“Vi kan ikke tale om et fælles ligestillingsprojekt, hvis ikke vi kan inddrage de strukturer, som tilgodeser kvinder.”
– Claus Pedersen, Information, 11. marts 2024

Sådan afslutter Claus Pedersen sit debatindlæg om unge mænds oplevelse af at blive frastødt af feminismen. Og med ét vender han hele verdenshistorien på hovedet. For hvem er det, der ikke bliver inddraget i samtalen? Hvem er det, der sidder på marginalen og venter på at blive hørt? Er det virkelig mænd?

Den danske ligestillingsdebat har for længst udviklet en ny refleks: Hvis nogen siger patriarkat, svarer nogen straks hvad med mændene? Claus Pedersens indlæg er et skoleeksempel på denne tendens. Han hævder, at feminismen har udviklet sig i en sexistisk retning og at vi, som feminister, bør gå i selvransagelse, fordi unge mænd føler sig udelukket.

Men her er det store, ubehagelige spørgsmål:
Har mænd nogensinde rigtigt lyttet til kvinder? Har mænd – historisk, strukturelt, kulturelt – overhovedet været vant til at befinde sig uden for centrum af samtalen?

Mænds fravær? Eller kvinders evige usynlighed?

Pedersen skriver, at “feminismen ikke formår at tage hul på et fælles ligestillingsprojekt, der også inkluderer mænd.” Men han ignorerer derved, at hele feministiske historie har været et opråb netop mod eksklusion. Ikke af mænd, men af kvinder – fra beslutninger, fra data, fra kultur, fra videnskab, fra sprog og fra historien selv.

Som Caroline Criado Perez dokumenterer i Usynlige kvinder, er samfundet ikke blot uretfærdigt – det er designet til at overse kvinder:

“When we exclude half of humanity from the production of knowledge, we lose out on the perspectives, the insights and the lived experiences of half the world.”
— Caroline Criado Perez, Invisible Women

Feminismen udelukker ikke mænd. Den gør blot kvinder synlige. For første gang. Og det gør ondt at afgive centrum.

bell hooks: Patriarkatet har intet køn

“Patriarchy has no gender.”
— bell hooks

Denne ofte misforståede sætning fra bell hooks er afgørende for at forstå, hvorfor feminismen ikke er “vendt mod mænd” – men mod et system. Når hooks siger, at patriarkatet ikke har et køn, mener hun, at både mænd og kvinder kan videreføre patriarkalske strukturer, internalisere dem, handle ud fra dem og forsvare dem – fordi vi alle er formet i et samfund, hvor manden er normen.

bell hooks’ analyse tvinger os til at forstå undertrykkelse ikke som et spørgsmål om intention, men struktur. Det er muligt for kvinder at opretholde patriarkalske logikker – f.eks. når de idealiserer mandlig dominans eller fordømmer kvinder for at være “for meget”. Og det er muligt for mænd at bryde med patriarkatet – men det kræver, at de ikke insisterer på at blive behandlet som centrum, bare i en ny version af samfundet.

Judith Butler og privilegiets usynlighed

Judith Butler har i årtier peget på, hvordan magt og køn ikke blot er noget vi har – men noget vi udøver og reproducerer. Når mænd føler sig “frastødt” af feminismen, er det måske ikke et tegn på feminisme som ekskluderende, men på at den udfordrer deres forventede position som norm.

“Power is not only what we inherit, but what we reiterate. And privilege is most effective when it feels like common sense.”
— Judith Butler

Med andre ord: Når feminismen insisterer på at centrerer kvinders erfaringer, kan det føles som en forstyrrelse af det normale – netop fordi “det normale” er bygget op omkring mænds oplevelser. Ikke fordi kvinder ekskluderer. Men fordi mænd har været vant til at være standarden.

