Et svar til debatindlægget “Mænd er ikke farlige – men de bliver overflødige” (Politiken, 3. juni 2025)

“Og det er her, skævheden opstår: Kvinder har i dag adgang til det traditionelle magtområde (uddannelse, job, indflydelse) og har samtidig beholdt kontrollen over det, man kan kalde det emotionelle domæne. Mænd derimod mister fodfæste. Ikke fordi de er undertrykte, men fordi de bliver overflødige.”

Det vækker uro og vrede at læse Maja Sofia Bjørnlunds debatindlæg i Politiken. Ikke fordi det sætter ord på mænds følelsesmæssige sårbarhed – det er i sig selv vigtigt – men fordi det i samme bevægelse vender blikket væk fra det virkelige problem: patriarkatet. Og giver feminismen et ansvar, den ikke har.

Mænds rolle i samfundet er ikke forsvundet

Bjørnlund spørger: “Hvad gør en mand, når samfundet ikke længere har brug for ham?” Spørgsmålet er ikke blot forvirrende – det er vildledende. For hvem har sagt, at samfundet ikke har brug for mænd? Mænd er nødvendige – ikke som herskere, men som medmennesker: til at arbejde, passe børn, bidrage til fællesskaber, tage ansvar i hjemmet, i skolen, i demokratiet og i omsorgen for andre.

Tværtimod er der mere brug for mænd end nogensinde – men i nye og dybere roller, der rækker ud over forsørgelse og autoritet. Vi har brug for, at mænd træder ind i relationer med følelsesmæssig tilstedeværelse, deler det usynlige arbejde i hjemmet og påtager sig medansvar for den sociale vævning, som tidligere er blevet kvinders pligt alene.

Kvinder har ikke gjort mænd overflødige. Men de har – især feminister – brugt årtier på at vokse med deres partnere: støttet, konfronteret og båret dem ind i følelsesmæssig modenhed. Som Carol Gilligan beskriver i The Birth of Pleasure (2002), kræver det både mod og tålmodighed at insistere på relationel gensidighed frem for asymmetrisk afhængighed. Feminister har ikke svigtet mænd – de har forsøgt at møde dem som ligeværdige og hele mennesker.

Det er ikke mænd, der er blevet irrelevante. Det er den gamle idé om mandighed som magt, dominans og følelsesmæssig distance, der er blevet utidssvarende. Hvis nogen føler, at deres identitet er i opbrud, skyldes det måske, at den var bygget på privilegier, ikke på gensidighed. Og det er ikke et tab. Det er en åbning – til at blive mere menneske.

Kvinder har ikke opnået lige adgang til magten – og de har aldrig haft magt over følelser

Artiklen hævder, at kvinder både har fået adgang til de traditionelle magtsfærer (uddannelse, job) og samtidig har “beholdt magten over det emotionelle domæne”. Men det er en grov forvanskning af virkeligheden. For det første, så er mænd stadig overrepræsenteret i magtens rum: på direktionsgange, i bestyrelser, på universiteter, i medierne og som lovgivere. De er ikke overflødige. De er stadig normen. For det andet, så er det følelsesmæssige arbejde, som kvinder tradisionelt udfører i hjem, relationer og på arbejdspladsen, ikke magt – det er udmattende og usynligt arbejde. Det er en forventning, ikke en position. Det bliver hverken kompenseret, anerkendt eller fordelt ligeligt.

Som Arlie Russell Hochschild beskriver i The Managed Heart (1983), pålægges kvinder følelsesarbejde i både privat- og arbejdsliv, og denne forventning tærer på deres helbred og identitet, uden at føre til indflydelse. Det er et krav, ikke en kapacitet.

Emma Holten uddyber i Underskud (2022), hvordan kvinder socialiseres til at tilsidesætte deres egne behov og konstant centrere mandens trivsel. Det emotionelle domæne er ikke et område, kvinder har beholdt magten over – det er et sted, hvor deres energi er blevet drænet, og hvor de ofte er blevet udskammet, når de satte grænser eller krævede noget andet.

