Hvad sker der, når nogen klager?
De fleste tænker måske på en e-mail til HR. En formel henvendelse. En sag, der skal behandles. Men for den britiske queer-feministiske tænker Sara Ahmed er en complaint langt mere end det. En klage er en social handling, der afslører magtens strukturer. En klage er et nej – men også et råb. Et forsøg på at forandre noget, der er blevet tålt alt for længe. Og samtidig er det en risikabel handling, for klagen bliver ofte selv gjort til problemet.
Ahmed har interviewet utallige kvinder, studerende, undervisere og ansatte, som har klaget over sexisme, racisme, diskrimination og krænkelser på deres arbejdsplads – særligt på universiteter. Hun har lyttet til dem, der ikke kunne ånde i institutionens luft. Dem, der ikke længere kunne tie stille. Og det, hun fandt, var slående: Systemet har sine egne måder at lukke klager ned på – ikke ved at høre dem, men ved at begrave dem. Ved at lade sager trække ud, ved at stille spørgsmålstegn ved klagerens motiver, ved at advare dem: “Pas på, du ødelægger din karriere.”
En klage bliver altså ikke blot et udtryk for modstand – den bliver også en test: Hvad kan du tåle? Hvor meget kan du holde til, før du giver op?
Og klageren – hende, der sagde nej, hende der nægtede at finde sig i det – bliver hurtigt stemplet: som negativ, krævende, svær. Eller som Ahmed selv formulerer det: “The complainer becomes the problem.”
Men Ahmed nægter at se det som en svaghed. For hende er klagen et redskab for feministisk oplysning. Et sprog for sandhed. En åbning i væggen, der ellers skulle holde alt det ubehagelige ude. En måde at puste liv i det, vi ellers har lært at ignorere.
Hun kalder det feministisk pædagogik – en måde at forstå verden på gennem de historier, der normalt ikke bliver hørt.
Og det er her, vi vender os mod Danmark.
For i de mange vidnesbyrd fra danske piger og kvinder, der har delt deres oplevelser på everydaysexismproject.dk, hører vi netop denne form for klage. Ikke som strategi, men som nødvendighed. Ikke altid gennem formelle kanaler, men i fortvivlelse, vrede og vilje til at sige: Det her er ikke i orden.
Når virkeligheden bider
En pige fortæller:
“Da jeg gik i 7. klasse og var 14 år, gik jeg en tur med min hund […] En mand begyndte at onanere foran os. […] Jeg lagde en hånd på ryggen af hende jeg gik med, som for at signalere, at nu går vi lidt hurtigere forbi.”
En anden:
“Jeg afviste en fyr på en bar. Han slog mig med knyttet næve på munden foran bartender og andre gæster. Ingen reagerede. Han blev ikke smidt ud.”
En tredje:
“Jeg sagde fra, da en mand tog mig på røven. Han tog fat i mig og truede med tæsk, og hans venner grinede. […] Jeg truede med at slå ham – og så var jeg pludselig den farlige.”
Når kvinder siger fra, er det sjældent uden omkostninger. Der sker et skift i blikket: fra offer til årsag. Som om problemet ikke er, hvad der blev gjort – men at du nægtede at finde dig i det.
Det begynder tidligt. En pige skriver:
“Da jeg var 11, sagde min lærer, at jeg ikke burde have en tanktop på, fordi drengene ikke kunne lytte efter.”
En 12-årig blev kaldt “god røv” i badedragt. En anden fortæller, at hun siden 4. klasse har hørt ting som: “Gå ud i køkkenet,” “I skulle aldrig have fået stemmeret,” “fucking luder.”
Det her er ikke enkeltstående hændelser. Det er strukturel erfaring. En social træning i at tolerere ubehag – og i at blive udskammet, når man ikke gør det.
Klagen som afvisning af tavsheden
Ahmed viser, hvordan selve institutionen – skolen, arbejdspladsen, samfundet – arbejder imod klagen. Procedurer ser pæne og ordentlige ud på papiret, men i virkeligheden fører de sjældent nogen steder hen. De er designet til at virke professionelle – men fungerer ofte som en slags støddæmper: en måde at opsuge utilfredshed, så den ikke laver bølger.
Det bliver hurtigt tydeligt, at det ikke bare handler om den oprindelige hændelse – men om selve systemet. Som en dansk kvinde skriver:
“Jeg fortalte en chef, at jeg ikke ville prøve en gennemsigtig bluse, han havde givet mig. Han truede med tæsk af nogle rockere.”
Klagen bliver et faremoment. Ikke bare for dig – men for institutionens image, dens tryghed, dens komfort. Og derfor bliver du marginaliseret. Misforstået. Bagatelliseret. Som Ahmed skriver: “Klager bliver begravet, ikke behandlet.”
Klagen som forbindelse – og vidnesbyrd
Men Ahmed minder os om noget vigtigt: Klager forsvinder ikke. De efterlader spor. De ridser i overfladen. Og i disse ridser kan vi finde hinanden. De danske vidnesbyrd på Everyday Sexism Project vidner ikke blot om krænkelse, men også om modstand. Om mod. Om solidaritet.