Sara Ahmed: Når kritik bliver set som ødelæggelse

Sara Ahmed har skrevet indgående om, hvordan feminister ofte bliver beskyldt for at “ødelægge” stemningen, samtalen, fællesskabet – blot fordi de peger på problemerne. I The Feminist Killjoy skriver hun:

“To expose a problem is to become the problem.”
— Sara Ahmed

Når Claus Pedersen fremhæver En frygtelig kvinde og beklager, at “feminister ikke forholdt sig til filmens budskab,” er det værd at spørge: Måske var det ikke feministerne, der afviste samtalen. Måske var det selve præmissen – at kvinders følelser og styrke i sig selv skulle være en trussel – der var problemet. Når vi sætter ord på kvinders vrede, sorg, udmattelse og erfaringer, bliver vi gjort ansvarlige for at skabe dårlig stemning. Det er patriarkatet i praksis.

Nancy Fraser: Hvad betyder ligestilling uden økonomisk og strukturel retfærdighed?

Nancy Fraser påpeger, at ligestilling ikke kun handler om at dele pladsen ved bordet – men om at ændre bordet selv. Det er ikke nok at sikre, at mænd og kvinder har “lige stemmer” i debatten, hvis hele samtalens struktur stadig er skævvredet mod mandlig erfaring og kapitalistisk nytteværdi.

“Recognition without redistribution is empty.”
— Nancy Fraser

Hvis vi skal tale om et fælles ligestillingsprojekt, må vi tale om ressourcer, omsorg, økonomi, arbejdsdeling, kroppe og muligheder. Ikke bare stemning. Ikke bare “hvordan mænd føler det”.

---

Konklusion: Feminisme er ikke blevet sexistisk – den er blevet konsekvent

Feminismen har ikke udviklet sig i en sexistisk retning. Den er blot holdt op med at undskylde for, at den ikke centrerer mænd.

Det, der føles som eksklusion for nogle, er i virkeligheden bare fraværet af særbehandling. Det er ikke feminismen, der har ændret sig – det er placeringen af kameraet. Og når du har været hovedperson hele livet, føles det voldsomt pludselig at være biperson.

Men det er ikke et tab. Det er en mulighed. Mænd er ikke fjender af feminismen – medmindre de insisterer på at være centrum i en kamp, der ikke begyndte med dem. Og som aldrig har været forbeholdt dem.

Der er plads til mænd i feminismen.
Men ikke som dem, der skal anerkendes.
Som dem, der skal lære at anerkende.
Ikke som dem, der bliver hørt først.
Men som dem, der lytter.
Ikke som helte.
Men som medskabere.

Feminisme er ikke et rum, du træder ind i og bliver klappet ind.
Det er et rum, du forandrer dig i – eller forstyrrer.
Det er et sted, hvor du lytter, lærer – og handler.

Feminismen har ikke gjort mænd usynlige.
Den har for første gang gjort kvinder synlige – og det kan føles som et tab,
hvis du er vant til at være det eneste blik i rummet.

Og ja, feminismen er ikke perfekt. Den er splittet, kompleks, kritisk – og fuld af uenigheder.
Men den vigtigste kritik kommer indefra. Ikke udefra.
Og det vigtigste ansvar bærer stadig patriarkatet – ikke dem, der kæmper for at bryde det.

“Det handler ikke om, at mændene skal have mindre.
Det handler om, at kvinder aldrig har haft nok.”
— Emma Holten, Underskud

Videre læsning og referencer

• Claus Pedersen (2024). Unge mænd frastødes af feminismen. Det kalder på grundig selvransagelse hos os feminister. Dagbladet Information, 11. marts 2024.
• Emma Holten (2023). Underskud – Om værdien af omsorg. Gyldendal.
• Linda Scott (2022). The Cost of Sexism – How the Economy is Built for Men and Why We Must Reshape It.
• Caroline Criado Perez (2019). Invisible Women: Exposing Data Bias in a World Designed for Men. Chatto & Windus.
• Sara Ahmed (2017). Living a Feminist Life. Duke University Press.
• bell hooks (2000). Feminism is for Everybody: Passionate Politics. South End Press.
• Nancy Fraser (1995). From Redistribution to Recognition? Dilemmas of Justice in a ‘Post-Socialist’ Age.
• Judith Butler (1990). Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity. Routledge.