I afsnit 2:2 af podcasten Vågn lidt op! spørger vært Svala Sigfusardottir: “Skal vi være bange for manosfæren?” Det er et både relevant og presserende spørgsmål, men svaret – og tilgangen til spørgsmålet – efterlader lytteren med mere frustration end oplysning. Podcasten forsøger at beskrive fænomenet balanceret og nysgerrigt, men ender i stedet med at nedtone alvoren og udelade de stemmer, der burde være centrale.

Hvad handler episoden om?

Podcasten kortlægger manosfæren – det sammensatte landskab af online mandefællesskaber, fra selvhjælpsgrupper og “manfluencere” til ekstreme fænomener som incels og antifeministiske fora. Medvirkende er:

• Katrine K. Pedersen, medieanalytiker og forfatter med speciale i digital ungdomskultur, online fællesskaber og memekultur. Hun har bl.a. skrevet De digitalt udsatte og produceret podcasten Meme dig til magten, hvor antifeministiske aktører som Andrew Tate analyseres indgående.
• Mads Krause, ambassadør for Dansk Mandesamfund – en dansk gren af men’s rights-bevægelsen (MRA), der ofte kritiserer feminisme og ligestillingsarbejde.
• Emil Ludvigsen, specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik. Han arbejder med unges digitale trivsel, herunder destruktive fællesskaber, incelfora og hadtale. Hans perspektiv er vigtigt, men i episoden bruges det primært til at beskrive kultur og fællesskaber snarere end at analysere deres ideologiske indhold.

Det fraværende perspektiv – og det underudnyttede

Selvom Katrine K. Pedersen har skrevet om antifeministiske fænomener og kvinders vilkår online – bl.a. i artikler som “På internettet er kvinder ikke frie” og “Hold kæft, kælling,” råber Andrew Tate…” – repræsenterer hun i episoden ikke et eksplicit feministisk eller aktivistisk perspektiv. Hendes stemme fremstår som analytisk og observerende snarere end politisk og erfaringsbaseret.

Der er ingen deltagelse fra feministiske organisationer som Dansk Kvindesamfund eller Digitalt Ansvar, ingen forskere med kønsteoretisk tilgang, og heller ingen kvinder, der har oplevet eller dokumenteret angreb fra manosfæren. Dermed analyseres et fænomen, der først og fremmest rammer kvinder, uden kvindelige stemmer i centrum.

En farlig balance

Ved at give en MRA-repræsentant en stemme i diskussionen uden modspil, fremstiller podcasten hans verdensbillede som “et legitimt perspektiv”, i stedet for at udfordre det som del af den struktur, der opretholder og legitimerer digital antifeminisme.

Forskere som Laura Bates (Men Who Hate Women), Deborah Cameron, Angela Saini og Michael Kimmel har tydeligt dokumenteret, hvordan MRA-miljøer fungerer som gateway til radikalisering. De deler sprog, idéer og virkemidler med incel- og red pill-miljøer og er centrale i den digitale infrastruktur, der normaliserer kvindehad.

Når en MRA-position gøres stueren uden modspil, fremstår det som et “modererende” synspunkt, frem for det, det er: en del af den reaktionære bølge, der forsøger at rulle ligestillingsfremgange tilbage.

Hvor blev analysen af magt og patriarkat af?

Der er stort fokus på sprog, fællesskaber og digital adfærd – men ingen analyse af magtstrukturer. Manosfæren beskrives som “en kultur”, men ikke som et digitalt patriarkat, hvor kvinders stemmer og eksistens gøres til genstand for latterliggørelse, seksualisering og udslettelse.

Internationale feministiske analyser – fra bl.a. UN Women, Equality Now, og forskere som Amia Srinivasan og Kaitlyn Regehr – peger på, at manosfæren ikke blot er en samling fora. Den er et organiseret backlash mod kvinders synlighed og rettigheder, drevet af algoritmer og digital infrastruktur.

Denne vinkel er fraværende. Det efterlader et hul, hvor en egentlig politisk og feministisk stillingtagen burde være.