Ahmed kalder det leaky feminism. At selv når institutioner prøver at tætne sprækkerne, siver sandheden ud. Gennem hvisken. Gennem vidnesbyrd. Gennem vores egne stemmer.
Det er ikke nemt at være den, der siger fra. Det kan koste alt – job, status, tilhørsforhold. Men det kan også være dét, der redder os. Der giver os sprog for det, vi før var alene med. Som en kvinde skriver:
“Jeg ville bare sige fra. Men jeg blev gjort til problemet.”
Den, der ødelægger stemningen, åbner døren
Et smukt og centralt citat fra Sara Ahmeds foredrag om døre som symbol på magt, adgang og eksklusion lyder:
“Doors have something else to teach us: they teach us the significance of a complaint about harassment being lodged in the same place where the harassment happened.”
Hun bruger døren som metafor for de strukturer, der enten lukker os inde, ude – eller ude af vores egne erfaringer. Og hun peger på, hvordan klagen ofte må afleveres der, hvor overgrebet fandt sted – og dermed risikerer at blive lukket inde igen.
Et andet centralt sted siger hun:
“Doors keep coming up in my data – revolving doors, locked doors, doors without glass. A complaint can be like trying to open a door that doesn’t want to be opened.”
Disse billeder viser, hvordan institutioner underviser os i magt – ikke med ord, men med deres arkitektur. En dør, man ikke kan åbne, bliver en lærdom i, hvad man ikke må.
Sara Ahmed skriver, at en klage ikke blot handler om at gøre modstand – men om at skabe forbindelse. Når én siger fra, giver det andre mod til at gøre det samme. Derfor skal vi tage klager alvorligt. Lytte. Forstå. Handle.
Men det kræver, at vi først tør genkende, at det overhovedet er nødvendigt at klage. For det, Ahmed viser os, er, hvordan mange former for uretfærdighed og vold bliver gjort normale – eller direkte usynlige. Det sker, når den, der oplever krænkelsen, får at vide, at hun “misforstår” situationen. At hun “overreagerer”. At det “bare var en joke”.
Hun kalder det en form for institutionel gaslighting: Når vi forsøger at sige, “det her er ikke i orden”, bliver vi mødt med tvivl og bortforklaringer, og langsomt begynder vi at tvivle på os selv. Det er ikke bare smertefuldt – det er dybt destabiliserende.
Det er netop her, Ahmeds figur the feminist killjoy kommer ind. Hun er den, der ødelægger den gode stemning. Ikke fordi hun vil – men fordi hun nægter at ignorere det, alle andre vil tie ihjel. Hun er den, der siger: “Det her er ikke i orden” – og derfor bliver hun opfattet som problemet selv. Ahmed skriver:
“Being heard as a feminist killjoy can be a difficult and painful experience – as if to name a problem is to bring it into existence. Even so, we can claim this figure for ourselves – turning that judgment into a project.”
At være killjoy er derfor ikke en fejl. Det er et feministisk valg. En aktiv beslutning om at nægte tavsheden. Om at insistere på, at ubehaget allerede var der – vi siger det bare højt.
At klage er at nægte at finde sig i det. Det er at vælge ubehaget, fordi tavsheden er værre. Det er at åbne et vindue i et rum, hvor der ikke længere er luft. Det er at nægte at smile, når noget ikke er sjovt.
Og måske er det dér, forandringen begynder. I klagen. I ridserne. I det, der ikke længere vil tie stille.
Klage som helbredelse – og nødvendighed
Sara Ahmed minder os også om, at klage ikke kun handler om politik. Det handler om sundhed. Både fysisk og psykisk. Når mennesker bliver tvunget til at bære på uretfærdighed uden mulighed for at blive hørt, sætter det sig i kroppen. Det tærer på os. Det dræner. Det får os til at tvivle på os selv – og til sidst måske til at bryde sammen.
I hendes forskning fortæller mange om søvnløshed, depression, panikanfald. Om at miste fornemmelsen for, hvem man er, og hvorfor man engang troede, man havde ret til at være dér. En kvinde fortæller, at hendes menstruation stoppede. En anden kunne ikke længere trække vejret normalt på sit kontor.
At klage – og blive taget alvorligt – kan derfor være en forudsætning for at kunne hele. Ikke fordi det nødvendigvis fører til retfærdighed, men fordi det er en måde at sige til sig selv: “Jeg var ikke forkert.” Det er en måde at tage sig selv alvorligt. At kunne se sig selv i spejlet igen.
Derfor handler det ikke blot om klagens indhold – men om retten til overhovedet at kunne klage. Retten til at fortælle sin historie. Retten til at sige: Det her skete. Det var ikke i orden. Jeg nægter at glemme det.
Denne blogpost er inspireret af Sara Ahmeds forelæsning “Complaint as Feminist Pedagogy” og baseret på vidnesbyrd fra danske piger og kvinder delt på everydaysexismproject.dk.
Min Feminisme 