Når kvinder udtrykker følelser – vrede, sorg, utilfredshed – mødes de alt for ofte med diagnoser, latterliggørelse og dæmonisering. De bliver kaldt hysteriske, irrationelle eller svage. De har aldrig haft definitionsmagten over følelser. Tværtimod: de har været underlagt en følelsesøkonomi, de ikke selv har fået lov at forme.

At påstå, at dette udgør en form for magt, er at forvanske virkeligheden og at omskrive strukturel belastning som privilegium. Det emotionelle domæne har aldrig været kvinders domæne – kun deres ansvar.

Der er ingen “kønskrig” – der er en ulige kamp for lighed

Når Bjørnlund taler om en “post-patriarkalsk panik” og fremstiller det som om både mænd og kvinder føler sig svigtede i lige grad, er det ikke blot en misforståelse. Det er en fejllæsning af magt. At sammenligne kvinders kollektive opgør med undertrykkelse med mænds identitetskrise over at miste privilegier er, som Kate Manne ville sige, en moralsk fordrejning – en form for symmetriserende retorik, der udvisker asymmetriske magtforhold.

Vi kalder det ikke “racekrig”, når mennesker kæmper mod racisme. Så hvorfor kaldes det en “kønskrig”, når kvinder kræver ligestilling? Det er ikke en krig – det er et opgør. Et opgør med det patriarkalske normsystem, der har gjort kvinders arbejde, kroppe og omsorg til fælles eje uden ret til selvbestemmelse.

Det, mange kvinder oplever – især i 30’erne og 40’erne – er en form for erkendelsesmæssig vågnen. En proces, hvor det går op for dem, hvordan internaliseret sexisme og systematisk gaslighting har fået dem til at tvivle på deres egne grænser, følelser og værd. Det er, som Kate Manne beskriver det, ikke en reaktion på uretfærdighed, men på den moralske udradering, kvinder har været udsat for som “human givers” – dem, der skal give uden at kræve.

Når kvinder endelig insisterer på ligeværd og sætter grænser, opfattes det som en trussel – ikke fordi det er destruktivt, men fordi det nægter mænd den komfort, som patriarkatet har lovet dem. Det er ikke fjendtligt. Det er nødvendigt. Det er ikke en krig. Det er overlevelse.

Som bell hooks skrev i Feminism is for Everybody (2000), handler feminisme ikke om at vende magten om – det handler om at opløse hierarkiet. Kvinders oprør er ikke vendt mod mænd som mennesker, men mod det system, der giver dem ret til at herske. At tolke det som en krig, afslører mere om frygten for tabt kontrol end om virkeligheden for dem, der har lidt under den.

Mænds følelsesmæssige tomhed er et patriarkalsk produkt – ikke feminismen

Det er ikke feminismen, der isolerer drenge og mænd følelsesmæssigt. Det er patriarkatets maskulinitetskultur, der lærer dem, at empati er svaghed, at gråd er skamfuldt, og at følelser skal skjules. En kultur, der ikke blot fornægter følelsesmæssig dybde, men også lærer drenge at definere sig i modsætning til det kvindelige – som noget mindreværdigt og truende. Samtidig tildeles kvinder rollen som følelsesmæssige slaver: dem, der skal rumme, støtte, forstå og opmuntre – uden gengæld, uden anerkendelse og uden mulighed for at sige fra.

Som filosof Kate Manne påpeger i sin Womack Lecture (2025), er det ikke, fordi kvinder anses som ikke-mennesker. Det er netop fordi de ses som moralsk ansvarlige for mænds trivsel, at de rammes af vrede og straf, når de nægter at levere. Misogynien udspringer af en følelse af berettigelse – mænd føler, at de fortjener kvinders beundring, omsorg og seksuelle tilgængelighed. Når det nægtes, opstår vrede, ikke som en legitim sorg, men som reaktion på en oplevet uret. Kvinden bliver den moralske overtræder i mandens regnskab.