Manosfæren handler ikke om antal – men om indflydelse

Selv hvis der “kun” var nogle hundrede danske brugere i dedikerede fora, betyder det ikke, at manosfæren er ubetydelig. Det er en klassisk miskonception, at sociale fænomener kun er relevante, hvis de er massive i volumen.

Manosfæren fungerer snarere som et influencer-økosystem og ideologisk netværk:

• Den skaber og spreder ideer, der siver ind i mainstream via TikTok, YouTube, memes, Reddit, Twitch og X.
• Store manosfære-figurer som Andrew Tate, Jordan Peterson og Sneako har millioner af visninger og følgere, også i Danmark – og danske unge forbruger deres indhold, uanset hvilket forum de selv deltager i.

Ideer som:

• Kvinder lyver om voldtægt
• Mænd undertrykkes af feminisme
• Kvinder “ødelægger” samfundet gennem seksualisering og grådighed
  … er ikke længere marginale i ungdomskulturen – de spredes via algoritmer og internaliseres som “sjove takes” eller “provokerende indhold”.

Dansk naivitet i en global krise

Man efterlades til at tro at manosfæren måske ikke er et stort problem i Danmark – en klassisk dansk forestilling om, at ekstreme idéer “ikke rigtig bider på os”. Men manosfæren er digital, transnational og forankret i globale algoritmestrukturer, som YouTube, Reddit, TikTok og X. De danske unge, der følger manosfærens ideologer, er ikke adskilt fra resten af verden.

UNESCO og EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder har dokumenteret, hvordan antifeministiske digitale netværk allerede påvirker unges opfattelser af køn og demokrati – også i Europa. Når Danmark insisterer på, at “det ikke er så slemt herhjemme”, gør vi os selv sårbare over for netop de kræfter, vi ikke tror findes.

Konklusion: Når “nuanceret” bliver en undvigelsesstrategi

Vågn lidt op! forsøger at fremstå balanceret og “nuanceret” – men nuancer uden retning kan blive en blindgyde. Når alle stemmer vægtes ens, også dem med en åbenlys ideologisk dagsorden, risikerer man at styrke et farligt narrativ: at antifeminisme blot er endnu et synspunkt i den offentlige debat. Et blandt mange.

Men antifeminisme er ikke et “standpunkt” – det er en ideologi med rødder i had, kontrol og systematisk nedbrydelse af kvinders rettigheder. Og journalistik, der lader som om alle stemmer har samme værdi, gør sig blind for magtens asymmetrier.

Det er positivt, at manosfæren overhovedet behandles i en dansk offentlighed. Men uden strukturel kønsanalyse, uden feministisk modvægt og uden vilje til at udfordre deltagernes roller, ender episoden som en farligt afbalanceret samtale om et dybt ubalanceret fænomen.

Hvis vi virkelig vil vågne op, skal vi turde stille de ubehagelige spørgsmål:

• Hvem får taletid?
• Hvem ejer fortællingen?
• Og hvem bliver gjort tavs – igen?

Det er ikke nok at spørge “Skal vi være bange?”
Vi bør spørge: Hvem betaler prisen for, at vi stadig tvivler?

Svaret er klart:

Det gør kvinder.
Især unge kvinder, hvis liv leves online – hvor deres kroppe gøres til memes, deres ansigter til deepfakes, og deres stemmer til mål.
Det gør aktivister, forskere og debattører, der dagligt modtager trusler og hæts for blot at insistere på ligestilling.
Det gør piger og kvinder, der vokser op i en digital kultur, hvor kvindehad ikke kun tolereres – men deles, likes og gøres til “sjov”.

Når vi tøver med at kalde antifeminisme for det, det er – radikalisering og digital kønnet vold – så betaler nogen prisen i form af tavshed, retraumatisering og udskamning.

Tvivl kan være sundt.
Men når tvivlen bruges som undskyldning for ikke at handle, bliver den til medløberi.

Og dem, det rammer, har ikke længere tid til, at vi tøver.