I artiklen “Unge mænd drøner uden om universitetet: ‘Der er ikke så meget prestige i uddannelse længere. Der er prestige i det gode liv’” (Politiken, 16. maj 2025) udtrykkes bekymring over, at færre unge mænd forventes at få en universitetsuddannelse. Det er en vigtig debat. Men artiklens vinkel – og de kilder, der får taletid – afslører desværre et velkendt mønster: Når piger lykkes, bliver det fremstillet som et problem. Når drenge fravælger, bliver det fremstillet som en konsekvens af pigernes tilstedeværelse.

Stræbsomhed bliver til anklage – men kun for piger

Studievejleder Ditte Elsborg siger:

“Hele vores skolesystem er indrettet til piger. Hvem er det, vi belønner? Den stræbsomme. Den, der kan sidde stille og læse. Pigen, der tager lange noter.”

Det er en hårrejsende udlægning. For siden hvornår blev det negativt at være engageret og velforberedt? At kalde piger “stræbere” som noget kritisabelt er ikke bare nedsættende – det er et direkte angreb på den arbejdsmoral og modenhed, som mange unge kvinder udviser, på trods af et system, der slet ikke er designet til dem.

Piger trives faktisk dårligere i skolen

Hele præmissen om, at piger “klarer sig bedre”, fordi skolen er “bygget til dem”, falder fra hinanden, når man ser på fakta. Nationale undersøgelser dokumenterer igen og igen, at piger trives dårligere end drenge i skolen:

• VIVE’s nationale trivselsmålinger (2023) viser, at piger i langt højere grad end drenge føler sig stressede, ensomme og under pres.
• Sundhedsstyrelsen (2022) dokumenterer en stigning i angst og depression blandt piger.
• Børnerådets 2023-undersøgelse viser, at næsten hver anden pige i 9. klasse føler sig meget stresset.

Så nej – skolen er ikke “bygget til piger”. Den belønner ydre præstation, men tager ikke højde for pigers indre belastning. Det er ikke et system, der fremmer piger – det er et system, hvor mange piger betaler en høj pris for deres præstationer.

Flest kvinder – men færrest pauser

En anden artikel fra samme dag (“Her er to ud af tre studerende kvinder”, Politiken, 16. maj 2025) understreger, at kvinder i stigende grad fylder på universiteterne – men det er ikke, fordi de har det lettere. Tværtimod.

Jurastuderende Mahdis Pour fortæller, at det allerede i gymnasiet var pigerne, der var “stræberne”, og at det fortsætter på universitetet. Hendes medstuderende Akina Ørum Masaki beskriver pigerne som strukturerede, nervøse og under et massivt karakterpres – mens mange drenge tager lettere på det:

“Drengene er mere laissez-faire og sådan: ‘Vi kan godt gå til fest og tage i byen, selv om vi skal til eksamen om fem dage’.”

Dette bekræfter, hvad trivselsundersøgelser allerede viser: Kvinder præsterer mere – men de betaler også prisen. Deres høje karakterer er ikke udtryk for en fordel. De er udtryk for belastning. Og hvis vi virkelig vil tage ligestilling alvorligt, må vi stoppe med at fremstille kvinder som systemets favoritter – og i stedet anerkende den kæmpe indsats og det pres, de lever med for at få lov at være med.

Den innovative dreng – og den usynlige pige

Elsborg fremhæver også:

“Ikke drengen, der er smaddergod til innovation og får gode ideer.”

Dette citat rammer ned i en af de mest sejlivede myter: at drengen er den kreative skaber, mens pigen er den konforme stræber. Men virkeligheden er ofte det stik modsatte. Mange piger og kvinder har masser af ideer, kreativitet og handlekraft – men de bliver ofte overset, ignoreret eller overtaget.

Vi kender mønsteret: Kvinders ideer bliver først taget alvorligt, når de gentages af mænd. Deres faglige bidrag kaldes “detaljefokus”, mens mænds kaldes “strategisk tænkning”. Og når piger i klasselokalet vover at mene noget højt, risikerer de social udstødelse.