Det er derfor ikke blot forkert, men moralsk uforsvarligt, at møde mænds “smerte” med ubetinget empati. For hvilken smerte taler vi om? Smerte over at blive nægtet dominans? Over at blive holdt ansvarlig for egne følelser og handlinger? Det er ikke en sårbar lidelse, men en smerte forbundet med tabet af privilegier. En smerte, som kun giver mening inden for en patriarkalsk forståelse af, hvad mænd har krav på.

At sidestille denne smerte med kvinders oplevelser af vold, nedgørelse, eksklusion og udmattelse er at skabe en falsk moralsk symmetri. Den eksisterer ikke. Kvinder betaler prisen for at sige fra – mænd betaler prisen for at miste kontrol.

Mænd må selv tage ansvar for det følelsesmæssige vakuum, der opstår, når dominans ikke længere er givet. Det er ikke feminismen, der har skabt tomheden. Det er patriarkatet, der har lært dem, at de ikke kan eksistere uden den.

En ny maskulinitet – uden dominans

Hvad gør en mand, når samfundet ikke længere har brug for ham som hersker? Han kunne begynde at lære at være medmenneske.

Vi har brug for, at mænd tager ansvar for deres følelsesmæssige dannelse – ikke ved at rette bebrejdelse mod kvinder, men ved at konfrontere det patriarkat, de ofte har valgt at identificere sig med. Et patriarkat, der har lært dem, at dominans er kærlighed, og at kontrol er tryghed.

Som Kate Manne understreger i sin Womack Lecture (2025), opstår misogyn vrede netop, når kvinder nægter at indtage rollen som “human givers” – dem, der skal give omsorg, anerkendelse og adgang til deres følelsesliv og krop. Når de sætter grænser, opleves det ikke som et legitimt nej, men som et moralsk svigt. Vreden, der følger, er ikke udtryk for sårbarhed, men for krænket berettigelse – en reaktion på, at en kvinde har undladt at levere noget, hun aldrig var forpligtet til.

Feminisme handler ikke om at fratage mænd noget, men om at nægte dem det, de aldrig havde ret til: kvinders følelsesarbejde, selvopofrelse, lydighed – og retten til at ekskludere kvinder fra magt, definition og følelsesmæssig selvbestemmelse. Den handler om at skabe rum for gensidighed, hvor ingen behøver dominere for at føle sig værdifulde.

Ja, mange mænd føler sig tomme. Men vi må nægte at fylde det hul for dem. For det er ikke kvinder, der har skabt det. Det er et patriarkalsk system, som mange mænd – om end ikke alle – har valgt at købe ind på. Et system, der har nægtet dem adgang til gensidighed, sårbarhed og ansvar – og i stedet lært dem, at deres værd kun findes i magt og kontrol.

Det er ikke feminismen, der har lært dem at være hule. Det er patriarkatet, der har frarøvet dem evnen til at være hele.

Feminismen skylder ikke at gøre mænd hele – men den peger på veje, hvor mænd kan blive det. Ikke gennem kontrol, men gennem kontakt. Ikke gennem dominans, men gennem ansvar. Det er ikke kvinder, der skal ændre sig for at give mænd betydning. Det er mænd, der må tage del i den menneskelighed, de længe har lært at foragte.

Referencer

• Bjørnlund, M. S. (2025). “Mænd er ikke farlige – men de bliver overflødige”. Politiken, 3. juni 2025. https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art10427776/M%C3%A6nd-er-ikke-farlige-%E2%80%93-men-de-bliver-overfl%C3%B8dige
• Manne, K. (2017). Down Girl: The Logic of Misogyny. Oxford University Press.
• Manne, K. (2020). Entitled: How Male Privilege Hurts Women. Penguin Random House.
• Manne, K. (2025). Womack Lecture Keynote, Fresno State University. [Transkription og optagelse tilgængelig via Fresno State Library Services].
• Hochschild, A. R. (1983). The Managed Heart: Commercialization of Human Feeling. University of California Press.
• Holten, E. (2022). Underskud. Gyldendal.
• hooks, bell (2000). Feminism is for Everybody: Passionate Politics. South End Press.
• Gilligan, C. (2002). The Birth of Pleasure. Knopf.