De mødes på en café, som de har gjort i årevis. To kvinder i 40’erne. Venner fra studietiden. Den ene med børn og travlt job. Den anden aktiv i ligestillingsarbejde, frivillig i et netværk mod kønsbaseret vold, læser bøger, skriver, følger med. Hun bærer indignationen med sig — ikke som et kors, men som et kompas.
De snakker først om arbejde, børn, ferier. Men så glider samtalen hen på det, der ligger og vibrerer under overfladen: køn. Vrede. De seneste sager i medierne. Endnu en pige bedøvet og voldtaget til en fest. Endnu et indslag i radioen om “drengenes krise”.
Den feministiske veninde løfter blikket og siger stille:
“Jeg bliver bange for, at vi lader som om det hele går fremad, mens alt omkring os råber, at vi er i frit fald.”
Hendes veninde rynker panden.
“Men vi er jo kommet langt. Jeg har aldrig oplevet rigtig sexisme. Mine drenge er søde og respektfulde. Jeg vil hellere fokusere på det positive.”
Smilende gaslighting
Det er ikke en ondskabsfuld kommentar. Den er ikke råbende eller nedladende. Det er den type sætning, der lyder varm og balanceret — men som kan få den mest erfarne kvinde til at tvivle på sig selv.
Det er det, Rebecca Solnit sætter ord på i Men Explain Things to Me:
“Credibility is a basic survival tool.”
Når kvinder igen og igen får deres analyse mødt med “det er ikke så slemt” eller “det går jo den rigtige vej”, bliver det svært at stole på sin egen dømmekraft. På sit blik. På sit kompas.
“Jeg har aldrig oplevet det”
Vennen henviser til en kvinde fra sit netværk — højtuddannet, succesfuld, aldrig stødt på kønsdiskrimination.
Den feministiske kvinde smiler skævt.
“Det er jo fantastisk for hende. Men det ændrer ikke på strukturerne.”
Caroline Criado Perez skriver i Invisible Women:
“It is not women who are invisible. It is data on women that is invisible.”
At én kvinde har haft en smertefri rejse, betyder ikke, at landskabet er jævnt. Det betyder, at hun har gået en heldig rute — eller at hun ikke har haft ord for de sten, hun trådte på.
Når faren bliver bagatelliseret
Senere i samtalen bringer den feministiske veninde online-misogyni op — incel-fora, hadtale, kvindehad forklædt som satire.
“Det er altså virkelig en niche,” svarer den anden. “Det er ikke noget, vi normale skal være bange for.”
Men som Laura Bates viser i Men Who Hate Women, er det netop det, der gør det farligt:
“These ideas do not stay in the dark corners of the internet. They spread. They are growing. They are shaping our culture.”
Når vi kalder det fringe, mister vi blikket for, hvordan det allerede er infiltreret i skolegårde, ungdomskultur og politisk debat. Det er ikke fringe. Det er nutid.
Piger er også onde
“Og altså… piger kan også være stride mod hinanden.”
Ja. Det kan de. Men strukturel vold er noget andet. At piger udelukker hinanden i 7. klasse er ikke det samme som et samfund, hvor kvinder får ringere behandling i sundhedsvæsenet, lavere løn for samme arbejde, og lever med risikoen for vold i egne hjem.
At holde fast i sin vrede
Hun tager en dyb indånding. Mærker blikket fra den gamle veninde. Det der blik, der siger: “Er du ikke lidt dramatisk?”
Men hun husker ordene fra Mona Eltahawy:
“Nice girls die of self-doubt while the world lets abusers thrive.”
Det handler ikke om at vinde en diskussion. Det handler om ikke at give køb på det, man ved er sandt. At tale højt, også når stemmen ryster. At stå fast, også når samtalen føles ensom.
“Men hvad med mændenes ensomhed?”
Veninden læner sig frem, blød i stemmen men fast i sin overbevisning:
“Altså… jeg hører dig, men der er jo også en ensomhedspandemi blandt mænd. Vi taler hele tiden om kvinder – men hvad med dem?”
Den feministiske veninde nikker. Hun har hørt det før. Mange gange. Som om én gruppes smerte skulle udligne en andens. Som om strukturel ulighed og menneskelig lidelse ikke kunne eksistere samtidig.
Nej, mænds ensomhed er ikke kvinders skyld. Den er patriarkatets ansvar.
Når drenge lærer, at sårbarhed er svaghed, at venskaber skal være overfladiske, at intimitet kun hører til i romantiske relationer — så står de ofte alene. Det er alvorligt. Det er tragisk. Og det er netop derfor, feminisme er vigtig.
For feminisme handler ikke om at udpege fjender. Den handler om at bryde de systemer, der gør både mænd og kvinder syge af at leve i snævre kønsroller.
Men når mænds ensomhed bruges som et modargument imod kvinders kamp for ligeværd og sikkerhed, bliver det ikke en samtale – det bliver en afsporing.
Den feministiske veninde trækker vejret og svarer:
“Ja. Mænd er ensomme. Det bør vi tage alvorligt. Men det gør ikke kvinders stemmer mindre vigtige. Det gør vores kampe ikke overflødige. Tværtimod. Vi har alle brug for frihed fra de strukturer, der splitter os ad.”
Til dig, der læser med
Hvis du nogensinde har siddet i en samtale som denne — med en ven, en kollega, et familiemedlem — og følt dig alene i din indsigt, udskammet for din indignation, afvist i din analyse:
Du overreagerer ikke. Du ser noget, som mange vælger at overse.
Og vi har brug for, at du bliver ved med at se. Ved med at tale. Ved med at mærke.
For det er sådan forandring starter.
(Videre læsning, hvis du vil blive stående i din indsigt:)
- Laura Bates: Men Who Hate Women
- Caroline Criado Perez: Invisible Women
- Rebecca Solnit: Men Explain Things to Me
- Mona Eltahawy: The Seven Necessary Sins for Women and Girls
Min Feminisme 