Det er ikke fordi piger ikke har idéer – det er fordi der ikke bliver lyttet til dem.

Bro-kulturen, der skubber pigerne væk

Vi ser det igen og igen: Når piger bliver synlige og står ved sig selv, trækker drengene sig væk. Ikke fordi piger fylder for meget – men fordi de ikke længere retter ind.

I artiklen om jurastudiet beskriver Gustav Røgild, at det var svært at falde til i en klasse med mange piger. Hans refleks ved interviewets afslutning?

“Skal vi ikke lige nå en enkelt øl?”

Det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, men det afspejler noget velkendt: en kultur, hvor mænd søger tilbage i trygge, kønnede fællesskaber – ofte defineret af bro-tone, uformel magt og lav tolerance for følelsesmæssig eller relationel kompleksitet. Rum, hvor kvinders tilstedeværelse kun er velkommen, så længe de ikke forstyrrer dynamikken – og helst spiller med på regler, de ikke selv har sat.

Det er ikke innovation. Det er eksklusion.

Det er bro-kulturens refleks: Hvis piger har magt nok til at stå ved sig selv – fagligt, socialt, følelsesmæssigt – så forsvinder drengene fra rummet. Eller også skubber de dem ud.

Og det sker på trods af, at piger og kvinder ofte centrerer og inkluderer drenge og mænd. Når kvinder er i overtal på et hold, skaber de ikke et “pigefællesskab” med lukkede døre. Tværtimod: de rækker ud, ser dem, inkluderer dem, forsøger at balancere rummet. Det sker, fordi piger og kvinder er socialiseret til at tage hensyn, læse stemninger, udglatte konflikter – og forstå mænd. Det har de lært fra barnsben.

Mænd derimod – især unge mænd i bro-kulturer – har sjældent lært det samme. Når kvinder træder frem med deres egne idéer og energi, oplever de ofte at blive overset, afbrudt, nedtalt – eller først hørt, når en mand gentager dem. Det gælder også i studier og på arbejdspladser.

En stor metastudie af deltagelse i møder og grupper viser, at:

Kvinder taler mindre og bliver oftere afbrudt i grupper domineret af mænd – mens mænds taletid stiger, uanset gruppens kønsfordeling.
(Karpowitz & Mendelberg, “The Silent Sex: Gender, Deliberation, and Institutions”, Princeton University Press, 2014)

Samtidig viser forskning fra Harvard Business Review og Lean In (2023), at kvinder i høj grad tilpasser deres adfærd for at passe ind i mandsdominerede kulturer, mens mænd sjældent ændrer deres adfærd, selv når de er i mindretal.

Det skaber en strukturel ubalance: Kvinder rummer mænd. Mænd rummer ikke kvinder – medmindre kvinder gør sig små, underkaster sig den sociale norm og holder deres idéer og følelser inde.

Pigers succes er ikke drenges nederlag

Det mest bekymrende i hele denne debat er, at pigers hårde arbejde og præstationer bliver gjort til årsag for drenges fravalg. Som om kvinders fremgang automatisk må balanceres af mænds. Som om det er forkert, at piger lykkes.

Vi skal turde en ny samtale

Vi har brug for en anden samtale. En, hvor vi ser alle unge – drenge som piger – som individer med ret til at blive taget alvorligt. Og vigtigst: En samtale, hvor vi ikke gør pigers succes til drenges problem. Det er uretfærdigt. Det er usandt. Og det er uambitiøst.

Kilder:
– “Unge mænd drøner uden om universitetet”, Politiken, 16. maj 2025
– “Her er to ud af tre studerende kvinder”, Politiken, 16. maj 2025
Supplerende data og forskning:
– VIVE (2023): Nationale trivselsmålinger for børn og unge
– Sundhedsstyrelsen (2022): Børn og unges mentale helbred
– Børnerådet (2023): Piger og drenges trivsel i 9. klasse
– Karpowitz & Mendelberg (2014): The Silent Sex: Gender, Deliberation, and Institutions, Princeton University Press
– Lean In & McKinsey (2023): Women in the Workplace Report
– Harvard Business Review (2022): Why women get interrupted more – and how to stop it