hvis nogen kvinder er bange – og det er de – så skal ingen komme og sige, at der ikke er grund til det. For det er der. Og den ligger ikke hos os.

Den ligger hos jer. Hos mændene.

Ikke alle mænd.
Men alt for mange.

Kilder: